Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
16. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Mindeord 
De dræbte Gardehusarer er konstabel Mads Lerche Rasmussen, 21 år, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus, 27 år, og konstabel Martin Abildgaard, 23 år, alle fra Gardehusarregimentet i Slagelse
18-06-2009 - kl. 14:55

Den fungerende chef for Danish Battle Group, oberstløjtnant Jens Ole Rossen-Jørgensen, skriver:

Onsdag den 17. juni var en meget sørgmodig dag for den danske bataljon i Helmand, da det i løbet af formiddagen stod uigendriveligt klart for os, at vi havde lidt vores første tab på Hold 7.

Tre dygtige soldater, gode venner og kolleger blev med et revet fra os og deres kære på den mest ubarmhjertige og brutale facon efter at være blevet ramt af en vejsidebombe. Vi hernede sidder tilbage, eftertænksomme og dybt berørte over at have mistet tre af vores kammerater, og alle vore tanker går i denne tragiske situation hjem til vore faldne kammeraters familier og venner, hvis tab er uerstatteligt, og hvis sorg vi føler og deler.

Konstabel Mads Lerche Rasmussen, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus og konstabel Martin Abildgaard elskede livet som soldater. Andreas havde tidligere været udsendt til Irak, mens det for de to andre var første gang, de var af sted på mission.
Alle tre vidste, at opgaven i Helmand indebærer en risiko, og at de i sidste ende kunne komme til at betale den ultimative pris. Alligevel var de afklarede og opsatte på at være med til at løse de fælles opgaver på Hold 7, og de påtog sig alle tre vigtige opgaver som en del af bataljonens opklaringssektion.

De gik til opgaverne med krum hals som de professionelle soldater og gode kammerater, de var. Også i går kunne man som sædvanlig regne med de tre. De tog ansvaret og førte kolonnen frem på den eneste asfalterede vej i det danske ansvarsområde, Highway 1, da de pludselig blev ramt af en kraftig, uforudsigelig og ubarmhjertig eksplosion, der kostede dem det dyrebareste af alt. Vi, der sidder tilbage, forsøger at finde en mening med, at tre så unge mennesker døde på denne hede dag i Afghanistans ørken, og at finde styrke til at fortsætte med at løse opgaven i deres ånd. Det ville de selv have ønsket; deres uretfærdige død må ikke være forgæves.

Vi vil altid huske Mads, Andreas og Martin, tænke på dem og savne dem. De har betalt den højeste pris under løsningen af den opgave, vi sammen påtog os. Vore tanker vil for altid være hos dem og vores dybeste medfølelse med deres pårørende.

Æret være deres minde.

Chefen for Stabs- og Logistikkompagniet, major Kenneth Algreen Starskov, skriver:

Den 17. juni 2009 blev en sorgens dag for den lette opklaringssektion og resten af Stabs- og logistikkompagniet.
En eksplosion fra en IED rev tre af vores gode venner og kollegaer fra os i løbet af et fatalt øjeblik. IEDén lå paradoksalt nok i et af de vejunderløb, som sektionen netop selv havde haft til opgave at kontrollere et utal af gange.

Både Andreas, Mads og Martin var professionelle soldater og gode enkeltkæmpere. De levede og åndede på hver deres måde for opgaven som opklaringsmand med den frihed, selvstændighed og ansvar som den enkelte soldat har. Og med det særlige og tætte bånd som soldater i små enheder knytter.

Andreas, Mads og Martin var alle gode kammerater med hver deres særlige karakteristika. Den ene rolig og lyttende, den anden åben og meget talende og den tredje altid hjælpsom. De bidrog hver især til at holde sektionen på et godt, professionelt niveau. Et professionelt niveau sektionen er kendt og respekteret for i hele den danske bataljon.

Andreas, Mads og Martin er ikke mere. Vi står tilbage med billederne på nethinden, minderne og smerten, tabet har efterladt. Med tomrum der aldrig kan fyldes.

Kompagniets tanker går til de pårørende til Andreas, Mads og Martin. Vi føler med Jer.

Respekt!
Æret være deres minde.

Den Lette Opklaringssektion skriver:

Den lette opklaringssektion er i stor sorg over at have mistet Mads, Andreas og Martin. De tre vellidte venner og professionelle soldater kørte onsdag den 17. juni på en vejsidebombe i Helmand og blev dræbt på stedet.

Konstabel Mads Lerche Rasmussen.
Konstabel Mads Lerche Rasmussen.

Mads Lerche Rasmussen var udadvendt og åbenhjertig og kunne charmere sig ind på alle, han talte med. Han var også temperamentsfuld, men lige så hurtigt, som han var oppe i det røde felt, lige så hurtigt var han tilbage i sin vanlige omgængelige og charmerende stil. Han var utrolig vellidt blandt sine venner og kolleger og højt agtet for sine færdigheder som soldat, især som dyseskytte. Over alt på jorden elskede Mads sin bil, som han brugte megen tid og penge på, så den kunne blive lige, som han ønskede sig den. Mads var udpræget B-menneske, stor fan af Brøndby og forgudede sin søster, hvis billede han havde hængende ved siden af sin seng.

Mads meldte sig som konstabelelev ved Gardehusarregimentet og begyndte ved Stabskompagniet i 1. Panserinfanteribataljon den 1. november 2006. Han blev udnævnt til konstabel den 1. august 2007 og herefter overført til 1. Mekaniserede Infanterikompagni i samme bataljon. Fra juni til august 2008 blev Mads udsendt for første gang, da han trådte til og udfyldte et hul i Fenris-kompagniet på Hold 5 i Afghanistan.
Den 1. oktober 2008 tilgik Mads spejdersektionen i Stabskompagniet og blev i februar 2009 udsendt med Hold 7 til Helmand i Afghanistan i den lette opklaringssektion under Stabs- og Logistikkompagniet.

Mads blev 21 år. Han efterlader sig forældre samt sin søster.

Overkonstabel Andreas Søgaard Brohus.
Overkonstabel Andreas Søgaard Brohus
.

Andreas Søgaard Brohus var en dedikeret og erfaren spejder. Pligtopfyldende og professionelt udførte han de opgaver, han blev stillet overfor. Han var god til at tilpasse sig enhver situation og tog det altid stille og roligt. Andreas var meget svær at stresse, uanset hvilke hændelser eller opgaver der måtte opstå eller skulle løses. Han var et roligt og ærligt menneske, som var nem at tale med om alt og intet – en god ven og en rigtig kammerat. Han var i sektionen kendt for at tale med sig selv, når han skulle være sikker på at huske noget bestemt. På hjemmefronten holdt Andreas af de håndværksmæssige udfordringer på huset og samværet med Linda og hunden Charlie. Andreas blev gift med sin elskede Linda kort før afgang til Afghanistan, og sammen tog de på bryllupsrejse til Bali under Andreas´ orlov.

Andreas blev indkaldt som værnepligtig til Jydske Dragonregiment den 1. februar 2005. Her meldte Andreas sig efter 4 måneders tjeneste til Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse som konstabelelev. Andreas blev udnævnt konstabel 1. februar 2006 og blev herefter udsendt med Hold 7 som kører/signalmand ved Spejdereskadronen i Irak. I praksis var Andreas alt-mulig-mand og bestred også stillinger som skytte og observatør i andres fravær. Efter udsendelsen til Irak blev Andreas overflyttet til Gardehusarregimentet, hvor han bestred forskellige funktioner i 1 Panserinfanteribataljon, inden han i januar 2008 kom med på holdet, der i februar 2009 blev til den lette opklaringssektion under Stabs- og Logistikkompagniet på Hold 7 i Helmand, Afghanistan.

Andreas blev 27 år. Han efterlader sig forældre, bror og søster samt sin kære hustru Linda.

Konstabel Martin Abildgaard.
Konstabel Martin Abildgaard.

Martin Abildgaard var en god, professionel og stolt soldat. Han var blandt andet kendt som en dygtig maskingeværskytte, og han var en god ven, der altid var der for de andre. Han var altid loyal over for sine venner, og med sin hjælpsomhed, glæde og humor var han med til at holde humøret oppe i sektionen. Martin havde to store lidenskaber i sit liv; den ene var hans gamle, elskede Mercedes; den anden var slik, hvilket ofte førte til, at vennerne måtte se slikposerne skrumpe. Han var kendt i sektionen for at lytte til de samme melodier igen og igen, hvor ”Hotel California” med Eagles var blandt favoritterne. Martin var sygehjælper og fandt stor tilfredshed i at hjælpe andre. Blandt andet hjalp Martin en lokal dreng med at rense og forbinde et sår under en af sektionens patruljer, hvilket forstærkede hans ønske om en fremtid som Falck-redder.

Martin meldte sig som konstabelelev ved Gardehusarregimentet og begyndte ved Stabskompagniet i 1. Panserinfanteribataljon den 1. maj 2007. Han blev udnævnt til konstabel den 1. februar 2008. Herefter blev Martin kører og signalmand i samme kompagni, inden han i januar 2008 kom med på holdet, der i februar 2009 blev til den lette opklaringssektion under Stabs- og Logistikkompagniet på Hold 7 i Helmand, Afghanistan.

Martin blev 23 år. Han efterlader sig forældre samt sin bror og kæreste.

Recon forever!

Vi vil altid huske jer.
Æret være jeres minde.


Til medierne:
De pårørende ønsker ikke kontakt med medierne nu og i den nærmeste fremtid, hvilket medierne bedes respektere.

Billeder kan downloades her:
Konstabel Mads Lerche Rasmussen.
Overkonstabel Andreas Søgaard Brohus.
Konstabel Martin Abildgaard.