10-11-2011 - kl. 14:05

Stemningsbillede fra optagelsesprøverne 2011 - 3000 m. rygsæk løb
Enkeltkæmperkursus 2011 afholdes på Bornholm i ugerne 48 og 49.
Opklaringsbataljonens Enkeltkæmperkursus er et traditionsrigt kursus, som stammer fra det gamle Bornholms Værn. Kurset blev gennemført første gang i 1965. På grund af bl.a. økonomiske årsager og manglende tilmeldinger har kurset ikke været afholdt i perioden 1987 til 2003 med en enkelt undtagelse i 1993. Kurset startede op igen i 2004 og gennemføres årligt af Opklaringsbataljonen.
Enkeltkæmperkursus er en krævende og vanskelig uddannelse, der stiller store krav til deltagerens fysik, udholdenhed, vilje og soldatermæssige færdigheder – en prøve for mandfolk.
Bestået kursus giver den enkelte selvtillid, mod, viljestyrke og sidst, men ikke mindst, evne til at klare kritiske situationer under barske vilkår. Desuden er enkeltkæmperens uddannelse med til at højne enhedens kampduelighed.

Kursist i nærkontakt med den Bornholmske natur
Enkeltkæmperkursus er af 2 ugers varighed og består af en uddannelsesuge og en enkeltkæmperuge.
- Uddannelsesugen indeholder undervisning i Patruljeuddannelse – Overlevelsesteknik – Forhold overfor hunde – Orienteringslære – Signal-, observations- og meldetjeneste – Fysisk uddannelse og træning samt selvtillidsprøver.
- Enkeltkæmperuge er en øvelse hvorunder det i første uge indlærte stof kontrolleres.
I begge uger kommer du desuden igennem en række selvtillidsprøver.