Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
18. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Det går den rigtige vej 
Helmand: Det var en positiv chef for Hærens Operative Kommando, der besøgte de danske styrker i Afghanistan i den forløbne uge.
01-05-2009 - kl. 12:00
Birgit Baunehøj, presseofficer

Især var generalmajor Bundsgaard glad for sit møde med soldaterne samt at opleve, hvordan tingene går fremad i området.

Der var briefinger, der var rundture i lejre, der var fremvisning af materiel, der var patrulje, og der var håndtryk i massevis, da chefen for HOK (Hærens Operative Kommando), generalmajor Niels Henrik Bundsgaard besøgte de danske soldater i Helmand i Afghanistan. Og det var lidt af et program, han havde foran sig, da han satte fødderne på afghansk jord i sidste uge.
 
Her nåede han på få dage at besøge danskerne i Camp Bastion, på Kandahar Air Field, i FOB (Forward Operating Base) Armadillo og i MOB (Main Operation Base) Price.
Derudover var der besøg ved ISAF’s hovedkvarter i Kabul, hos de danske stabsmedlemmer i Chaghcharan og ved OMLT’et i Tombstone/Shourabak, der ligger lidt uden for Camp Bastion.

Niels Henrik Bundsgaard informerede soldaterne i alle lejre – her er det i MOB Price – om status i arbejdet med forsvarsforliget
Niels Henrik Bundsgaard informerede soldaterne i alle lejre – her er det i MOB Price – om status i arbejdet med forsvarsforliget. Fotos: Birgit Baunehøj.

- Det har været godt at komme rundt og høre, hvordan det går. For mig er det vigtigt at blive opdateret på, hvordan situationen er, og hvad vi derhjemme kan gøre for dem i deres opgaveløsning. Og man møder jo kun positive mennesker hernede, og jeg synes at kunne spore en fremgang, så foreløbig har det været en rigtig god oplevelse, lyder det fra Niels Henrik Bundsgaard.

Under sit besøg nåede han blandt andet at møde den britiske chef for TFH (Task Force Helmand), brigadier Tim Radford, og i Shourabak var han med ANA (Afghan National Army) på skydebane. I Armadillo nåede han blandt andet at følge soldaterne på en fodpatrulje i Green Zone, og fra Price fik han en tur til Gereshk og tog sig, da han kom tilbage, tid til at tale med soldaterne om blandt andet deres udstyr og deres ønsker om at kunne tilpasse det individuelt.

- Deres bekymringer går på, at de egentlig gerne vil have lov at tilpasse det individuelt. Og i øjeblikket har vi visse muligheder for at tilpasse noget af det individuelt. Men det er klart, at der er mange forskellige jobfunktioner og dermed mange forskellige behov. Så en af de ting, vi bliver nødt til at kigge på fremover, er, om vi kan finde et eller andet, vi kan tilpasse til de individuelle behov. Men det er selvfølgelig også begrænset, hvor meget vi kan købe ind. Det er jo ikke rentabelt, at hver mand selv går ud og køber sine stumper.

Soldaterne fra Bravo/Vidar Kompagniet i MOB Price fortalte om det udstyr, de bærer på, når de er på patrulje. Niels Henrik Bunds
Soldaterne fra Bravo/Vidar Kompagniet i MOB Price fortalte om det udstyr, de bærer på, når de er på patrulje. Niels Henrik Bundsgaard fik bl.a. lov at prøve en af de meget tunge rygsække (ca. 30 kg) på egen ryg, så han kunne få en fornemmelse af omfanget af kilo, der slæbes på i f.eks. Green Zone – udover det obligatoriske sikkerhedsudstyr. Soldaterne var dog hurtige til at give chefen en øl i bytte for rygsækken. Dog selvfølgelig en alkohol-fri en af slagsen.

Mødet med modne og engagerede soldater
Det er anden gang, Niels Henrik Bundsgaard besøger de danske styrker. Og første gang som chef for HOK. Og mødet med soldaterne i deres rette element gav et noget andet indtryk af dem, end at møde dem under uddannelsen før udsendelsen.

- Et er at have set dem flere gange under uddannelse, noget andet er at se, hvordan de har det hernede. Specielt efter de har været her i to til tre måneder. Og som man tydelig kan spore hernede, så er de meget professionelle og stadig engagerede og ved rigtig godt mod. Og jeg fornemmer også, at de føler, de gør en forskel hernede. Det er også det, jeg selv kan se, lyder det fra HOK’s chef, der fortsætter:

- Jeg synes også, man kan se – når man ser dem i øjnene – at de er noget mere afklarede. Og på en eller anden måde – og det kan godt være, at det er noget, jeg bilder mig ind – modne. De er ligesom kommet et skridt længere end de soldater, der tog af sted til noget uvist. Det er rigtig godt at se.

Chefen for HOK var også en tur inde i en PMV (pansret mandskabsvogn) og høre lidt om arbejdsforholdene for soldaterne der.
Chefen for HOK var også en tur inde i en PMV (pansret mandskabsvogn) og høre lidt om arbejdsforholdene for soldaterne der.

Fremgang og optimisme
Den spirende fremgang i det danske ansvarsområde og dermed især Gereshk og områderne omkring byen var en af de ting, der gjorde størst indtryk på Niels Henrik Bundsgaard under hans besøg.

- Det største indtryk er den forandring og spirende optimisme, jeg kan se hernede. Derhjemme kan man tit blive i tvivl om, hvor godt eller hvor dårligt det går hernede, for der er mange, der udtaler sig om det. Og det er mange gange også et politisk spil derhjemme. Men når jeg sådan selv har set tingene hernede, og i forhold til det jeg er blevet briefet om, med hvordan det går med den afghanske hærstyrke, hvordan det går i Gereshk osv., så synes jeg jo, at det ser positivt ud. Det betyder ikke, at det nu er tippet helt over, og at det nu går bare fremad med stormskridt, men jeg synes, det går den rigtige vej.