Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
15. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Fødselsdagsfejring i sandet 
 
25-11-2013 - kl. 16:49

AFGHANISTAN, Helmand: Gardehusarregimentets 399 års fødselsdag blev søndag markeret af alle udsendte danske soldater i Camp Viking

 

Af Nicholas Lundgard, kaptajn, presseofficer, DANCON ISAF 16

 

Soldater elsker kage, og ingen elsker kage mere end de udsendte, danske soldater på DANCON ISAF 16, som for tiden gør tjeneste i Helmand – langt fra Danmarks grænser. Med vigtige opgaver som redeployering af mange ton materiel til Danmark, gennemførelse af fælles dansk-britiske operationer i Helmands golde ørken og ikke mindst videreførelsen af det arbejde, som mange hold danske soldater før Hold 16 har løftet, var søndagens fødselsdagskage et kærkomment afbræk i hverdagen.

 

- Vi sætter stor pris på, at Regimentet sponsorerer vores markering af fødselsdagen hernede, i form af den største kage jeg længe har set. Der er gået en del timer og kyndige hænder i at bage og udforme kagen, og jeg skal hilse at sige, at den smager fortrinligt, siger Vilhelm Elsang, oberstløjtnant og stabschef for Hold 16.

GHR 398 årsdag ISAF 16

 Med kendermine og kyndig kagehånd, skærer major M. A. Sørensen den overdådige lagkage for.

GHR 398 årsdag ISAF 16

  Smilene var store og kagestykkerne ligeså.

Husarer i ånden

Alle danske soldater, som ikke var i gang med andre opgaver, nød godt af kagen på Kuffen. Og da natten havde budt på et større skybrud og tordenskrald over Camp Bastion, nød soldaterne nu at kunne mæske sig i kage i den lune morgensol på Kuffens terrasse. Til trods for, at enkelte soldater fra andre regimenter, ofte kigger med en blanding af undren og glæde på husarernes vaner og optrin, var alle dog enige om, at Hold 16 er det bedste af Hæren, og alle soldater på Hold 16 er husarer i ånden når chancen byder sig.

GHR 398 årsdag ISAF 16

Den britiske sangfugl og operastjerne fra Wales, Kathrine Jenkins.

Hold 16 tog forskud på næste års markering af 400 års jubilæet, og lod 399 års festlighederne strække sig over flere dage, idet Kuffen mandag aften fik besøg af den berømte, britiske operasangerinde Katherine Jenkins. Den britiske skønhed fra Wales fik den indre husar frem i alle M/K, og selv den kølige ørken nat kunne ikke lægge en dæmper på soldaternes begejstring for showet.

Med både kage, hurraråb og ægte arier afsluttedes to dages fødselsdagsfejring i Camp Viking, og alle soldater sender deres lykønskninger til Gardehusarregimentet.

Hurra!

GHR 398 årsdag ISAF 16

 Efter kagespisningen søndag samledes de husarer, som havde mulighed for det, til et gruppebillede foran hovedporten ind til Camp Viking. Billedet af de udsendte husarer blev sendt hjem til kammeraterne ved regimentet.