Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
20. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Det bliver i familien 
To brødre afløser hinanden i den samme stilling ved de danske styrker i Helmand
08-02-2009 - kl. 14:00

Det bliver i familien

I disse dage bliver de danske styrker i Helmand-provinsen i Afghanistan skiftet ud. Men på en enkelt post i en af signalenhederne bliver det i familien.
Kaptajn Valdemar er i gang med at sætte kaptajn Poul ind i arbejdet. Og de er virkelig på fornavn med hinanden. De er nemlig brødre. Lillebror Valdemar på 28 har haft opgaven det seneste halve år, og nu er det storebror Poul på 37, der skal passe butikken.

De fortæller, at det er helt tilfældigt, at de skal udsendes lige efter hinanden. Det er tilfældigt, at de begge skal til Afghanistan og det er tilfældigt, at de skal passe det samme job.
- Det er ikke noget, vi har søgt om. Forsvaret har ikke specielt mange officerer, så der er ikke mange at vælge imellem. Der har nok ikke været andre muligheder, siger Valdemar, der nu glæder sig til at skulle hjem.

Begge brødre har været i forsvaret siden gymnasiet, men det er ikke fordi de kommer fra en familie med lange militære traditioner.
- Vores far har været reserveofficer, og så har han været aktiv i Hjemmeværnet. Jeg er sikker på, at han har været stolt af, at vi har valgt officersvejen, men det er ikke noget, vi er påduttet hjemmefra, siger Poul.

Da Poul gik i gymnasiet, stod han i valget mellem tre mulige karriereforløb: journalist, historielærer eller officer. Han var noget optaget af den idealistiske tanke om, at nogen skal forsvare vort demokrati, vore værdier og vort samfund.

- Efter gymnasiet tog jeg værnepligten i Prinsens Livregiment. Jeg søgte også – som mange andre fra holdet - ind som værnepligtig sergent; men jeg blev faktisk siet fra. Det afholdt mig nu ikke fra at søge ind på officersuddannelsen, og der var slet ingen problemer med at komme ind der. Det var en noget mere omfattende test end til sergentskolen, og jeg har ikke på noget tidspunkt haft problemer med den uddannelse, jeg så kom i gang med, siger Poul.

Når nu lillebror Valdemar også har valgt at gå militærvejen, så vil han ikke benægte, at han kan være inspireret af sin storebror.
- Jeg ville egentlig helst have været journalist. Men jeg var også noget fascineret af Pouls uniform. Men jeg har ikke haft den samme idealistiske tilgang til militærkarrieren. Husk på, han er ni år ældre end mig, og jeg er nok også så meget yngre end Poul, at jeg og mine jævnaldrende mere tænker på os selv. Derfor var en medvirkende faktor til, at jeg valgte en militærkarriere, at jeg kunne få mulighed for at få oplevelser ved at komme med på internationale missioner, siger Valdemar.

Og han har fået erfaringer fra internationale missioner. Dette her er hans anden udsendelse til Afghanistan. Han var også med hold 2.

Poul var med i Bosnien i år 2000 – det år Valdemar begyndte i forsvaret - og han var i Irak i år 2003-2004.
Hjemme i Ærøskøbing giver deres far udtryk for stolthed over sønnernes indsats, men mor synes ikke om det, fortæller Valdemar.

- Mor har aldrig været glad for, at vi har valgt militæret. Hun har altid sagt, at hvis der nogensinde bliver krig, så vil hun grave os ned i baghaven. Den her udsendelse plager hende også på den måde, at hun ikke kan samle familien i så lang tid. Hun har altid været familiens sociale samlingspunkt, og det piner hende, at først er den ene væk, og så er den anden væk. Med uddannelse forud for udsendelsen er det faktisk i halvandet år, at vi ikke har mulighed for at samle hele familien på en gang, siger Valdemar.

Poul kan se både fordele og ulemper ved at de to er udsendt i forlængelse af hinanden.
- Vi bor i dag i den samme by, og de sidste par år er vi og vore koner kommet virkelig tæt på hinanden. Det betyder, at mens Valdemar har været væk, har hans kone været meget henne hos os, og jeg er sikker på, at det næste halve år vil de fortsætte med at mødes og holde humøret oppe hos hinanden, siger Poul.
Mens Valdemar har været udsendt, har de to brødre selvfølgelig haft nær kontakt med hinanden.

- Jeg tror, jeg har holdt lav profil med at kommentere Valdemars arbejde hernede. Han har ikke skullet have belærende bemærkninger fra sin storebror om, hvordan han passede arbejdet. At det så ser ud til, at han har gjort det knagende godt er så en anden ting. Jeg tror, jeg skal stramme mig an for at leve op til de standarder, han har sat, siger Poul.

Først skal lillebror sætte storebror ind i arbejdet.
- Nu må han godt se at overtage. Jeg skal ikke lægge skjul på, at nu glæder jeg mig til at komme hjem. Det eneste er, at når jeg kommer hjem, så er min gode kammerat og bror ikke i landet det næste halve år, siger Valdemar inden de to igen vender sig til arbejdet med at overdrage udstyr, dokumenter og arbejdsgange i den afghanske ørken.