Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
20. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Piger i trøjen 
Piger i trøjen
For første gang var også pigerne inviteret til session på det, der fremover hedder Forsvarets Dag.
03-02-2006 - kl. 09:31

Af: Maja Normann

Det er mest de unge fyre fra årgang 87, der kan høres på gangene på Antvorskov Kaserne. Men i flokken gemmer sig rent faktisk seks piger.

De er ikke som drengene tvunget til session - de er kommet helt frivilligt, fordi de er blevet inviteret. Fire af dem har taget plads ved et rundt bord, hvor de sludrer med premierløjtnant Joy Nielsen fra Hjemmeværnet. Hun er en af de mange militærfolk, der i dag er troppet op for at vejlede de unge, svare på spørgsmål - og guide dem i de muligheder, der er i Forsvaret.

Piger i trøjen
23-årige Joy Nielsen, premierløjtnant og repræsentant for Hjemmeværnet svarede på spørgsmål fra pigerne, mens de ventede på lægeundersøgelse. Foto: Maja Normann

Slut med gamle dage
Rummet er spækket til med store plancher og smarte computere, så man kan surfe sig klogere på ens fremtid. Der er frugt på bordet og sandwich i køleskabet. I det hele taget en meget rar stemning - modsat i gamle dage, som sluttede sidste år, hvor ventetiden var lang og kedelig.
Jo - Forsvaret er for alvor kommet på charmeoffensiv overfor de unge - ikke mindst pigerne. Og den virker.

Vil være soldat
- Det er bestemt indbydende. Helt sikkert, lyder det fra Sussi Hove fra Slagelse.
Hun og de andre piger har været til intelligens-test, og venter nu på lægeundersøgelsen.
- Jeg vil helt vildt gerne være soldat, så jeg synes det er fedt, at de har inviteret os.

Til fysisk aktivitet
- Det er fedt at mødes med de andre på den her måde.
Anja Petersen er træt af at gå i skole - og hun er mere til fysisk aktivitet. Så hun er glad for, at der nu er åbnet mulighed for at pigerne kan blive værnepligtige.
- For ellers kunne man jo godt tænke sig at være dreng engang imellem. Fordi det kun er drenge, der for sådan nogle muligheder.

Kamp til stregen
Og hun er heller ikke bange for at bevæge sig ind i en mande-verden. Tværtimod.
- Mændene skal ikke tro, at det er dem, der er stærkest, griner hun.
Så der er i hvert fald nogle, der får kamp til stregen, når der kommer piger i trøjen.