Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
18. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Afghanistan hold 2 - Pårørende brev nr. 15 
Ole foran basen i Feyzabad
Ole foran basen i Feyzabad
I stedet er vi meget mobile, bliver ikke ret længe ad gangen på det samme sted.
14-12-2006 - kl. 11:03

Af: Oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen.

Camp Bastion, Afghanistan, 10. december 2006

Pårørende nyhedsbrev nr. 15

Feltunderholdning på trapperne
God morgen til alle hjemme i Danmark. 2 lette Opklaringseskadron og venner er fortsat på opgave i det nordlige Helmand. Arthur har stadig en radar indsat sammen med canadierne.
CIMIC har haft en patrulje oppe i det høje nord ved Kajaki. Den med dæmningen. Og snart kommer feltunderholdningen.

Og MP har fået deres sektionsfører tilbage, der i to uger har været på rejse til og fra andre danske soldater i Feyzabad. Her løser de andre danske soldater CIMIC-opgaver sammen med tyskerne. Vi har i alt 41 soldater oppe i det høje nord, hvor temperaturerne er endnu lavere end hernede, og hvor sneen allerede ligger højt. Det er vi indtil videre sluppet for hernede i syden.

Feltpræsten på udebane
Selvom der normalt er mere fredeligt i det nordlige Afghanistan, er vores venner deroppe ikke sluppet helt uden dramatik. Derfor var det godt, at feltpræsten, der lige nu suverænt har det største sogn i verden, var med. Han fik sig en god snak med en række af de danske soldater, der tidligere på året under en CIMIC-patrulje blev beskudt i deres overnatningssted. De danske soldater bliver nemlig ude gennem flere døgn på deres patruljer til forskel fra de tyske soldater, der skal være tilbage i den ellers velfungerende lejr hver aften inden mørkefald. Der er sørme forskel på, hvordan vi som nationer opererer.

Sikkerhed
Fredag blev eskadronen beskudt med morterer, mens de var på patrulje i det nordlige Helmand. Beskydningen kom fra en lille landsby, og eskadronen valgte at trække sig for ikke at risikere at lokalbefolkningen skulle komme i klemme i kampen. Ingen danske soldater kom til skade og eskadronen fortsatte sin patruljering.

I sidste uge var en soldat fra Arthur med en canadisk kolonne, der blev ramt af en eksplosion. Vores soldat er under observation for evt. høreskader, men er ellers i god behold.
Jeg kan jo godt forstå, hvis I derhjemme har gjort jer en tanke om risikoen. Om vi tar’ nogen chancer, som vi ikke skulle tage? Det gør vi ikke! Men vi og jeg mener ikke, at det er en løsning at forskanse os bag panser og plader.

I stedet er vi meget mobile, bliver ikke ret længe ad gangen på det samme sted, vælger altid
en ny vej at køre den næste dag, kører stort set aldrig på veje og spor og sidst men ikke mindst, overalt hvor der er mulighed for det, har vi en dialog med de lokale. Vi forsøger på i nord og i syd at være kendt som dem, der er venlige, imødekommende og hjælper, hvor vi kan.

Det er en langt bedre beskyttelse end konsekvent at køre gennem afghanernes landsbyer med 40 km/t i store pansrede køretøjer og kigge ud på de lokale gennem piben på et tungt maskingevær. Det vækker naturligvis ikke tillid. Og skaber slet ikke venner. Vores måde er bedre, og giver os mange gode informationer, som igen er med til at forøge soldaternes sikkerhed.

Vores PMV’er har travlt med patruljering med englænderne omkring Camp Bastion.
Vores PMV’er har travlt med patruljering med englænderne omkring Camp Bastion.

Vi har ikke fundet det nødvendigt at bruge de pansrede mandskabsvogne ude ved eskadronen. Ulykken kunne såmænd godt være sket, selvom vi kørte i pansrede mandskabsvogne. Vi kan ikke løse vores opgaver, som vi er uddannet til som opklaringssoldater, i pansrede mandskabsvogne alene. Derfor kunne vi stadig risikere, at et andet køretøj end en PMV ville ramme en udlagt mine. Der var allerede kørt to køretøjer gennem det samme spor, hvor det danske køretøj ramte minen. Og det er vi temmelig sikre på det var. Den var placeret der, fordi Taliban så enheden nærme sig. Det er kendt taktik. Det er vi klar over. De havde desværre en af deres heldige dage.

Vores to sårede soldater er nu hjemme til behandling i Danmark. Vi er i løbende kontakt med kontaktpersonerne fra Gardehusarregimentet, som løser opgaver for familierne til de sårede.
Spejderdelingsføreren ringer også af og til hjem for at høre nyt om kammeraterne fra delingen. Vi tænker meget på dem og håber, at de hurtigt må komme sig over deres skader.

Besøg hjemmefra
Vi har igen i denne uge haft besøg hjemmefra. Først kom der et kontakthold fra Det Danske Internationale Logistikcenter (DANILOG). I ved, dem som sender vores feltpost herud. De var herude for at få en snak om, hvordan vi får forsyningsvejen og alt tilhørende administration til at hænge bedre sammen. I har jo nok hørt et og andet om, at tingene kan være lang tid undervejs. Det får vi nok ikke ændret ved, men nu er der en bedre gensidig forståelse af, hvad der er sket gennem de sidste måneder, og hvordan vi skal samarbejde frem til februar, hvor vi kommer hjem.

Chefreccen var ude med PMV-delingen i ørkenen og fik et godt indtryk af situationen i Helmand.
Chefreccen var ude med PMV-delingen i ørkenen og fik et godt indtryk af situationen i Helmand.

Vi fik også et synligt bevis for, at der ikke længere er så lang tid tilbage, som der har været. Chefreccen for hold 3 kom nemlig også forbi med chefen for Danske Division. De kom alle sammen her til Bastion i onsdags. Derefter sendte vi nogle til KAF, andre til Lashkar Gah og sågar nogle ud i ørkenen til enhederne derude. De har fået sig et godt indtryk af opgaver og arbejdsforhold. Og set fra vores synspunkt er det bedste, at vi nu gået i gang med at koordinere detaljerne i rotationen.

Planlægning af rotation
Hold 3 kommer herud i uge 6, 7 og 8. Og det er i de samme uger, vi kommer hjem. De foreløbige datoer for soldaternes hjemkomst er den 7., 13., 14., 19., 20. og 21. februar. Men! Men! Men! Jeg kan endnu ikke fortælle jeres soldater og jer, hvem der skal hjem hvornår. Men jeg kan forsikre jer for, at vi arbejder på hurtigst muligt at få skabt os et overblik og få lavet en plan. Efter soldaterne kommer hjem får de fri, indtil vi mødes igen til afvikling, sandsynligvis i starten af uge 10. Soldaterne går tilbage til egne enheder den 16. marts. Og hvor længe de derefter holder fri, er så op til deres daglige tjenestesteder.

Arkivfoto: Hold 2 ankommer til Camp Bastion. Snart går turen den anden vej.
Arkivfoto: Hold 2 ankommer til Camp Bastion. Snart går turen den anden vej.

På Bornholm, hvor jeg er chef for Opklaringsbataljonen, vil vi veksle mellem arbejde og friheder i nogle måneder. Det vurderer vi, er den bedste metode til at komme tilbage til hverdagslivet på. Ikke for lang tid uden kammeraterne fra missionen til en snak om oplevelserne. Og masser af tid til at være sammen med familie og venner ovenpå nogle hektiske måneder i det sydlige Afghanistan. Men vi skal nok vende tilbage med mange flere informationer om hjemkomsten, efterhånden som det bliver aktuelt. Men vigtigst er naturligvis, at så snart jeg kan fortælle, hvornår din soldat kommer hjem, så for du det at vide.

Midtvejsarrangementer
Og lige nu har vi næstkommanderende i DANCON, major Frank V. Nielsen, på vej hjem for at briefe jer alle til de arrangementer, som I skulle være indbudt til på nuværende tidspunkt.

Tilmelding er ønskelig, men ikke et krav. Der bliver et arrangement i Varde, Aalborg, Slagelse og Rønne på følgende kaserner:
   torsdag d. 14. december kl. 18.00 på Varde Kaserne
   fredag d. 15. december kl. 18.00 på Almegaards Kaserne
   lørdag d. 16. december kl. 10.00 på Antvorskov Kaserne og
   søndag d. 17. december kl. 10.00 på Aalborg Kaserner.

Og I skal ikke tænke på, hvor jeres soldat normalt gør tjeneste. I tager bare derhen, hvor det er nemmest for jer. Så vil Frank begynde med at spørge, hvilke ”enheder” der er til stede. Og så tager han højde for det, når han fortæller om vores opgaver herude. Jeg håber, at I alle tager imod tilbuddet. En ting er at tale med jeres soldater på telefon, udveksle emails og læse nyhedsbreve. Noget andet er, når ledelsen er til stede, og kan fortælle om stort og småt herude.

Uden mad og drikke…
Og så vender jeg for en kort stund tilbage til operationerne igen. I sidste uge var vi ude ved den indsatte enhed for at genforsyne dem. Eskadronen har selv lastbiler med ud denne gang og har mad, vand og diesel til mange dage. Men intet varer evigt. Heller ikke mad til 150 sultne soldater. Derfor måtte vi køre mere mad ud. Men den største udfordring var at tage en tankbil (en pansret lastvogn med et 6000 liter tankanlæg) med ud i ørkenen og passere den ene Wadi efter den anden. Jeg er sjældent imponeret over chaufførerne. De sad kun fast en gang. Heldigvis havde vi PMV med til at eskortere og trække fastkørte køretøjer op igen.

En tørstig Eagle får fyldt diesel på, fra den lokale tankstation.
En tørstig Eagle får fyldt diesel på, fra den lokale tankstation.

Og vi fandt hinanden til sidst. Og selvom ørkenholdet har haft en lidt for hektisk weekend og langvarige kamphandlinger i mandags, så lignede de nu sig selv, da jeg gik rundt i harbour.
Men det er klart, at soldaterne er påvirkede af operationerne. Når nu feltpræsten kommer retur, så vil han i samarbejde med mig og eskadronschefen undersøge, om vi evt. skal have forsvarets psykologer herud mellem jul og nytår. De er bestilt, så de kan forberede sig på at holde jul under fremmede himmelstrøg. Og så må vi se, om der er et behov. Det er jo ikke unaturligt, at soldaterne reagerer på deres oplevelser. Snarere tværtimod.

Men jeg kan forsikre for, at vi forbereder os bedst muligt på at tage os af soldaterne, mens de er herude, og mens de er i Bastion. Og så ved jeg, at Hærens Operative Kommando også har planer i forbindelse med hjemrotationen. Så der bliver gjort meget for os. Og det skal der også, så vi ikke slæber mere med hjem end højst nødvendigt.

Deccoband fyrer den af
Og som jeg nævnte i indledningen er feltunderholdning på trapperne. Det er planen, at jeg har alle (der bor i Bastion) i Bastion, når der er koncert. Så får vi alle et kærkomment afbræk fra hverdagen herude og får tankerne til at flyde til mere fredelige omgivelser. Til Grøn Koncert eller andre mere hyggelige omstændigheder, end det der omgiver os herude. Men for at få det til at ligne, har jeg dispenseret for vores meget restriktive alkoholpolitik. Hver soldat får to øl til koncerten. Og så håber jeg ikke, vi får for mange tømmermænd dagen efter. Det er jo efterhånden længe siden sidst.

Det er nu også en god måde at få tankerne væk fra operationerne de sidste dage. Når Deccoband er færdige her i Bastion, flyver de videre til næste destination på Kandahar Air Field, hvor de naturligvis også giver koncert for danskerne på basen derinde, inden de vender næsen hjem. Desværre vil der være enkelte soldater, som ikke kan komme til koncert på grund af igangværende opgaver og operationer. Heldigvis nærmer juletiden sig, hvor vi vil gøre, hvad vi kan for at hygge om hinanden i jeres fravær. Det kan forhåbentlig kompensere lidt.

Venlig hilsen H.-C.