Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
16. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Stor vellykket gennemført operation i Al Qurnah 
Den danske bataljon har gennem de seneste 24 timer gen­nemført en brigadeledet operation i Al Qurnah.
23-03-2007 - kl. 15:52

Af major Peter Abildgaard, presseofficer

Operationen er gennemført som planlagt uden skader på såvel soldater som materiel. Alle er nu uskadte tilbage i Camp Einherjer igen.

Situationen i det danske ansvarsområde er generelt betragtet god. Dog er der fortsat opgaver i området at løse, før de bedst mulige rammer er skabt for irakerne, når den danske styrke i området hjemtages til august i år.

Byen Al Qurnah er i tidligere artikler på bl.a. Hærens Operatives Kommandos hjemmeside beskrevet som et Hot Spot område. Rapporter fra byen fortæller, at Jaysh Al Mahdi (JAM) – en lokal politisk organisation, der anvender voldelige metoder til at nå sine mål har stor bevægelsesfrihed i byen samt at deres indflydelse har nået et punkt, hvor en stor del af kontrollen med byen er på deres hænder.

Byen er samtidig opholdssted for flere højtplacerede medlemmer af JAM. Flere af disse medlemmer mistænkes for at stå bag angreb på de multinationale styrker i form af bl.a. beskydninger med håndvåben og morterer m.m. samt brug af vejsidebomber og tilsvarende.

Den danske bataljon har derfor i det seneste døgn gennemført en operation i Al Qurnah. Formålet med operationen var at opspore og tilbageholde formodede JAM-medlemmer samt sikre sig nødvendigt bevismateriale.

Operationen blev gennemført på den måde, at bataljonen på samme tid startede mod flere mål i Al Qurnah. Bataljonens danske panserinfanterikompagni undersøgte flere huse og tilbageholdte i alt to personer. Bataljonens britiske enhed, A-coy undersøgte ligeledes flere huse og tilbageholdte i alt seks personer. Der blev også konfiskeret forskelligt materiale. Bataljonen blev udsat for en del beskydning under operationen – heldigvis uden nogen kom til skade.

Den ene af to tilbageholdte fra dansk side er efterfølgende blevet undersøgt af en dansk læge. Den anden tilbageholdte nægtede at lade sig lægeundersøge, hvilket han skriftligt bekræftede. De to tilbageholdte samt det konfiskerede materiale blev herefter overgivet i britisk varetægt til videre efterforskning i lighed med de øvrige seks tilbageholdte fra britisk side.

Bataljonschef, oberst Kim B. Petersen, som selv deltog i operationen udtalte efterfølgende – Succesen må ene og alene tilskrives det forhold, at alle i bataljonen udførte deres opgaver til punkt og prikke. Godt gået soldater – jeg er meget tilfreds!