Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
22. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Vi vil værne om deres minde og ære dem 
Hæren modtog i dag de tre faldne Gardehusarer ved en mindehøjtidelighed i Roskilde Lufthavn
24-06-2009 - kl. 14:25

I sin tale ved de tre kister sagde chefen for Gardehusarregimentet, oberst Tommy Paulsen:
- I pårørende har givet hæren det dyrebareste, I havde. Alle ved regimentet følte forfærdelse og afmagt, da vi modtog meldingen fra Afghanistan sidste onsdag. Det har været en svær uge at komme igennem. Vi ved, det er intet i forhold til den vanskelige tid, der venter jer pårørende forude.
Vi ved Gardehusarregimentet er stolte over at have kendt dem. Jeg er som regimentschef stolt over at have haft husarer af deres støbning!

Vi vil ikke glemme dem, vi vil værne om deres minde og ære dem som de helte, de er!

Det danske Hercules C-130 rullede op foran hangaren i Roskilde Lufthavn klokken 11, og kisterne med konstabel Mads Lerche Rasmus
Det danske Hercules C-130 rullede op foran hangaren i Roskilde Lufthavn klokken 11, og kisterne med konstabel Mads Lerche Rasmussen, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus og konstabel Martin Abildgaard blev båret ud af flyet og ind i hangaren. Fotos: Per A. Rasmussen, Forsvarets Mediecenter.

De tre kister blev båret af de faldne soldaters kolleger fra den lette opklaringssektion og af hjemlige husarer. Det skete til tonerne af ”Kongernes Konge”, der blev spillet af Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

Inde i hangaren ventede de nærmeste pårørende, familie, venner og kolleger. Til stede var også forsvarsminister Søren Gade, chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, forsvarsattachéerne fra den amerikanske og den britiske ambassade og et æreskommando med Gardehusarregimentets fane.

Kisterne med de faldne. Fra venstre konstabel Mads Lerche Rasmussen, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus og konstabel Martin Ab
Kisterne med de faldne. Fra venstre konstabel Mads Lerche Rasmussen, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus og konstabel Martin Abildgaard. På kisterne Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i tjeneste samt missionsmedaljen fra ISAF Hold 7.. På Andreas Søgaard Brohus’ kiste yderligere missionsmedaljen fra Irak Hold 7.    

Til stede var også chefen for Den Danske Bataljon på ISAF Hold 7, oberst Frank Lissner, der også holdt tale for de faldne husarer.

- Mads, Andreas og Martin ville alle soldatergerningen, sagde oberst Lissner. Det var her, de fik udfordringer, kammeratskab og sammenhold - og de var stolte over at være soldat. De var alle klar over risikoen og faren ved at blive udsendt til Helmand, men ingen af dem var i tvivl. De ville af sted, de ville ned og afprøve deres grænser, og de ville ned og gøre en forskel – til gavn for os alle. Mads, Andreas og Martin har været med til at gøre en forskel.

Kære pårørende og familie! Jeres tab kan ikke beskrives, og I skal vide, at hele den danske bataljon tænker på jer og føler med jer i denne svære stund. Mine og mine soldaters tanker og følelser kan bedst beskrives på følgende måde:

Solen står op, og solen går ned.
I dag har været en lang og hård dag.
Solen vil stå op igen - og i morgen vil blive en god dag.
En dag hvor vi vil fortsætte med at kæmpe for et bedre Afghanistan.
Dette skylder vi Mads, Andreas og Martin.
Deres offer skal ikke være forgæves.

Kisterne blev båret af kolleger fra den lette opklaringssektion samt hjemmeværende husarer.
Kisterne blev båret af kolleger fra den lette opklaringssektion samt hjemmeværende husarer.

Feltpræst Kim Jacobsen, der forestod den gejstlige del af mindehøjtideligheden, talte også og sagde:
- Vi er stolte af vore helte. De bragte håb med sig ud til et fremmed land, fjernt herfra. Et fremmed land hvorfra vi hører fremmede navne som Bastion, Price, Armadillo. De bragte håb med sig ud til Gereshk, til hver en landsby og compound bebyggelse ude i ørkenen og i Green Zone. De bragte håbet og troen på fred med sig. De var sammen med deres kolleger med til at skabe et håb om fred. I lånte jeres Mads, Andreas og Martin ud til forsvaret, og nu har I og de betalt den højeste pris af alle.

Efter at feltpræsten havde lyst velsignelsen, blev kisterne båret ud til de ventende rustvogne, mens musikkorpset spillede ”Det var på Isted Hede”.

Der er militære begravelser af konstabel Mads Lerche Rasmussen den 30. juni kl. 11 fra Sct. Mikkels kirke i Slagelse og af overkonstabel Andreas Søgaard Brohus den 1. juli kl. 12 fra Herlufsholm Kirke i Næstved.

Konstabel Martin Abildgaard bisættes ved en privat ceremoni med deltagelse fra Gardehusarregimentet den 2. juli kl. 11 fra Lillerød Kirke i Allerød.    

Taler

Chefen for Gardehusarregimentet oberst Tommy Paulsen

Chefen for ISAF Hold 7 oberst Frank Lissner

Feltpræst Kim Jacobsen

Billeder til fri redaktionel anvendelse kan hentes her