Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Langvarig kamp natten til søndag 
AFGHANISTAN, Camp Bastion. Opdatering om nattens begivenheder.
04-12-2006 - kl. 09:21

Den lette opklaringseskadron var natten til søndag involveret i en flere timer lang kamphandling i det nordlige Helmand. Ingen danskere kom til skade.

Under operationen i det nordlige Helmand observerede enheden mod en landsby natten til søndag. Kort før kl. 21.00 dansk tid bliver en spejderdeling beskudt fra en bebyggelse med morterer, raketdrevne granater og håndvåben. Delingen reagerer prompte og tager angriberne under ild.

Chefen for den lette opklaringseskadron beslutter at forsøge at nedkæmpe de oprørsstyrker, som enheden uventet kom i kamp med. Han indsætter andre dele af sin enhed, spejderdelinger og den lette mortersektion, til at støtte de forreste enheder i kampen. Samtidig påkalder hans Forward Air Controller støtte fra fly, der hurtigt kommer den danske styrke til hjælp. Senere indsætter den britiske styrke i Helmand også kamphelikoptere af typen AH-64 Apache Longbow til støtte for danskerne.

Efter tre-fire timer ebber kamphandlingerne ud. Oprørsstyrkerne, der begyndte kampen, besvarer ikke længere ilden. Eskadronen har under den lange indsættelse brugt en del ammunition, som nu skulle genforsynes for at opretholde et højt beredskab og for at kunne fortsætte operationerne som planlagt.

Eskadronen sikrer en landeplads med spejderdelingerne ude i ørkenen efterhånden, som de bliver trukket tilbage. Og ud af mørket daler en britisk transporthelikopter med et stort net med forsyninger hængende nedenunder. Inden for fire timer har den danske styrke været involveret i nogle af de mest intensive kamphandlinger i Helmand længe, modtaget genforsyninger, fordelt dem imellem sig og er igen klar til at fortsætte operationerne. En imponerende præstation.

- Jeg tror vi alle godt kunne have undværet lørdag d. 2. december. Vi får to soldater såret, der nu heldigvis er i bedring. Og senere samme dag bliver den danske styrke i det nordlige Helmand involveret i nok en kamphandling, der oven i købet trækker ud over flere timer. Oprørsstyrkerne begyndte kampen, men den danske styrke afsluttede den, heldigvis. Jeg er stolt over soldaternes indsats og håber, at vi snart kan vende tilbage til at være mere diplomater i uniform, siger chefen for den danske styrke i det sydlige Afghanistan, oberstløjtnant H.-C. Mathiesen.

Selvom gårsdagens hændelser ligger tæt i tid og i samme geografiske område, så er der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem hændelserne.

- De danske enheder har igen bevist for sig selv og for omverdenen hernede, at den er godt rustet til at løse opgaverne, uanset om der er tale om patruljer og dialog med lokalbefolkning eller regulær kamp, siger H.-C. Mathiesen og skynder sig at tilføje: ”Den sidste behøver dog ikke blive gentaget for ofte!”