Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
15. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Resultatet er gjort op efter første store operation 
IRAK: Det var en opstemt og lettet bataljon, der om morgenen 21. september vendte tilbage til Camp Danevang.
29-09-2006 - kl. 11:30

Af Mai Eriksen, presseofficer, Irak hold 8

Der er ingen tvivl om, at det for alle har været en særlig oplevelse at være med i en natlig operation af dette omfang, hvor alle fik brug for alt det, de har lært af militære færdigheder. Holdet viste til fulde at være et godt uddannet hold, der kan løse komplicerede opgaver under meget vanskelige vilkår. I samarbejde med britiske enheder havde de været indsat i 12 timer.

At der ikke kun var tale om en mindre skudveksling kan ses af, at der samlet blev afgivet flere hundrede skud fra de danske og britiske enheder.

Operationen gik ud på at anholde en gruppe mænd, som er mistænkt for at stå bag flere angreb på britiske og danske soldater. De er blandt andet mistænkt for at have dræbt en britisk soldat og såret en dansk soldat med skud.

Briterne tilbageholdt seks personer efter operationen, hvoraf mindst to forventes at stå til en længere straf. Under operationen blev der blandt andet beslaglagt maskingeværer, raketstyr, granater af flere slags, detonatorer og udstyr til fremstilling af vejsidebomber.

Alle, der var med, levede op til deres opgave, og løsningen blev gennemført i et tæt og godt samarbejde med de britiske styrker.

Her følger et udsnit af de oplevelser fra operationen, som fire soldater fra spejdereskadronen havde

På en terrasse i Camp Danevang sidder de fire soldater, og taler om deres oplevelser fra operationen natten mellem den 20. og 21. september i Al Qurnah. Det er omtrent et døgn siden, de kom hjem fra operationen. Det er en gruppefører, to konstabler og en overkonstabel fra spejdereskadronen. De har købt sodavand, som ligger i en pose midt på det runde bord. De sidder tilbagelænet i hver sin hvide havestol.

Inden de tog af sted kan gruppeføreren huske, at han allerede ved ordreudgivelsen kunne mærke en helt speciel stemning. Han ved ikke helt præcist, hvad det var, men han havde bedt sin gruppe om at lave en ekstra kontrol af, om alle våben virkede. Men ellers var der intet usædvanligt, der varslede de fire soldater om, hvad der var i vente.

Det var selvfølgelig en stor operation, det meste af den danske bataljon var involveret, og briterne havde også en stor styrke med. Men da de nåede frem sent om aftenen, var det mørkt i byen, og der var stille. Gadelygterne var slukket, hvilket der ikke var noget usædvanligt i. Det havde de fire soldater oplevet så mange gange før, på grund af den noget ustabile strømforsyning i området.

De fire soldater skulle ligge i stilling forskellige steder langs en bred vej. Sammen med de andre danske soldater, dannede de "ydre ring". En af konstablerne trækker på smilebåndet. Han siger til de andre, at han havde nået at tænke, at det ville blive endnu en operation, hvor han bare skulle ligge og observere ud i området til næste morgen og så køre hjem igen.

Nytårsaften
Da briterne går ind for at arrestere de mistænkte, har de danske enheder dannet ringen om området, så de kan sikre briterne mod angreb udefra. Der er blevet sagt til ordreudgivelserne, at man skal forberede sig på, at de mistænkte nok vil modsætte sig arrestationen.

Alle ved, hvad det betyder. Men det er en melding, de har fået før, uden at der er sket noget. Da briterne trænger ind i huset og vækker de mistænkte, modsætter de sig arrestationen ved at skyde.

Ude i den ydre ring bryder lyden af skud stilheden. Gruppeføreren kan mærke sit hjerte, det banker heftigt. Det er bag dem, der bliver skudt, de ved nu, at briterne har mødt modstand. Der er ingen af de fire danske soldater, der kan gøre noget. De skal blive liggende og være klar til at sikre området, hvis der kommer forstærkning til de mistænkte udefra.

Frustrationen over ikke at kunne løbe ind og hjælpe deres kammerater, kan de alle mærke. En af de fire samler helt reflektorisk benene, da han hører skuddene bag sig.

Der bliver stille igen. Ti måske tyve minutter?
En mandbåren raket bliver sendt af sted mod et britisk pansret infanteri kampkøretøj. Raketten flyver lige hen over hovedet på dem, det er tæt på. Så kommer der mere, alt hvad der findes af våbentyper og ammunition bliver sendt i retning mod danskere og briter. Sådan føles det i hvert fald.

De danske og britiske soldater er under beskydning fra tunge maskingeværer, mortérer, mandbårne raketter og andre håndvåben. Men ingen af de fire har endnu affyret et eneste skud, for angrebet kommer ikke fra den retning, de ser i.

Overkonstablen ligger og ser på lyssporene og glimtene fra eksplosioner på nattehimlen, det ser ud ligesom nytårsaften derhjemme… Han tænker, at de i den grad må have noget liggende, de for enhver pris vil forhindre os i at få fat i.

Direkte angreb
To af de fire omkring bordet når at affyre deres våben denne nat. Der begynder at komme angreb direkte ind mod de fire soldater. En af konstablerne ser en mand i sit natsigte. Manden er dukket frem i en gyde lige ovre på den anden side af den brede vej, og han har et gevær i skulderen.

Geværet peger mod briterne, som ligger længere nede ad vejen til højre. Konstablen trykker på aftrækkeren. Han kan høre, at der er andre, der også begynder at skyde. På et tag kommer en mand frem, han skyder ned mod dem. Overkonstablen kan se ham i sit sigte, så han skyder igen.

Gruppeføreren lægger ikke længere mærke til, om hans hjerte hamrer i brystet. Efter de første skud kan han mærke, at han bare koncentrerer sig om det, der foregår i området ude foran. Han kan se, at angriberne begynder at løbe væk. Da de dukker op igen, skyder de fra en anden position længere væk end før. Briternes pansrede køretøjer kører frem på vejen.

Da køretøjerne er foran ham og hans gruppe, standser de og besvarer ilden. Nu er det er tid til, at han skal have samlet sin gruppe, så de kan sidde op på Piranhaen igen. Der bliver stadig skudt raketter ned mod dem. De sidder op, de lukker rampen, men Piranhaen er kørt fast, og den rokker sig ikke ud af stedet. Endnu en raket flyver hen over dem. Gruppeføreren når at tænke, hvis de bliver ramt nu, så er det slut.

Men Piranhaen kommer fri, de slutter op til resten af bataljonen. De er på vej hjem igen mod Camp Danevang alle sammen. Ingen er sårede eller døde.

Da de pakker køretøjerne ud omkring klokken ni næste morgen, er stemningen nærmest euforisk. De har oplevet noget, som kunne være gået galt, men det gjorde det ikke.

Klokken elleve er hele eskadronen samlet, alle får lov til at fortælle om deres oplevelser. Selvom de har været oppe i omkring et døgn, er de ikke klar til at gå i seng. I lang tid efter samlingen taler de videre i mindre grupper. Følelsen af at være derude sidder i kroppen, og lyden af raketter summer for det indre øre. Den lyd glemmer de aldrig nogen sinde.  

De fire soldater smiler, de har været heldige, ja. Men de har fået bevis for, at de kunne handle, da det gjaldt. Og de stoler på hinanden og sig selv som aldrig før.