Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Jeg gjorde en lille forskel 
Børn i Irak
Irak: 62 graders varme, én dræbt og flere sårede kammerater, stenkastende børn, Muhammed-tegninger og misforståelser.
20-02-2006 - kl. 09:11

Jeg gjorde en lille forskel
 
Af: Maja Normann

Som han sidder der ved køkkenbordet i langærmet t-shirt og tjekkede cowboybukser ligner han en hvilken som helst 21-årig knægt, der elsker at feste og gå i byen. Og det elsker han sådan set stadig. Men det sidste halve år har han drukket i alt to dåse-øl. Ved to forskellige - særlige lejligheder - vel at mærke.

Tidligt mandag morgen landende Lars Steffensen i Kastrup Lufthavn. I dagevis havde hans far John ikke tænkt på andet end det øjeblik, hvor han langt om længe så sin søn komme gående imod ham i lufthavnen.

62 graders varme
I dag sidder Lars hjemme i stuen, men stadig - og for altid fyldt med de mange indtryk og oplevelser seks måneder i et forfaldent krigshærget land har givet ham.
- Jeg ville bare afsted. Og opleve det med mine egne øjne.
10. august 2005 ankom Lars til Camp Danevang. Termometret viste 62 grader, og den første uge lå han næsten konstant i et telt med aircondition, for at klare det. 10 liter vand skulle ham drikke om dagen.
Efter et par uger havde han vænnet sig til varmen - og temperaturen faldt også lidt. Selv følte han sig først lidt malplaceret.

Direkte fra gymnasiet
- Vi var meget unge. Kom direkte fra gymnasiet. Vi var uerfarne, følte jeg, da vi kom derned. Men hurtigt gik det op for Lars, hvad et års Irak Kortintens træning havde givet ham.
- Jeg kunne jo se, at vi havde lært en masse på den måde jeg selv reagerede i forskellige situationer. Og jeg kunne se, at jeg kunne klare det psykisk. Men allerede efter en måned blev psyken sat på en hård prøve.

Delingsfører dræbt
Mens Lars er hjemme i Danmark på ferie bliver den bil han plejer at køre patrulje i ramt af en vejside-bombe. Lars' delingsfører bliver dræbt. Tre af hans kammerater såret. Den ene så alvorligt, at han mister en arm.
- Så kom det tæt på lige pludselig. Jeg blev nervøs og følte mig lidt magtesløs, fordi jeg sad derhjemme og ikke kunne gøre noget.

Ville dræbe danskere
Lars' familie blev også nervøs, og forklarede, at det ikke ville være et nederlag at hoppe fra. Men han måtte afsted igen og fuldføre sin opgave. Og familien bakkede op. Siden stod den på et væld af opgaver. Søgning efter bestemte biler med mænd, der ville dræbe danskere - om natten - i helikopter.

Vi kendte risikoen
- Det er selvfølgelig lidt svært psykisk at høre, at nogle vil skyde os. Men vi kendte risikoen fra starten, og man vænner sig faktisk til det. Opløsning af demonstrationer, hyggesnak med de lokale, søgning efter vejsidebomber om natten og dialog med områdets sheiker var også en del af dagligdagen. Da vreden over Muhammed-tegningerne blussede op kunne det også mærkes.

Muhammed-tegninger
- Børnene kastede altid sten efter os, men det blev meget værre.Patrulje i Irak Mange ville heller ikke snakke med os længere. Men vi forklarede vores holdning på sedler vi delte ud, og det kunne de fleste godt forstå. Men der er altid nogle få, der skal udnytte situationen, og her fik de en god undskyldning. Så sikkerheden blev da øget.

Forvrænget mediebillede
Når Lars i dag ser tilbage, har han set det, han kom for at se.
- Jeg har fået et rigtigt billede af situationen dernede. Medierne giver et meget firkantet billede af forholdene. Vi har gjort en forskel, og det er jeg glad for. Det er blevet mere sikkert for den almindelige iraker, vandsystemer og skoler er under opbygning. Men landet er smadret, og det er små skridt. Der går mange år, før det er nogenlunde normalt.
- Ville du tage afsted igen?
- Nej - nu har jeg oplevet det. Nu vil jeg finde et 8-16 job, nyde min familie og venner - og fritiden. Og senere vil jeg gerne ind til politiet.