Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
20. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Britiske og danske enheder deltog fra sidelinien 
IRAK: Den irakiske hær gennemførte i går en gennemgribende search and arrest operation, hvor britiske og danske enheder deltog fra sidelinien
05-02-2007 - kl. 14:34

Af: Presseofficer Mai Eriksen, Irak hold 8

Det er første gang nogensinde at den irakiske 1. brigade fra 10. division har gennemført en såkaldt "search and arrest" eller på dansk "arrestations- og ransagningsoperation" af dette omfang. I går da den irakiske hærs 1. brigade fra 10 irakiske division gennemførte en stor operation i det danske ansvarsområde, var det for en tid "irakisk ansvarsområde".

De mange danske og britiske soldater måtte deltage i operationen i en noget mere afdæmpet rolle, end de er vant til. De skulle udelukkende hjælpe til med at afspærre området, hvor operationen foregik og ellers se på og om nødvendigt hjælpe til, mens de irakiske sikkerhedsstyrker gik i aktion. Det var soldater fra den 1. irakiske brigades 1. og 2. bataljon, et kompagni fra politiet, specialenheder, helikoptere og et irakisk overvågningsfly.

Irakiske, litauiske og danske soldater på vej tilbage fra fælles operation  

Irakiske, litauiske og danske soldater på vej tilbage fra fælles operation

Målet med operationen for de irakiske sikkerhedsstyrker var at svække de stærkeste kriminelle elementer i den nordlige del af det danske ansvarsområde. Det er kriminelle, som er mistænkt for at stå bag kidnapninger, smugling og grove tyverier, der længe har været et stort problem omkring Highway 6. For oberst Per Mikkelsen, chef for den danske bataljon var der også et andet og meget vigtigt mål med operationen:

"Det vigtigste ved dagens operation var for mig ærligt talt ikke, at de kriminelle blev anholdt, og våben og tyvekoster blev beslaglagt. Det vigtigste for mig, er at de irakiske sikkerhedsstyrker har vist, at de kan gennemføre større operationer i et samarbejde mellem soldater, politi og andre styrker", siger bataljonschefen.

Mange timers uddannelse og træning af de irakiske sikkerhedsstyrker bliver nu skridt for skridt afløst af virkelige operationer.

Drilsk terræn
Operationen foregik i et område, der er omkring 100 kvadratkilometer og hvor terrænet er vanskeligt at operere i med store hærenheder på grund af de mange små og dårlige veje. Og netop terrænet viste sig at være på nogle af de formodede kriminelles side i går.

Den danske bataljon skulle spærre området omkring udfaldsvejene vejene af, mens de irakiske enheder skulle gennemføre selve razziaen i de små landsbyer. Klokken 06.00 og i ly af mørket begyndte Den Danske Bataljon at spærre området af, og et kvarter senere begyndte de irakiske enheder at bevæge sig ind i målområdet.

De irakiske styrker havde otte mål, der alle skulle ransages, og hvis beboerne var hjemme, så var der flere af dem, som sikkerhedsstyrkerne ville arrestere. Og det blev hurtigt klart, at der var en del med dårlig samvittighed i området. Før Spejdereskadronen havde en chance for at nå helt frem af de små og mudrede veje og afspærre alle "udgangene", lykkedes det flere at stikke af og simpelthen gemme sig ude i sumpene.

MP'ere ved at forbinde flængen i panden på den irakiske soldat.

MP'ere ved at forbinde flængen i panden på den irakiske soldat.

Det lykkedes dog alligevel de irakiske enheder at beslaglægge flere biler som de mistænkte for at være stjålne, anholde fem samt beslaglægge en del våben. Operationen foregik på trods af det store område, og de mange som havde travlt med at komme væk, da sikkerhedsstyrkerne dukkede op, stort set uden dramatik. En irakisk soldat fik en flænge i panden og blev slået bevidstløs, da en løs rem fra laddet af en lastbil ramte ham i hovedet, da den kørte forbi.

Der blev løsnet få skud, men det var varselsskud mod biler, der nægtede at standse ved de mange chekpoints, som blev stillet op for at spærre området af og for at lede efter våben og ammunition i biler.

Stor operation, meget planlægning
Forud for operationen er der gået fire dage med planlægning. Brigadechefen for den irakiske brigade, brigadegeneral Akeel, som havde ansvaret i går har været forbi til flere planlægningsmøder i den danske Camp Einherjer, inden han fremlagde hele planen for den irakiske 10. divisions chef general Latif og den danske bataljonschef, oberst Per Mikkelsen. Da den irakiske divisionschef havde godkendt planerne kunne hans brigadechef give ordrer til sine enheder.

Operationen tog alt i alt 18 timer for de danske soldater. Det var cirka seks timers operation og en lang køretur frem til målet og tilbage igen. Tilbage i Camp Einherjer sent i går eftermiddag var der flere, som nok "øffede" lidt over, at de havde kedet sig lidt i løbet af dagen. Men set i den sammenhæng, at det var fordi, de irakiske sikkerhedsstyrker selv udførte arbejdet, så var det et godt tegn på, at al den uddannelse og træning som flere af de danske soldater har været med til at gennemføre virker:

"At dette nok var hold 8's sidste store operation ligger fast, men afslutningen med irakerne i spidsen for en operation kan næsten ikke være bedre for holdet. Det er et godt skridt i den rigtige retning hen imod at irakerne selv overtager ansvaret for sikkerheden, og at danske og britiske soldater fra nu af kan begynde at lave flere af disse operationer sammen med irakerne.

Oven i det er der sendt et klart signal til de kriminelle og de militante militser i den nordlige del af vores område om, at de irakiske sikkerhedsstyrker er slagkraftige, og at de og vi arbejder godt sammen," siger chefen for Den Danske Bataljon, oberst Per Mikkelsen.