Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
22. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Fra de toppede brosten til de støvede vidder 
”Tinsoldaterne, der står på vagt foran turister og ved larm bakker ind i et penalhus, står i stor kontrast til de rigtige soldater jeg har set i Armadillo”.
21-04-2008 - kl. 09:30
Af kaptajn Jasper Vilgaard, presseofficer
Og der er vitterlig en skærende kontrast mellem billedet af soldaterne, der passer på regenten i Danmark, og _de soldater der går patruljer og kæmper i Green Zone. En dag som dronningens fødselsdag derhjemme, og Livgarden står - som på alle andre dage - i deres stiveste puds i forårssolen. Den store bjørneskindshue, den røde jakke og de blå benklæder, alt presset og pudset helt ned til hver enkelt lille detalje. Det er svært at forestille sig de selv samme soldater i en reel kamphandling. Sådan som virkeligheden også er.

Livgarden på vej i Green Zone fra Armadilo.

Livgarden på vej i Green Zone fra Armadilo.

For soldaterne i Helmand er det dog ikke svært at forestille sig længere, kontrasten er udvasket af erfaringer, der har lært dem, at de kan begå sig i begge miljøer.

Der er ingen skelnen hos hverken Livgarden eller hos Garderhusarregimentet for, hvad soldaten skal kunne. Der skelnes ikke ved, om man kan gå parade eller gå i Green Zone. Soldatens job er det samme og man skal kunne begge dele. Også selvom billederne fra Armadillo og soldaternes arbejde dér står i en så skrigende kontrast til de bonede gulve og glimtende vagttasker og støvlesnuder.

I Sandford pryder husarernes trompet de støvede compoundvægge.

I Sandford pryder husarernes trompet de støvede compoundvægge.

Det er de samme soldater. På Amalienborg Slotsplads efter Dronningens nytårstale 2007 (til 2008) er skarp excercits fra vagtholdet. Netop dette vagtkompagni med kompagnichefen Kenneth Strøm i spidsen rejste blot en måned efter nytårsraketterne er stilnet af til Helmand provinsen i Afghanistan. Her bor de primitivt i Armadillo, patruljerer i Green Zone og kæmper de kampe og har lidt de tab som alle har hørt om hjemme.

Hverken slotsplads eller ridehus er glemt, og i de små lukafer hænger tydelige beviser på soldaternes tilhørsforhold, om det er et billede af husarer på hesteryg i Bastion, trompeterens trompet der pryder en væg i Sandford eller livgardens vagtremse skrevet på en Hescovæg.

Så næste gang en standupper eller andre i Helmand bemærker forskellen mellem tin- og rigtige soldater, så er det fordi, der er forskel på livet og arbejdet i Danmark og Afghanistan – men soldaterne er de samme.