Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Pensionister til Afghanistan 
Jørgen og Birthe Eilschou Holm
Jørgen og Birthe Eilschou Holm pakker kufferterne, for i midten af februar tager de til Afghanistan, hvor de skal bestyre soldaterhjemmet.
Ægteparret Birthe og Jørgen har bevæbnet sig med Biblen og tørgær. I midten af februar overtager de nemlig posten som bestyrere af soldaterhjemmet i Helmand.
08-01-2009 - kl. 07:55

En kop kaffe, lagkagebingo og et guds ord. Det er tre vigtige ingredienser i opskriften på at skabe et godt soldaterhjem. Og det er netop hvad pensionistægteparret Jørgen og Birthe Eilschou Holm kan tilbyde soldaterne, når de midt i februar overtager tjansen som kuf-bestyrere på KFUMs soldaterhjem i militærlejren i Camp Bastion i Helmand.
- Vi vil gerne støtte vores soldater, og det kan vi gøre ved at arbejde på soldaterhjemmet dernede, siger Jørgen Eilschou Holm.
Han er vant til at snakke med soldater gennem sit arbejde på Kammeratstøttelinien og som tidligere provst kan han sætte ord på svære følelser. Og Birthe er netop gået på pension efter mange års arbejde som sygeplejerske.

Kage og Vorherre
Soldaterhjemmet er et helle for både britiske, amerikanske og danske soldater, der bruger hjemmet som et fristed, hvor de kan smide benene op og koble af fra krigen med en kop kaffe og et stykke kage.
- Vi vil gerne gøre en forskel, og vi vil have store ører og munden næsten lukket, siger Birthe.
Hun skal stå for bagningen, mens Jørgen sørger for rengøring og andagter.
- Jeg har øvet mig i at bage med tørgær, og fra mine egne børn ved jeg, at en chokoladekage og en drømmekage spises med velbehag, siger Birthe.
Alle er velkomne på soldaterhjemmet, men der bliver ikke lagt skjul på, at det er et åbent kristent hjem, og Vorherre er en vigtig del.
- Et Fadervor betyder mere derude end herhjemme, og vi er parate til at stille op, når soldaterne i pressede situationer har brug for en snak, siger Jørgen.

Veteraner
Det er ikke første gang, at ægteparret begiver sig ud i en krigszone. Birthe har tidligere arbejdet som sygeplejerske i Bosnien, og Jørgen har været feltpræst i Bosnien og Kosovo. Så det ryster dem ikke, at de nu skal til Afghanistan.
- Det er jo heller ikke ufarligt at leve herhjemme, vi er ikke bange. Det værste er naturligvis, hvis danske soldater dør, men det håber vi, at vi undgår, siger Birthe, der bliver bakket om af sin mand, der betegner militærlejren som sikker.
Udover soldaterhjemmet i Camp Bastion driver KFUM også et soldaterhjem i Kosovo.