Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
02. september 2010

Indholdsområde

 
Slædekørsel er et kapitel for sig selv 

SlædepatruljeSlæden bygger de tjenestegørende selv - der er afsat en uge pr. slædehold. Derved opnås at patruljemanden er i stand til at reparere under patruljeringen, hvor temperaturen ikke sjældent er omkring 50 graders frost.
 
Slædens meder er af vandfast krydsfiner eller asketræ, forstærket med nylon på glidefladen, og bundbrædderne er af knastfrit asketræ.
Alt er surret sammen med nylonline, således at slæden kan bevæge sig i sammenføjningerne i det ofte meget uvejsomme terræn.
Slæden vejer ca.90 kg, og læsset vejer godt 400 kg, alt bliver trukket af 11 hunde, der hver vejer 35 til 50 kg "pr. hale".
 
Udover at bygge slæden fremstiller kuskene også seler, halsbånd, skagler, hundekæder, slædeposer og kasser samt øvrigt udstyr, der er individuelt for hver slæde.
 
Is i skæg og hårForholdene i patruljens operationsområde er barske og kræver til stadighed stor årvågenhed fra det personel der færdes her. Ekstreme frostgrader, storme med orkan styrke og store snemængder, er forhold der udover tilstedeværelsen af dyr, som bjørn, moskusokse og ulv, skal tages forholdsregler mod hele tiden, og ligge klar i patruljemandens "baghoved".

Derfor opereres der altid med slædehold bestående af en "gammel" og en "ny" mand, så kan den "gamle" oplære den "nye" til at handle korrekt, såvel med sig selv som med hunde og slæde under alle forhold.
 
Man skal kunne køre hundene i al slags føre, der veksler fra blankis til dyb løs sne, over 10 - 15 høje opskruninger, steder hvor der ingen sne eller is er, i elvlejer og pas med stigninger og fald på 20 - 30 %. Sigten varierer fra 0 m hvor kun kompasset kan støtte èn, til over 100 km, hvor kortet 1:1.000.000 giver en glimrende oversigt. 
 
Når man kommer til en hytte eller telter (hvilket er det der oftest sker p.g.a. de store afstande mellem hytterne), skal alt husgeråd såsom radio, soveposer, madvarer, primusser, skiftetøj osv., osv. "indendørs", hundene skal fodres, og alt øvrigt surres.

Ved teltning bygges yderligere en snevold til sikring mod stormvejr. I løbet af natten skal hundene checkes flere gange; så når man har kørt en dagsrejse ved slæden i 6 - 10 timer, er der behov for den søvn der kan fås, når man vel at mærke har haft radioforbindelse, lavet mad, skrevet dagbog samt lavet oversigt over patruljeringen.
 
SlædekørselEt slædehold tilbagelægger ca. 4.000 km på en sæson, og selvom det er langt, hænder det man kan se fra sin teltplads til den man havde natten før; man er kun nået ganske få kilometer p.g.a. føret.
 
I SIRIUS' næsten 56-årige historie er det tilbagelagt mere end 700.000 km med slæde (mere end 15 gange rundt om jorden!), samt et ikke opgjort antal km foretaget under fodpatruljer.
Kutterne har sejlet over 100.000 sømil, og mere end 250 slædekuske har haft 2 begivenhedsrige år ved Slædepatruljen SIRIUS.