Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
NATO's bedste feltkøkken er dansk 
NATO's bedste feltkøkken er dansk
"Det er verdens bedste", "Det er spitze" - uden for 1. Lette Opklarings Eskadrons køkkentelt er ..
14-06-2005 - kl. 09:30

NATO's bedste feltkøkken er dansk

Under NATO øvelsen Iron Sword 2005 i Norge blev de danske soldater kendt for to ting - dygtige soldater og verdens bedste soldatermad.

Af: Anders Lifland Nørgaard
Journalist, premierløjtnant-R

"Det er verdens bedste", "Det er spitze" - uden for 1. Lette Opklarings Eskadrons køkkentelt er meldingerne helt klare. De danske soldater er ikke i tvivl om, at de har det bedste feltkøkken NATO kan opdrive.

Men også blandt de mange udenlandske soldater spredte rygtet om den danske kogekunst sig som en steppeild.
"Da de logistiske kolonner kom her op, kom de den første dag med 12 hollandske soldater. Allerede på den anden dag kom de med 40 soldater", fortæller kaptajn Christian Ishøj, der er chef for opklaringseskadronen.

Gæstfrihed på prøve
Gæster er normalt særdeles velkomne til at spise hos danskerne, der med rette er stolte af køkkenet. Men da et par hollandske journalister skrev om den fantastiske mad i øvelsens feltavis tog frokostbesøgene i den danske lejr overhånd.

"Vi har oplevet det vi kalder madturisme", griner Christian Ishøj. "Til sidst måtte vi simpelthen afvise folk i vagten, og det endte med, at jeg måtte ringe til chefen for Brigadens Forsynings Område og forklare, at det ikke var meningen med vores køkken".

Billigere end feltrationer
Det danske køkken er nemlig et feltkøkken og en del af lejr-let konceptet - altså et let mobilt køkken, der kan forsyne egne styrker med mad og ikke mere. Men med enhedens sædvanlige entusiasme har bornholmerne forvandlet feltkøkkenet til et mobilt spisested i særklasse - og det til en pris der er billigere end feltrationer!

Professionelt køkken
"Vi kører det som et hotelkøkken", forklarer sergent Søren Sølvberg, der er gruppefører forplejning - eller 'koger', som køkkendrengene kaldes i lejren. "Vi planlægger det hele i forvejen, køber store mængder og har friske råvarer med hjemmefra".

Mens han taler har Søren travlt med at forberede aftensmaden. Store fade bliver smurt med smør og drysset med rasp, så de er klar til aftensmaden. I dag står menuen på lasagne med salat og chokolademousse til dessert.

"Tørre sokker og noget godt at spise"
"Vi prøver at gøre noget ud af det. Når soldaterne kommer hjem, så er de trætte og vil godt have godt at spise. Det er en del af kampmoralen - nogle tørre sokker og noget godt at spise", fortæller Søren Sølvberg. "Men nu er de ved at være lidt forvænte - her i aftes sad de og diskuterede om der var for meget vanilje i isen", griner han.

Lejrens mest populære mand
Selv om hele forplejningsgruppen knokler, er der nu ikke nogen tvivl om, at især kokken er populær blandt soldaterne. Overkonstabel-1 Frank Jaqué er stjernen i det danske køkken og kendt vidt omkring i NATO Responce Force.

"For mig drejer det sig om at de mennesker der er her, hvis de skal have deres hverdag til at fungere, så kan det virkelig godt betale sig at gøre noget ved det", siger Frank Jaqué.
I 10 år har han drevet sit eget civile cateringfirma ved siden af jobbet som soldat og er uddannet kok tilbage i 1987. "Når jeg har weekend, så er det det jeg laver og når jeg er på arbejde i hæren, så er det her", griner den populære kok og slår ud med armene mod en indbydende kylling og pasta salat.

Siden 2002 har han været beskæftiget med at fodre opklaringsdrengene og har været en af drivkræfterne i udviklingen af feltkøkkenet fra at være en simpel koge-ø til et supereffektivt og professionelt militært feltkøkken, der kan operere under alle forhold.

Bedre mad - bedre soldater
Foderstanden i den danske lejr vækker respekt langt op i systemet som endnu en de ting danskerne bare kan bedre end de andre. Bornholmernes kampmoral og dygtighed er i forvejen velkendt i NRF og under Iron Sword 2005 sørgede flere NRF generaler da også for at besøge den danske lejr lige omkring spisetid.

"Det er rigtig god mad", siger brigadegeneral Theo Ent, der er chef for det hollandske telegrafstyrker. "Maden er utrolig vigtig for soldaterne, når de skal passe deres arbejde og mine egne folk, der er udstationeret her hos danskerne er meget tilfredse", fortæller han.

Også chefen for den hollandske brigade som danskerne er tilknyttet, brigadegeneral Ton van Loon, har besøgt køkkenteltet. Bagefter var han så imponeret at han begejstret fortalte om besøget på en brigadebefaling.

"Det er jo altid dejligt. Det er jo en kæmpe cadeau til knægtene der arbejder i køkkenet", smiler eskadronchefen, Christian Ishøj.