Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Jul i Kabul 
Af kaptajn Nikolaj Frovin Barsøe
17-12-2014 - kl. 13:29

Selv om afghanerne ikke fejrer jul, så bliver der stadig tid til lidt jul i Kabul.

Et par af os danskere i Kabul med behørig hovedpåklædning.
Billedtekst: Et par af os danskere i Kabul med behørig hovedpåklædning.

Så er det jul, og det er det på sin vis også i Afghanistan. Vi er 21 husarer i Kabul-området i øjeblikket, og halvdelen af os bliver i landet hen over julen.
Vi har alle vidt forskellige hverdage, da vi sidder i flere lejre rundt omkring i Kabul. Vores sikring- og eskorte sektion, der organisatorisk hører til ved AIAT (Army Institutional Advisory Team) i NKC (New Kabul Compound), har drønende travlt med at transportere ISAF styrker og civile rundt i Kabul, især efter hjemsendelsen af den tyske eskortesektion. Eskortesektionen er efter det fantastiske stykke arbejde de præsterede den 5. august blevet voldsomt populære blandt vores partnernationer, der alle ønsker at køre med dem – de har meget travlt., men bliver heldigvis forstærket med en ekstra sektion ved næste rotation til februar.
I NKC i midten af Kabul, sidder der i AIAT yderligere fire husarer og arbejder med at mentorer afghanerne på højere niveauer – Branch Schools.
I den østlige del af byen ligger den afghanske officersskole, ANAOA. Her er vi seks husarer (placeret i Camp Qargha), der mentorer hver vores afghanske mentee(s), der er instruktører på skolen, og har hver ansvaret for ca. 35 officerskadetter.

På vej tilbage efter dagens uddannelse.
 På vej tilbage efter dagens uddannelse.

Arbejde i juledagene
Vores engelske ledelse i lejren ved officersskolen har valgt, at vi skal arbejde i juledagene, ”afghanerne fejrer jo ikke jul”, siger de. Det har skabt noget blandede følelser, da de ønsker, at vi skal have respekt for deres helligedage og religion generelt og omvendt ønsker de at respektere vores. Det er lidt ærgerligt at vi ikke kan geare lidt ned i juledagene og slappe lidt af. På den anden side er der tradition for, at når man er på mission så er man på 24/7. Ved at arbejde, så kan det også være, at man ikke tænker så meget på sin familie og pårørende derhjemme, som går og hygger sig.
Nå, ikke for meget brok! I vores lille lejr oplever vi julen her i december på mange måder. Måske vigtigst af alt, får vi tilsendt julepakker fra Simone Bech, som står i spidsen for foreningen ”Vi tænker på dig, tak til alle udsendte”. I de pakker er der alverdens julegodter, som skaber stor glæde hernede. Mange af os har også fået tilsendt pakkekalendere fra vores nærmeste. I min er der miniature juledekorationer, som jeg kan sætte op på værelset og danskergangen til stor glæde for os alle.

Juleudsmykning i lejren.
 Juleudsmykning i lejren.

Fredagsmorgenmad vækker glæde
Cafeteriet har en 21-dages madrotation, som ikke varierer i julemåneden, det er ”one choice only” og kedelig engelsk/indisk mad. Så hvad julestemning angår, hjælper det os på ingen måde. Heldigvis har vi danskere her i lejren en fantastisk fredagstradition – fredagsmorgenmaden, som er blevet så populær hernede, at den engelske Brigadier har inviteret sig selv. Vi bager selv rugbrød og frankbrød, vi har marmelade og diverse spegepølser, som er tilsendt fra vores kære hjemme i Danmark. Vi har fået tilsendt gløgg og pebernødder hertil fra vores velfærdsmidler. Når man tager sine kollegaers gode selskab i mente, skaber det tilsammen en fantastisk hyggelig julestemning, hvor tankerne tit går hjem til de familier vi savner så meget.

Vi savner jer, men har det godt
Vi savner jer, men har det godt

Juleaften så tæt på det, som vi kender
Juleaften bliver for danskernes vedkommende holdt i KAIA (basen ved Kabul lufthavn). Her er der lagt mange penge og kræfter i at skabe en så autentisk juleaften som muligt. Vores feltpræst Mette Præstegaard holder julegudstjeneste, med alt det saglige, som nu tilhører. Der bliver tilberedt en dansk julemiddag efter alle kunstens regler. Julegaverne, som bliver sendt en måned i forvejen fra Danmark, når forhåbentlig at komme frem (man kan desværre aldrig vide) Og med en julecigar og en EFFES ZERO, kan aftenen ikke andet end at blive fuldendt. Dagen efter splittes vi igen op, og så er det tilbage til mentoreringen.
I lejren (Camp Qargha)ved officersskolen har vi et engelsk infanterikompagni og en australsk opklaringsdeling, der tilsammen sørger for vores egensikring, herunder perimetervagt 24/7. Den 25. december, som er den engelske julefestdag, er det bestemt at de skal have en pause og skal kunne slappe af og holde jul. Derfor tager mentorerne vagten. Men det er virkelig det mindste vi kan gøre. De drenge laver virkelig et godt stykke arbejde!
Vores dagligdag med mentoreringen af de afghanske instruktører, går i bund og grund ud på at dygtiggøre dem, så de kan få så gode officerer ud af de afghanske kadetter. Men vejen til at kunne få et sådan professionelt forhold op at køre, starter med at få et tæt og stærkt socialt forhold op at køre. Det gør at vi deler mange personlige ting sammen og meget af tiden går også med at grine og tale om alt muligt andet end arbejde. Her viser de også en stor interesse for vores jul. Jeg tog et par nissehuer med ned en dag og viste dem det. De ville straks have dem på, og der blev da også taget en række hyggebilleder. Det er god skik at tage lidt godter med ned til dem, når vi holder møder. Det er nu blevet en fast tradition at nogle af os har pebernødder ned med, for at dele julehyggen.
I det kompagni, som jeg er tilknyttet, har afghanerne fået den decembertradition, at de skal udfordre mig til længdekast med sten. Det er super hyggeligt og båndknyttende, men hold da fast hvor har jeg ondt i armen sidst på dagen!
Det var en kort beretning om hvordan det står til, her i julemåneden, for os udsendte husarer her i Kabul. Vi håber, at i alle får en god og hyggelig jul, og at I sender os en tanke. Vi tænker i hvert fald os hjem til Danmark.

Med den afghanske natur som baggrund er der plads til lidt udsyn.
 Med den afghanske natur som baggrund er der plads til lidt udsyn