Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
17. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
STKMP II GHR på adventure træning 
 
01-08-2014 - kl. 13:30

STKMP II på adventure træning
Af overkonstabel S. Rasmussen

STKMP på adventuretræning i Østrig

Sammenhold, sjov og udfordringer i Østrig
 
Det er mandag morgen ved Gardehusarregimentet i uge 21, og soldater fra stabskompagniet II er mødt tidligt op for at få styr på de sidste vitale stumper, mens de gnider søvnen ud af deres trætte men forventningsfulde øjne.
 
Om kort tid ankommer bussen fra tung transport med to chauffører, der tydeligt er af den mere erfarne årgang. De har påtaget sig opgaven,  med at få os alle sikkert og trygt frem til vores bestemmelsessted i hjertet af Østrig, ikke mindre end 1250 km og cirka 12-14 timers kørsel fra trygge gamle Danmark!
 
Turens formål var at styrke sammenholdet og den generelle arbejdsglæde i kompagniet, ved at lave noget nyt og opkvikkende, som ikke nødvendigvis havde så meget med hverdagen på kasernen at gøre.

Klatretræning
 
Bussen blev pakket godt op med bagagen, der indeholder alt fra Ipads og civilt tøj, til kosttilskud og ekstra uniformer. Imens fodrer chaufførerne flittigt men nervøst den gamle GPS med informationer, som burde bringe dem i stand til at finde til Kaprun, -eller mere præcist Alpenhaus Kesselfall, der er navnet på det hotel vi skal bo på hele ugen.
 
Det hyggelige og flotte hotel, som er bygget og indrettet i rigtig Østrigs stil, er ca. 120 år gammelt og drevet af en dansk familie, som selv bor der hele året og har specialiseret sig i, at levere hyggelige og vilde oplevelser til de besøgende.
 
 
 
Alle veje fører til Ausfahrt men hvor pokker er Kaprun?!
Efter morgenappel og instruks, er humøret højt, da bussen forskyder hastigt sydpå mod færgeforbindelsen i Rødby. På den anden side ligger som bekendt en grænsehandel, der flittigt skulle benyttes til indkøb af vigtige feltrationer og andre fornødenheder til overlevelse i de Østrigske alper.
På vejen gennem Tyskland er der masser af skilte mod Ausfahrt, men desværre sjældent skilte der kunne vise os den rigtige retning mod vores bestemmelsessted.
Køreturen gav rig mulighed for at ”bonde” og snakke på kryds og tværs af sektionerne i kompagniet, så man kunne lære folk, man ikke har meget daglig kontakt med, bedre at kende.
 
Efter et par koloniariske smagsoplevelser ved diverse tyske motorvejskiosker og spisesteder, et kontrolvisit fra de tyske toldere og nogle utrolig spændende og ikke mindst meget velinstruerede (B)lockbusterfilm lander vi, noget ømme og trætte, ved vores hotel i det mørke Østrig efter kun 20 timers transporttid!
Det er stadig uvist om den GPS som sad i bussen, var et af forsvarets mindre heldige investeringer?

Forsering af vandfald 
 
Morgenstund har guld i mund!
 
Solen kiggede frem over de flotte bjerge der omslutter vores base, da værterne Kristian og Maj-Britt byder kompagniet velkommen. De præsenterer sig selv og fortæller lidt om deres baggrund, hotellet og området før der bliver givet ”ilden fri” på morgenmadsbordet.
 
Da folk har spist, lavet madpakker og fyldt deres Camelbak tager guiderne over. Nu begynder alt det sjove for alvor!
 
I alt fire meget forskellige udfordringer venter kompagniet de næste tre dage, og for at kunne nå så meget som muligt, er kompagniet delt op i grupper under de første tre aktiviteter der består af; rappelling i vandfald, mountainbike i bjergene og bjergklatring.
Torsdag, som er sidste dag før hjemrejse, er dagen hvor hele kompagniet er samlet til den sidste store aktivitet, der består af en bjergvandring, der er forventet at tage cirka 9 timer.
 
Hotellet forbliver vores udgangspunkt hele ugen. Her er vi hver dag samlet til morgenmad, gennemgang af dagens opgaver og til aftensmad. Der er gode muligheder for at hygge sig i hotellets velsmagende restaurant, i baren, eller på terrassen under den stegende sol, der om fredagen havde sat sine tydelige og ømme spor på dele af kompagniet.
 
 

Grænser og færdigheder sat på prøve!
 
Bjergklatring var, for nogen, en lidt nervepirrende oplevelse, da ikke alle havde det lige godt med at klamre sig til et stykke klippe, der af og til rev sig løs og faldt flere hundrede meter ned i afgrunden. Det skal dog siges, at alle uden undtagelse, var friske på at nå toppen på de forskellige sværhedsgrader af klatreruter og der var også folk i kompagniet som fik rykket nogle grænser og gjort op med en gammel fobi.
Den kammeratlige ånd var helt klart til stede gennem hele dagens aktivitet. Der blev heppet og råbt opmuntrende og energiske ting til folkene der kæmpede sig op, stykke for stykke, på de utilregnelige klippevægge.
 

 
Med hensyn til Mountainbikekørsel i bjergene, var sammenhold og kammerathjælp også i højsædet. Forestil dig hvordan det må føles, at cykle op af Oksbøls-manøvrebanens stejle bakke (overdrivelse fremmer forståelse), for derefter at holde tungen lige i munden, mens man med hastigheder der sniger sig op over 60 km i timen, suser ned igen af de snørklede og snoede veje, med ingen anden sikkerhed end noget gammelt pigtråd som ofte lå spredt hist og her i grøfter og på bjergsider.
Rygterne vil vide, at en af gutterne havde et møde med et af disse sikkerhedsnet (pigtråd), der vidst nok resulterede i et par revnede bukser!

Mountenbikerace i skoven

Rappelling i vandfald var med sikkerhed den mindst fysisk belastende aktivitet på hele turen! (måske lige bortset fra nogle af fritidstimerne, som blandt andet gik med f.eks. solbadning, poolbar og jacuzzi i det nærtliggende badeland /spa-resort i Kaprun by).
Alligevel var rappelling, ligesom med bjergklatring, indbefattet af et godt stykke med vandretur der skulle overstås før man befandt sig et egnet sted og selvom solen skinnede fra en skyfri himmel med 20+ i skyggen skal det siges, at man sagtens kunne holde varmen i vores våddragter som vi skulle påkrympe allerede om morgenen på hotellet.
 
Selve rappellingen blev overstået i fem omgange af fem vandfald og det skal nævnes at våddragterne kom til deres ret, uanset hvor meget man ellers hadede dem under vandreturen, eller under den kamp til døden det blev, for at få dem af igen.
 
 
 
Dødens Vandretur og afslutning på ugen!



Torsdagen som var turens sidste dag før hjemrejse var, af mange i kompagniet, ventet med ærefrygt og respekt. Ingen vidste helt hvad de skulle forvente, men de fleste var enige om, at det nok ikke blev en let spadseretur. Dette viste sig at være en mild underdrivelse.
 
Turen som for nogens vedkommende sneg sig op på over 10 timer, var på ingen måde let eller indbydende til meget andet end koncentration om, hvor ens fod skulle placeres næste gang man tog et skridt, på de meget smalle og, meget af tiden, ikke eksisterende stier, som skulle fører os helt til tops på et af højdepunkterne i området.
 
Sværhedsgraden var ikke af de lette og der skulle både gås, klatres, kravles og klamres for ikke at falde og tumle ned i afgrunden. (Lidt ligesom de to ulve ved Mirasbergene)

Vandretur i høje bjerge
 
Turen gik gennem skov og mark, klippe og gletsjerlandskab og det er ret sandsynligt, at flere i kompagniet tog det som en personlig udfordring at nå til tops!
Lige så sandsynligt er det, at folk nok generelt var temmelig glade for at komme tilbage på hotellet igen, hvor de kunne fylde depoterne op med rigelige mængder vand, kulhydrater og ikke mindst kalorier, som alle kom flere tusinder i underskud af den dag alene.
Aftenen sluttede af med lækker mad og afsked med guiderne og familien. Nogle holdt fest i hotellets bar og restaurant med musik og lidt at drikke, mens andre havde mere brug for at hvile øjenlågene og restituere ovenpå dagens strabadser.
 
Turen hjem til Danmark gik bedre med hensyn til at finde vej og selvom bussen ikke var specielt god at sove i, fandt de allerfleste forunderligt nok ud af at falde i søvn alligevel, ovenpå en super fed og oplevelsesrig uge, som både fik styrket kompagniets sammenhold og gejst.