Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
19. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Digitale lønsedler i Forsvaret 
Lønsedlen bliver digital fra 1. januar 2007. Læs mere om baggrunden for den digitale løsning og hvordan du får adgang til e-Boks.
23-10-2006 - kl. 09:03

Digitale lønsedler blev med virkning fra november 2005 indført i den statslige sektor. Dette gjaldt dog ikke myndigheder med egen lønadministration, herunder Forsvaret.

Digitale løsninger i almindelighed bliver stadigt mere anvendte i takt med Internettets udbredelse. Fx kan SKAT, banker, pensionskasser, A-kasser, faglige organisationer mv. på andre områder tilbyde digitale løsninger til deres kunder og medlemmer. Indføring af digitale lønsedler skal samtidig ses i forlængelse af regeringens øvrige initiativer vedrørende digital forvaltning og effektivisering af den offentlige sektor, herunder at øge medarbejdernes fortrolighed med digitale værktøjer og digital signatur. Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) er tillige positiv overfor indførelse af digitale lønsedler i staten.

Digitale lønsedler fra januar 2007
På baggrund af de positive erfaringer vedrørende digitale lønsedler i staten er det besluttet, at overgangen til digitale lønsedler i Forsvaret skal finde sted i forbindelse med lønkørslen januar 2007. Fra det tidspunkt kan den enkelte medarbejder hente sin lønseddel via en elektronisk postkasse, jf. www.e-Boks.dk.

Hvad er e-Boks?
e-Boks er en digital postboks, hvor du elektronisk kan modtage og opbevare indholdet fra dine ”rudekuverter”. E-Boks er knyttet sammen med dit cpr-nr., hvilket vil sige, at dokumenterne bliver opbevaret der, uanset om du flytter, får nyt job, skifter e-mailadresse eller lignende.

Brugen af e-Boks er gratis og e-Boks opbevarer lønsedlerne i ubegrænset tid, medmindre den enkelte medarbejder vælger at slette sine lønsedler, hvilket tidligst kan ske efter fem år. Fra e-Boks har du mulighed for at printe lønsedlen på papir, gemme den på et lokalt drev eller sende den til din private e-mailadresse.

Hvordan får jeg adgang
Medarbejdere, der ikke allerede er tilmeldt e-Boks, skal oprette adgang til e-Boks i form af en adgangsnøgle. Dette kan være en digital signatur, som den enkelte medarbejder selv skal bestille på www.digitalsignatur.dk eller på www.e-Boks.dk. Adgangsnøglen kan endvidere være Den Fælles Pinkode eller bankernes Net-ID, som er den samme adgangsnøgle, der anvendes til bankernes netbank løsninger. Den Fælles Pinkode kan også bestilles på www.e-Boks.dk.

Du har adgang til e-Boks fra enhver pc med Internetopkobling, hvor du har installeret din digitale signatur eller Net-ID (netbank). Den Fælles Pinkode giver adgang uden der skal installeres noget på pc’en.

Med overgangen til digitale lønsedler vil langt de fleste medarbejdere kunne modtage deres lønseddel tidligere. Hertil kommer at udsendt personel vil få mulighed for at modtage lønsedlen overalt i verden, hvor der er Internetadgang.

Bliver papiret afskaffet
Ja! Men det skal naturligvis sikres, at alle medarbejdere rent faktisk kan få adgang til den digitale lønseddel. I modsat fald kan medarbejderne modtage lønsedlen på papir som i dag, og lønsedlen vil blive sendt til hjemmeadressen. Det skal dog understreges, at det absolut er undtagelsen, at medarbejderen skal modtage lønsedlen på papir.

Projektet
Projektet vedrørende implementering af digitale lønsedler er forankret i Forsvarets Personeltjeneste. Det er ikke kun Forsvaret, men hele Forsvarsministeriets koncern der overgår til digitale lønsedler i januar 2007. Beredskabsstyrelsen og Militærnægteradministrationen dog undtaget, idet de overgik sammen med det øvrige statslige område i november 2005.

Information til medarbejderne
Denne artikel er at betragte som en ”early warning” om, hvad der skal ske på lønområdet i de kommende måneder. Der vil i løbet af efteråret tilgå medarbejderne yderligere oplysninger om overgangen til digitale lønsedler.

For yderligere oplysninger:
Kontakt venligst Ib Secher på e-mail; FPT-LA302@mil.dk, eller på tlf; 3266 5702.