Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
18. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Fogh i Helmand 
Anders Fogh Rasmussen fik indtryk af den danske indsats og fik sagt tak til de danskere, der gør en indsats for fred og frihed i Afghanistan.
16-09-2008 - kl. 10:43

Af Hans Jørgen Hansen, journalist

Statsminister Anders Fogh Rasmussen var mandag på en endags rundtur til danske styrker i afghanistans Helmand-provins. Han nåede at besøge tre danske militære lejre – Camp Bastion, FOB Price (Forward Operating Base) og FOB Armadillo – ligesom han besøgte det internationale hovedkvarter i Lashkar Gah og havde et møde med den nyindsatte afghanske guvernør i provinsen – Gulab Mangal.

Statsministeren fik et indblik i den danske indsats i området, og han benyttede ikke mindst lejligheden til at udtrykke sin taknemmelighed over for de udsendte danskere.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen taler til de danske styrker
Statsminister Anders Fogh Rasmussen taler til de danske styrker i FOB Price. Statsministeren havde også holdt tale i både Camp Bastion og i FOB Armadillo.

- Jeg står med en følelse af stolthed, taknemmelighed og glæde. Stolthed over at være sammen med danskere, der gør en indsats. Taknemmelighed over, at I har meldt Jer til at kæmpe for fred og frihed på trods af afsavn og fare. Glæde over, at der med Jeres indsats bliver der kæmpet for fred og frihed, sagde statsministeren blandt andet i en tale til de danske styrker i lejren Price midt i det danske ansvarsområde.

Anders Fogh Rasmussen slentrede også en uformel tur gennem lejren, hvor han fik lejlighed til at hilse på forskellige soldater, mens de var i gang med deres daglige gøremål med at rense våben, skrive hjem og slappe af inden næste patrulje ud i området.

Der var også rundtur til de forskellige special-enheder, hvor soldaterne stolt viste deres udstyr frem.

Statsministerens besøg omfattede også stop i Kandahar, inden han med pressefolk, sikkerhedsfolk og rådgivere kunne tage tilbage til Danmark.