Hærens Ildstøtteskole (HILS)
Hærens Ildstøttesskole (HILS) er direkte underlagt Hærens Operative Kommando (HOK). HILS udfører national/international studie- og udviklingsvirksomhed for ildstøttesystemer, luftværn og Civilt Militært Samarbejde (CIMIC) med vægt på enheders indsættelse i internationale operationer eller i rammen af Nato Response Force (NRF). Desuden gennemfører HILS grund - og efteruddannelser af officerer og befalingsmænd af sergentgruppen samt visse uddannelser og kurser for konstabelgruppen. HILS gennemfører ligeledes efteruddannelse hovedsageligt af baltiske officerer og befalingsmænd i ramme af Sikkerhedssamarbejdet.
HILS er i samarbejde med Forsvarets Materieltjeneste (FMT) ansvarlig for implementering af materielanskaffelser i overensstemmelse med HOK Studie- og Udviklingsprogram. Ligeledes er HILS i samarbejde med FMT, ansvarlig for udvikling af eksisterende systemer samt udarbejdelse af det doktrinære grundlag.
HILS organisation omfatter: En tjenestegrens-, civilt militært samarbejde- og uddannelsesafdeling (TCUAFD), en ildstøtteafdeling (ILSTAFD), en luftværnsafdeling (LVAFD) og en teknikafdeling (TEKAFD).