Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
22. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Du kan jo sidde yderst feltpræst 
AFGHANISTAN, Helmand: Når Gud ikke selv kan være til stede altid, sender han en uundværlig hjælper i form af feltpræsten
02-09-2008 - kl. 10:20
Af: Kristian, feltpræst

Sammen med min kollega ankom jeg i starten af august til Afghanistan. Nærmere bestemt østligt i provinsen Helmand ved byen Gereskh, hvor vi deles om lejrene Armadillo, Price og Bastion. Her opererer danske soldater. I gold ørken og i det smalle bælte af opiums- og majsmarker og lysegrønne træer, som ligger på begge sider af Helmand-floden.

Mit bidrag er, at jeg frem til februar 2009 skal være feltpræst. Det kan godt give stof til eftertanke, selvom jeg før har været udsendt i kortere perioder. For hvad kan en feltpræst, som kan bruges af en soldat? Ikke mindst set i lyset af vores første tab, hvor vi mistede oversergent Henrik Christian Christiansen. 

Feltpræsterne og soldaterne på det sidste hold, og andre før dem, viser vejen. Erfaringen er, at soldaterne har brug for en feltpræst. En der er til stede og tilgængelig. En der kort sagt i ordets rette forstand er nærværende. Feltpræsten står med den opgave at holde gudstjenester. Selvfølgelig. Men det er ikke nok.

Feltpræsten skal om nødvendigt være en skulder. Skal samtale og lytte. Skal indgyde tro, håb og kærlighed. Det er den ydmyge erfaring fra mine forgængere. En erfaring der sætter feltpræsten på prøve, fordi man skal slå til. Ligesom også soldaterne skal slå til. Fordi situationen er ekstrem. Ikke mindst meget sårbar, når man mister en i sin midte.

Feltpræst Kristian er der for soldaterne.

Feltpræst Kristian er der for soldaterne.

Soldaterne lever i en fortættet virkelighed – ikke i mere virkelighed. Det må både dem derhjemme og soldaterne selv gøre klart. De er indpodet i deres opgave. Er under konstant pres. Er vedvarende årvågne. Da bliver mødet mellem feltpræsten og soldaten afgørende. Ordene der udveksles. De ord som bærer på en erkendelse. De ord som har med livets inderste mening at gøre. Både i tro og tvivl. Noget der også kan udtrykkes ordløst i det blotte samvær.

Det stod allerede klart for mig, da jeg i starten modtog en gruppe soldater fra ISAF 5, som nu er hjemsendt. De vendte tilbage fra deres sidste patrulje. Ansigterne sagde alt. De var lettede. Åndede befriet op. Med blikke der også rummede en fortrøstningsfuld afmagt. For meget er hændt. Meget skal bearbejdes.

Det er der også for ISAF 6 nu. Dage og uger er gået, og tabet af Henrik kalder på netop fyldige store og små ord og ordløst samvær. Vi skal alle være årvågne. Være hinandens næste. Bære tabet sammen samt forstå, at livet må gå videre. De danske soldater skal også operere i dag og i morgen. De skal være skarpe.

Feltpræstens gave er, at soldaterne i allerhøjeste grad gerne vil møde én – ikke kun i pressede situationer. Det udtrykkes i denne joke: ’Du kan jo sidde yderst præst, for du har Gud med dig’. Den har dyb mening, og giver også mødet mellem feltpræsten og soldaten en ekstra dimension.

Ved at sætte sit liv på spil fra dag ét og 180 dage frem bliver soldaten sårbar. Spørgsmål om liv og død trænger sig på. Da gør det ikke noget, at feltpræsten, i overført betydning, sidder yderst. I den forstand, at feltpræsten kommer til at repræsentere en beskyttelse. Også selvom det i praksis er feltpræsten, som er beskyttet af heltemodige soldater, der i opmuntrende ping-pong har en formidabel evne til at se positivt på dagen, der er gået, og dagen som skal komme.