Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
19. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Nytårskur 2014 
 
14-01-2014 - kl. 16:21

Af Gardehusar Hillerød og Gardehusar Klemensker, 2 Deling, Hesteskadronen.

Nytårskur 2014

Som værnepligtig husar ved Gardehusarregimentets Hesteskadron i Slagelse er der megen historie at leve op til. Der er en forventning om og pligt til, at den høje standard bibeholdes og til at historie bevares.

Nytårskur 2014

Gardehusarregimentet, og især Hesteskadronen, deler sin historie med det danske Kongehus og rider sammen med Den Kgl. Stald-Etat i Hendes Majestæt Dronningens tjeneste ved flere lejligheder året rundt.

Nytårskur 2014

En af disse årligt tilbagevendende ceremonier foregår kort efter indgangen til det nye år og er netop afsluttet: Den traditionsrige Nytårskur.

Klar i Prins Jørgens gård

Som min kollega og husarkammerat så fint beskriver det i et interview til fjernsynet tidligt om morgenen på selve dagen til årets Store Kur her forleden, så starter vores dag med at gøre klar.
Når husarerne er afsted, er vi afsted som flere parter.

Klar til at modtage guldkareten

Der er officerer, hvoraf de fleste er tilkommanderede udefra, vi er en yngste deling samt befalingsmænd, og en ældste deling med deres befalingsmænd. Desuden medbringer vi en smed, en sadelmager og en del af eskadronens øvrige hestekyndige. Ældste deling er ridende ved eskorten, mens yngste deling står for at holde vagt i staldene om natten, at muge ud hos hestene, sadle op for officerer og befalingsmænd, samt at modtage og varte hestene når de er blevet redet. Begge delingers arbejde er vigtigt for udførslen af opgaven og bidrager til den iøjenfaldende parade.

Klar på Amalienborg

Storslået ser det ud, når eskorten bevæger sig frem i bybilledet. Næstkommanderende, fulgt af den store sorte Frieserhest med sine enorme kobberpauker, de skimlede heste med Trompeterkorpset på ryggen, efterfulgt af et utal af husarer med sablen i skulder udgør den forreste del af eskorten. Bag kareten rider Kavalererne, Eskortechefen og Estandartvagten. Bag dem endnu en deling sabelhusarer på brune heste samt Sluttende Befalingsmand. Husarerne har trænet og modtaget undervisning fra deres overordnede hele året, for at forberede dem til denne store opgave. Også for hestene starter kuren allerede flere dage før afrejse, hvor husarerne skal træne dem i blandt andet opmarch, afmarch og eksercits til hest.

De kongelige stalde

Alle heste, fra den store Frieser til de hvide skimler og de brune heste, vaskes grundigt, får rykket deres man, og får efterset skoene af eskadronens smed. Hestenes remtøj, snekketøjet med de hvide skaller, tilpasses den hest, der skal bære det, kontrolleres og vedligeholdes en sidste gang. Alt sammen for at danne så godt et grundlag for en veludført Nytårskur, som overhovedet muligt.
Ceremonielt er det det samme, der skal ske hvert år. Husarerne med deres heste forlægger fra Gardehusarkasernen i Slagelse til de kongelige stalde på Christiansborg i København. Hvert år byder på nye udfordringer, og forventningerne til husarerne er store. Tilskuerne, som samler sig fra gaderne ved Prins Jørgens Gård for at se guldkareten, stimler sammen når den kører med Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik mod Amalienborg.

Når enden er god

Hvert år er det nye værnepligtige husarer, der udfører deres sidste royale tjeneste, inden værnepligtens afslutning, ved at gennemføre den mest traditionsbundne begivenhed, eskadronen er medvirkende til. Endnu et år er det lykkedes at opstille en bereden og velforberedt eskorte af husarer, befalingsmænd og officerer, der med stolthed glædeligt trodser vintervejret, for at eskortere Majestæten på behørig vis gennem hovedstaden. En fabelagtig og rammende afslutning på en snart færdiggjort værnepligt ved en af det danske forsvars helt særlige enheder.