Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
18. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Et spædbarn på vejen 
Irak, Camp Danevang: Tanker og oplevelser i og udenfor lejren.
14-11-2006 - kl. 08:22

Af Knud Erik Kristensen, feltpræst

Hvad gør man, når man kommer kørende, og der midt på vejen sidder et spædbarn på et år og stadig er på kravlestadiet? Ja, man stopper sit køretøj, stiger af bilen, går stille hen til barnet, løfter det op og sætter det ind i vejkanten. Så er der fri vej, og patruljen kan køre videre med dagens opgave.

Soldater i felten
Jeg har ad to omgange sat to par konstabler sammen til at fortælle om deres tanker og oplevelser, når de kører ud af lejren. Fra panserinfanteriet er det Martin Skovgaard, 24 år, og Thue Bording, 20 år. Fra spejdereskadronen fik jeg en snak med Hansen og Hansen, Karsten, 21 år, og Kent, 22 år. Fælles for de fire soldater er, at de har kørt rigtig mange kilometer uden for lejren. Især de første to måneder blev Camp Danevang næsten kun et sted, hvor de spiste og sov.

Resten var patruljearbejde. Nu er det som om, der er knap så travlt. Men et par sammenhængende dage i lejren betyder også, at nu er de næsten nødt til at tage af sted igen på patrulje - derude, hvor det kan være farligt.

Sjove oplevelser
Oplevelsen med spædbarnet fortalte Karsten. Og selvom det ikke var set før, så var det alligevel ikke så usædvanligt, for alt kan ske hernede. Og meget er overraskende anderledes. Kent supplerer: "Selvom vi havde fået informationer hjemmefra og set billeder, så var alt overraskende. Huse, lavet af ler og komøg, det havde jeg ikke ventet. Og alligevel parabol på de fleste af husene. Og at der er affald overalt hernede."

Kent fortæller om en anden oplevelse: "Ved et check point, hvor vi skulle standse køretøjerne, kom der også en lille bil, hvor de to personer i bilen fyldte det meste af det indre. Men bagpå var fastspændt en kvie, som skulle til marked. Kvien var simpelthen bundet fast til bagenden af bilen. Og den fandt sig i det."

Den vidtstrakte ørken er ganske interessant de første gange, man kører der, men efterhånden vænner man sig til det, og så er det bare en tur, man skal igennem, inden man kommer til ansvarsområdet, fortæller de to spejdere. 

Karsten og Kent fra spejdereskadronen.

Karsten og Kent fra spejdereskadronen.

Luftforandring
Martin og Thue fortæller samstemmende, at grunden til, de valgte at tage en tur til Irak var dels luftforandring og så også forhåbningen om, at de ville få nogle oplevelser. Og oplevelser har de to fået både af gode og dårlige. De er begge i den gruppe, hvor afdøde Martin Hjorth også var. Om selve den skæbnesvangre aften, fortæller de, at der blev arbejdet meget professionelt. Og netop den professionelle holdning til tingene gør, at det er til at have med at gøre.

Til den bagvedliggende uddannelse siger Thue: "Det har været en god uddannelse. Og den missionsorienterede sidste uddannelse i Oksbøl var også i orden. De fleste af ting, vi lærte, kan vi også bruge hernede."

Både Martin og Thue var også glade for, at de fik lov at følge Martin Hjorth på hans sidste rejse til Danmark. Godt at få talt med hans familie og ens egen familie. Men bagefter "var vi også parate til at komme herned igen, og glædede os til at se kammeraterne og udføre vores arbejde."

Tillid
Martin fortæller: "Jeg har da nogle sommerfugle i maven, når jeg kører ud gennem Main Gate, men fordi vi har tillid til hinandens funktioner og stoler på hinanden, så tager vi også opgaven, som skal udføres, med respekt." 

Tilliden er vigtigt blandt soldaterne. Derfor opstår der også et meget tæt kammeratskab mellem de soldater, der så ofte kører patruljer sammen. Man kommer meget tæt ind på livet af hinanden. Tilliden og så det gode udstyr soldaterne har, betyder også, at den fare, som ligger uden for hovedvagten, og som pludselig kan komme, bliver taklet på en meget professionel måde.

Fra store drenge til modne mænd
Én har en gang sagt, at en mor, der siger farvel til sin søn, fordi han skal et halvt år til Irak, sender en stor dreng af sted, men når han kommer hjem, er han blevet en moden, ung mand. Og de fire konstabler er ikke uenige i den betragtning. Der sker for soldaterne en stor forandring på sådan en mission. Man lærer at tage ansvar både for sig selv, men især også for kammeraterne, som man deler skæbne og tæt fællesskab med.

Som Kent udtrykker det: "Vi har altså noget i bagagen, når vi kommer hjem. Og det kan vi bruge til noget. Det kunne være sundt for flere danskere at opleve sådan et land, hvor så lidt fungerer." Og Karsten supplerer: "Vi lærer også rigtig mange ting om os selv, får afprøvet nogle grænser og får virkelig lært at tage ansvar."

Mere glad for Danmark
Selvom de fire soldater fungerer godt i missionsområdet, så glæder de sig også til, når det bliver februar og næsen vendes hjemad. Det bliver dejligt at komme hjem til noget, der fungerer igen. Og måske vi ikke vil brokke os helt så meget, efter vi er kommet hjem, som før vi tog af sted. Det er som om den alvorlige situation i Irak gør, at de store problemer hjemme i Danmark, måske ikke er så store alligevel. Jo, Danmark er nu et dejligt land, siger de med varme i stemmen.

Martin og Thue fra panserinfanterikompagniet.

Martin og Thue fra panserinfanterikompagniet.

Fremtiden
Her i missionsområdet har både Martin og Karsten skrevet kontrakt med forsvaret. En såkaldt K35 kontrakt. Kent og Thue overvejer stadigvæk. Så det betyder, at den alvorlige situation i Irak ikke har afskrækket de unge mennesker totalt. Missionen skal gøres færdig hernede, og når februar kommer, så skal opholdet her i Irak afløses af en normal tilværelse: Hjem til familien, kæresten, festerne og et par øl i weekenden.