Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Forsinket fly fra Afghanistan 
Mange danske soldater sidder i Afghanistan og venter på et forsinket fly til Danmark, så de kan komme hjem på en velfortjent juleferie.
12-12-2008 - kl. 11:05

Soldater fra Afghanistan får forsinket deres juleferie i Danmark.
Lige nu sidder knap 150 danske soldater i Afghanistan og venter på et fly til Danmark. Desværre er flyet allerede forsinket et døgn og der er en risiko for, at hjemkomsten bliver yderligere forsinket.

Mange rejser
Årligt bliver der transporteret tæt på 10.000 soldater til eller fra Afghanistan - og selv om der kan forekomme forsinkelser, er længden af den aktuelle forsinkelse forhåbentligt en enlig svale.
Transporten af soldater til Afghanistan er et kompliceret arbejde, idet dette ikke kan baseres på almindelige flyforbindelser, men kræver chartrede fly og tidskrævende indhentninger af overflyvningstilladelser. Rent praktisk opdeles transporten i en intern transport i Afghanistan med militære fly og transport til Danmark med civilt chartrede fly.

Lang vej hjem
For at komme hjem skal soldaterne først overdrage deres opgaver til nogle andre, og herefter skal de transporteres til hovedlejren i Camp Bastion. I Bastion er der mulighed for at bade og få nyt tøj på, før de bliver transporteret med militære C 130 Herkules fly til Kabul. I Kabul råder forsvaret over indkvarteringsfaciliteter og mulighed for at forpleje soldaterne i et område tæt på landingsbanen. Her kan soldaterne slappe af og afvente på, at de bliver afhentet af et chartret civilt passagerfly. Et fly som efterfølgende bringer dem til Danmark med et pitstop undervejs for at tanke og skifte besætning på flyet.

Ikke almindelig chartertrafik
Da Afghanistan er en krigszone, er det ikke alle flyselskaber, som man kan chartre til opgaven - derimod er der behov for at bestille fly i meget god tid - ofte mere end 3 måneders i forvejen for at være sikker på at få fat i fly, som opfylder de danske (og internationale) flysikkerhedskrav. Forsvaret udvælger altid store og velrenommerede selskaber, således at de med en god sikkerhed kan stille med et erstatningsfly, såfremt der opstår problemer.

I modsætning til almindelig ruteflyvning, så er forsinkelser og aflysninger svære at håndtere i Kabul. Der er kun begrænsede muligheder for at sende vores soldater med andre fly, idet de lokale flyselskaber er for risikable at anvende og desuden flyver de til lande, som vi ikke kan få en aftale med om fri passage af danske soldater. Der er begrænsede muligheder for at få soldaterne med på vores samarbejdspartneres passagerfly, enten fordi de er fyldt op eller fordi de opererer fra andre lufthavne. Den tynde luft som følge af højden og varmen medfører ofte, at passagerfly ikke kan være fuldt lastede, når de letter fra Afghanistan.

Arbejdstidsreglerne for besætningerne - som skal sikre at transportsikkerheden er i orden - kan også være problematiske, idet forsinkelser medfører, at der enten skal holdes pause eller skiftes besætning, hvilket kan være vanskeligt at tilrettelægge. Forsvaret bruger derfor typisk flyselskaber, som er placeret midt imellem Danmark og Afghanistan. Herfra kan flyves direkte til Kabul, medtage soldaterne og herefter med det samme flyve tilbage til en lufthavn, hvor der er mulighed for at få skiftet besætninger, tanket og evt. erstattet flyet med et andet, såfremt der er behov herfor.

Hvis et fly får en defekt
Hvis et fly får defekt, må man finde et erstatningsfly. Rådigheden over potentielle erstatningsfly er altid lavt, idet flyselskaberne tilpasser antallet af fly til behovet, således at der er en stor udnyttelsesgrad. Noget som absolut ikke er bedre under en finanskrise med krakkede flyselskaber og dermed reduceret antal passagerfly. Nogen gange kan man være heldig, at det umiddelbart er muligt at omdirigere et andet fly, der er i nærheden - andre gange går der tid, før et fly er ledigt, og hvis uheldet er ude befinder det sig langt væk fra det sted, det skal bruges. Og så skal man også lige have held med hensyn til rådighed over besætninger - vel og mærke udhvilede besætninger - og når man flyver mellem Afghanistan og Danmark skal besætningen som minimum udskiftes en gang.

Årsagen til forsinkelsen
I det aktuelle tilfælde er det en teknisk fejl ved det chartrede fly, som volder problemer. Da fejlen opstod, blev det vurderet, at det var hurtigere at få fejlen repareret end at finde et erstatningsfly. Fejlen viser sig imidlertid mere tidskrævende end oprindeligt vurderet, og der arbejdes nu på højtryk på at finde et erstatningsfly. På nuværende tidspunkt er der identificeret flere muligheder, og de pågældende flyselskaber arbejder i dette øjeblik på højtryk på at finde en løsning med at finde besætninger og få dem bragt til de rigtige destinationer.

Det er i dag lykkedes at få 49 af soldaterne hjem til deres familier via ledige pladser i vores samarbejdspartneres fly.

Vi gør, hvad vi kan
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der arbejdes på højtryk ved Det Danske Internationale Logistik Center, Flyvertaktisk Kommando, Forsvarets civile samarbejdspartner DSV Air & Sea og mange andre medarbejdere i forsvaret på at finde en løsning, så vore soldater kan komme hjem på en velfortjent juleorlov.

Forhåbentligt falder alt på plads i løbet af natten, og så vil der blive udmeldt nye flyplaner på Det Danske Internationale Logistik Centers hjemmeside