Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Julehilsen fra Danske Gardehusarforeninger 
Formand, Oberstløjtnant Peer C. Høegh-Guldberg.
Formand, Oberstløjtnant Peer C. Høegh-Guldberg.
Hilsen i anledning af årsskiftet 2007/2008.
21-12-2007 - kl. 20:08

Tak for den ydede indsats og mange fornøjelige timer i året, der nu rinder ud. Bestyrelserne i de lokale gardehusarforeninger gør, hvad de kan for, at foreningerne fortsat er det naturlige samlingssted for medlemmerne.

Samarbejdet mellem regimentet, uddannelsesstedet Antvorskov Kaserne og Danske Gardehusarforeninger har været det bedst tænkelige. Det beviser støtten til det vel gennemførte jubilarstævne, foreningens uddeling af hædersgaver til værnepligtige, menige gardehusarer samt drift og udsendelse af ”Gardehusaren”. Danske Gardehusarforeninger takker for den store støtte, velvilje og interesse, der vises vores forening.

5 Spejdereskadron er nu indsat som en del af den danske bataljon i Afghanistan. Vi har med interesse fulgt enheden under dens reaktionsstyrkeuddannelse.
Jeg har været inviteret til at deltage i de to pårørendearrangementer og afskedsparaden forud for udsendelsen. Gennem pårørendebrevene følger vi nu eskadronen under udførelsen af den yderst farlige, men nødvendige mission.

Vi beundrer og er jer gardehusarer dybt taknemmelige for, at I yder denne indsats for at løse den af folketinget stillede svære opgave. Det er som om det velkendte salmevers ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller” pludselig skaber eftertænksomhed.

Vi ved, at I har forberedt jer grundigt. Gid at I passer godt på jer selv og at I alle kommer vel tilbage i februar. Jeres pårørende har brug for støtte i de kommende måneder. Det gælder om at gøre afstanden kortest muligt mellem den udsendte gardehusar og hans kære herhjemme. Det er en trøst, at alt synes at være gjort ved eskadronen og bataljonen for at skabe effektivt virkende netværk i delingerne.

Vores livsnerve - tjenestesteds og soldaterforeningsbladet ”Gardehusaren” - fortsætter i 2008. Der udsendes, som aftalt med regimentet, seks numre. Det vil være en opgave at sikre bladets fortsatte høje standard, hvad angår objektiv information om uddannelse, livet på Antvorskov Kaserne, udsendelse, beskrivelse af forholdene på indsættelsesstederne samt livet i vore lokale gardehusarforeninger.

Det skal være sjovt at være medlem af en gardehusarforening, men det skal også være meningsfyldt for alle medlemmerne, hvilket fortsat er et stort ansvar for ledelsen i de lokale foreninger at leve op til.

Alle gardehusarer og ansatte på Antvorskov Kaserne samt deres familier ønskes en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Særlige ønsker og tanker går til personellet og pårørende i 5 Spejdereskadron.

Formand, Oberstløjtnant Peer C. Høegh-Guldberg