Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
23. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Soldater indsat fra luften i ly af mørket 
Omfattende luftlandsætning midt om natten har lagt en effektiv dæmper på Talebans aktiviteter i Green Zone.
29-01-2010 - kl. 22:32

Soldaterne sidder tæt pakket i mørket i Chinook-helikopteren. Med sig har de våben, udrustning og forsyninger til at klare sig selv i flere dage. De er på vej ind midt i Green Zone. Her er Taleban vant til at færdes frit. Det vil soldaterne sætte en stopper for. Men først skal de sættes sikkert af på jorden.

- Vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente. Det var bælgravende mørkt, og vi kunne kun se med hjælp fra vores natkampsudstyr. Men alt forløb som planlagt, og som vi havde indøvet, fortæller premierløjtnant Lasse Elsborg, delingsfører for 3. deling i 3. Mekaniserede Infanterikompagni.

- Vi løsnede ikke et skud under indsættelsen og kunne bevæge os frem til den compound, som skulle være vores base den kommende tid.

Soldater indsat fra luften i ly af mørket
Det var i Chinook-helikoptere som denne, at soldaterne blev indsat. Eneste måde at få nye forsyninger frem til patruljebaserne var også fra luften. Foto: 3. Mekaniserede Infanterikompagni.

Nye baser i vejen for Taleban
Efter at danske styrker gennem flere dage havde lagt et hårdt pres på Taleban langt nordpå i det danske ansvarsområde, var det den 10. januar blevet tid til at udnytte vildledningen af fjenden.

Længere mod syd gennemførte Den Danske Kampgruppe to nætter i træk en større luftlandsætning af mere end hundrede soldater som indledning på næste fase i den store operation Tufaan Feschar II.

- Målet var de ruter langs Helmand-floden, som Taleban benytter. Ved at oprette midlertidige patruljebaser på hver sin side af floden ville vi forhindre Talebans muligheder for at bevæge sig og få forsyninger frem gennem området, forklarer oberst Karsten E. Kjær, chef for Den Danske Kampgruppe.

Soldaterne fik sig hurtigt installeret i compounds, som lå ideelt i forhold til at kontrollere trafikken på disse ruter. Skydeskår blev hugget i væggene, og sandsække blev fyldt og lagt på taget til skydestillinger, inden soldaterne kunne gå i gang med at patruljere i de nye områder.

Soldater indsat fra luften i ly af mørket
Forholdene var primitive, men soldaterne fik hurtigt indrettet midlertidige patruljebaser i compounds på hver sin side af Helmand-floden. Foto: 3. Mekaniserede Infanterikompagni.

Effekt med det samme
Hurtigt kom der tegn på, at soldaternes tilstedeværelse generede Taleban og havde fortrængt dem fra området. Da soldaterne begyndte at patruljere, fandt de efterladte kampstillinger og tilholdssteder for Taleban. Undervejs konfiskerede de både våben og sprængstoffer.

- Vi fandt et lager med improviserede sprængladninger, som de havde forladt, men de havde dog haft tid til at forsøge at gemme en enkelt sprængladning i en høstak, siger Lasse Elsborg.

Placeringen af de midlertidige patruljebaser var valgt, så de sammen med de eksisterende baser Rahim (Sandford) og Khar Nikah (Keenan) dannede en linje på tværs af Green Zone. I en koordineret indsats kunne de danske styrker derfor dominere et sammenhængende område.

- Vores massive tilstedeværele lagde et voldsomt pres på fjenden og gjorde det muligt at patruljere i områder, hvor vi normalt møder stærk modstand, fortæller Lasse Elsborg om indsatsen på den vestlige side af Helmand-floden, hvor hele 3. Mekaniserede Infanterikompagni var indsat. 

Soldater indsat fra luften i ly af mørket
Da soldaterne begyndte at patruljere fandt de efterladte kampstillinger og tilholdssteder for Taleban som tydelige tegn på, at fjenden var blevet fortrængt fra området. Foto: 3. Mekaniserede Infanterikompagni.

De lokale viser tillid
Soldaterne blev godt modtaget af de lokale beboere, som reagerede meget positivt og forventningsfulde på at se soldaterne.

- Vi gik fra compound til compound for at tale med de lokale. Mange fortalte, at lokalbefolkningen bliver afpresset og afstraffet af Taleban. De håber derfor, at vi vil blive, fortæller oversergent Daniel Bjerre Svendsen fra CIMIC, som sammen med en deling fra kampgruppens engelske Delta-kompagni var indsat i den midlertidige patruljebase på den østlige side af floden.

Lokalbefolkningen viste velvilje over for soldaterne ved at angive, hvor Taleban havde placeret improviserede sprængladninger. Blandt andet med de lokales hjælp lykkedes det derfor soldaterne at finde og destruere op til flere nedgravede sprængladninger.

På begge sider af Helmand-floden deltog soldater fra den afghanske hær (ANA) i operationen. De afghanske soldater var med på lige fod i patruljeringen, men havde især en vigtig rolle i forhold til kontakten med lokalbefolkningen.

- Vi havde flere gange fordele af, at de afghanske soldater var med og kunne tale med de lokale. Den afghanske delingsfører var også meget opsat på, at ANA skulle vise flaget og vinde tillid hos lokalbefolkningen. Han besluttede derfor, at delingen skulle blive tre dage ekstra, siger Daniel Bjerre Svendsen.

Soldater indsat fra luften i ly af mørket
Soldater fra den afghanske hær deltog i operationen på begge sider af Helmand-floden og spillede en vigtig rolle i forhold til kontakten med lokalbefolkningen. Foto: Daniel Bjerre Svendsen.

Vejen banet for bedre sikkerhed
Effekten af soldaternes tilstedeværelse er ikke kun synlig i lokalområderne. Det kan også tydeligt mærkes uden for det danske ansvarsområde, at Taleban effektivt er blevet afskåret fra nogle af deres vigtigste ruter gennem Green Zone.

- Med vores operation spænder vi tydeligvis ben for Talebans aktiviteter længere mod syd i Helmand-provinsen, og Task Force Helmand har derfor givet os ordre til at fastholde de midlertidige patruljebaser i længere tid, end det oprindeligt var planen, fortæller Karsten E. Kjær.
   
Der er især gode grunde til at fastholde den nye patruljebase på den østlige side af Helmand-floden i nærheden af basen Khar Nikah (tidl. Keenan). Mens hold 8 har haft kommandoen, har området omkring Khar Nikah undergået en markant forandring.

Sikkerheden er blevet væsentligt forbedret og Den Danske Kampgruppe har taget kontrol over et større og sammenhængende område. Den situation er den nye patruljebase ved floden, som har fået navnet Bahadur, med til at forstærke.

- Soldaterne har under operationen leveret en fremragende indsats. Taleban er blevet udmanøvreret, og operationen er en kæmpe taktisk sejr. Med den bedre sikkerhed, som operationen har tilvejebragt, har jeg et velbegrundet håb om, at et større område og flere lokale kan få gavn af den fremtidige udvikling, siger Karsten E. Kjær.

Soldater indsat fra luften i ly af mørket
Indsættelsen af soldater på hver sin side af Helmand-floden i nærheden af baserne Rahim og Khar Nikah lagde en effektiv dæmper på Talebans aktiviteter, som også kunne mærkes syd for det danske ansvarsområde.