Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
18. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Uge 18 rapport fra Irak 
Status over hændelser og situationen i det danske ansvarsområde i den forgangne uge (18).
09-05-2007 - kl. 07:49

Af kaptajn Lasse Nelson, presseofficer.

Kort

Generelt
Bataljonen i Irak har gennemført standardoperationer i ugens løb, og der bliver fortsat lagt store kræfter i træning af både den irakiske hær og politi.

Bataljonen sagde farvel til det skotske kompagni med sportsdagen "Camp Einherjer Games", som har været tilknyttet Den Danske Bataljon. (Læs selvstændig artikel, red.)

Al Hartha
Der har ikke i perioden været direkte angreb på danske enheder i området, men Al Hartha bliver fortsat anvendt til angreb med indirekte skydende våben mod Contingency Operations Base (COB), hvor store dele af de multinationale styrker bor. COB'en huser også den civile lufthavn, hvorfra der dagligt lander og afgår civil lufttrafik. Den danske lejr blev ikke ramt.

Bataljonen indsatte enheder på patrulje gennem hele ugen mod de områder i Al Hartha, hvorfra COB beskydes. Patruljerne skal forstyrre og erkende beskydningerne og det sker i tæt samarbejde med andre nationer. En af de seneste succeser mod disse beskydninger oplevede alle i starten af ugen, hvor et kampfly F-16 smed en 500 punds bombe over en position, hvor vores modstandere var i færd med at opstille raketter.

Rebuilding Unit Denmark (militære folk, som virker som Udenrigsministeriet forlængede arm) gennemførte en række møder i Al Hartha, hvor de blev eskorteret af panserinfanterikompagniet.

Ad Dayr
Situationen i Ad Dayr har generelt været stille og uden større angreb på de multinationale styrker. Overordnet har reaktionerne fra befolkningen og myndighederne været positive overfor de tilstedeværende multinationale patruljer.

Bataljonens britiske enhed (skotter) har i perioden gennemført patruljer i Ad Dayr området og sagt farvel til sine irakiske samarbejdspartnere og udvekslet gaver og minder.

Al Qurnah
Situationen i Al Qurnah vurderes at være uændret i denne uge. Bataljonen gennemførte rutinekontroller af den civile trafik til/fra Al Qurnah, uden at der blev fundet noget mistænkeligt.

Al Medinah
Spejdereskadronen har eskorteret dansk civilt og militært politi i Al Medinah. Stemningen mod multinationale styrker er meget positiv, hvilket det danske civile politi oplevede. De kørte fast på et dige og hjulpet fri med hjælp fra de lokale.

Samarbejde med irakiske sikkerhedsstyrker
Den Danske Bataljon har lavet en såkaldt "engagementplan", som skal styre uddannelsen af såvel irakisk hærstyrker som politi i bataljonens område, frem til de danske styrker trækkes hjem til Danmark.

Det danske militærpoliti gennemførte uddannelse af irakiske politibetjente. Byen Al Medinah fik færdiguddannet et antal nye betjente, da de bestod eksamen.

Stort set alle bataljonens enheder har deltaget i uddannelse af den irakiske hær i området. Der fokuseres på uddannelse af hele enheder og irakiske instruktører.

Samtænkning
Rebuilding Unit Denmark har i denne uge gennemført operationer og møder i flere af byerne i bataljonens område. Kulminationen var et seminar (det fjerde i rækken) for de ti byråd, som den danske bataljon dagligt arbejder med. Byrådene modtog på dette seminar undervisning i budgettering og fremtidens udfordringer blev drøftet. Stemningen var god, og byrådene tager ansvar for deres opgaver.