Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Hærens Officersskole
Forsvarets logo
25. maj 2012

Indholdsområde

 
Eksamen i taktik – en oplevelse rigere 
Hold Anker har været til mundtlig taktikeksamen i terrænet, hvor de indlærte taktiske doktriner skulle omsættes til praksis. Hurtig beslutningstagen, omstillingsparathed og føring var i højsæde!
25-10-2011 - kl. 11:20
Af kadet M. Vinding, Anker 6
Rockdrill

Blot en måned tidligere havde vi stået på den jyske hede iført kampudrustning, med våben i hånden og en hel deling til vores rådighed. Vi skulle omsætte al den taktiske teori, vi gennem et år havde tilegnet os til i praksis at kunne gennemføre et angreb og tage et mål. Det var uger, hvor tyngden blev lagt i, om vi i praksis kunne gennemføre vores planer, om vi hurtigt kunne tage beslutninger, når vores planer krævede ændringer. Og om vi kunne føre vores deling, når vores planer viste sig ikke at være tilstrækkelige.

I dagene mellem den 5. og 14. oktober var scenariet ændret en del, men temaet var det samme: taktik, men nu i rammen af teoretisk eksamen. Nu lå tyngden ikke længere i praktisk gennemførelse, beslutningstagning og omstillingsparathed, men i den rene forståelse af de teoretiske principper for, hvorledes forsvar og angreb skal gennemføres.

RecognosceringDagene op til eksamen var præget af en vis spænding af flere årsager. For det første er taktik ikke et fag, man bare kan læse op og forstå på en dag. Man kan ikke slå op i en bog og finde en bestemt teori, der giver det endegyldige svar. Det vil altid afhænge af en lang række faktorer, og det er her, at den dybere forståelse for teorierne spiller ind, således at vi kan tilpasse vores plan til den enkelte specifikke opgave, uden at noget ’bare’ bliver en standard. For det andet er taktik et af de tungestvejende fag på Hærens Officersskole. Selvfølgelig skal en officer kunne forstå og arbejde indenfor alle de fag, vi har, men samtidig vejer taktikkarakteren tre gange så meget som andre karakterer til vores regimentsvalg. Vigtigst er dog, at taktik er det fag, der adskiller grundofficersuddannelsen fra andre lederuddannelser, og samtidig er et af de fag, der gør os i stand til at indgå som den leder, der skal føre sine underordnede i kamp. En rolle som alle officerer skal kunne bestride.

Eksamensdagene startede, og ud fra de første meldinger lød det som om, at alt var muligt: alle de forskellige emner og hele karakterskalaen var blevet brugt!

Jeg selv skulle op på fjerdedagen for eksamenernes afholdelse. Det var en kølig mandag morgen med en smule småregn. Jeg havde forud for dagen modtaget et koordinat, hvor jeg skulle møde op på et givent tidspunkt med henblik på at påbegynde min eksamen. Inden da var jeg ligeledes blevet orienteret om, hvorledes eksamen vil blive gennemført. Den første halve time skulle jeg modtage en befaling, timen derefter havde jeg for mig selv til at rekognoscere i området og udarbejde min egen plan og befaling.  Derefter havde jeg 40 minutter til at give min befaling og indgå i en dialog med eksaminator og censor omkring mine overvejelser for planen. Til min befalingsmodtagelse indså jeg hurtigt at emnet var forsvar, et emne jeg ikke havde berørt i otte måneder, og jeg følte allerede, at jeg var lidt bagud på point. Men jeg mødte en meget forstående kaptajn, der sørgede for at give befalingen i et tilpas tempo og efterfølgende sikrede sig, at jeg havde forstået de væsentlige punkter i befalingen og svarede på eventuelle tvivlsspørgsmål.

Den efterfølgende time fløj af sted, heldigvis havde jeg også modtaget undervisning i tidsstyring, hvilket der her blev gjort kraftigt brug af. Til at starte med skulle ”rusten” lige bankes af minderne om forsvar. Derefter gennemførte jeg en hurtig rekognoscering samtidig med, at jeg tog en række beslutninger. Jeg satte mig og skrev min befaling, og til sidst løb jeg en ekstra runde for at se, om der var bedre muligheder. Inden jeg fik set mig om, stod eksaminator og censor og var klar til at modtage min befaling. De virkede meget afslappede og som om, at de var i godt humør. Jeg startede med en forevisning af terrænet, gav efterfølgende min befaling, og da der var omkring 20 minutter tilbage, overgik vi til en dialog omkring mine overvejelser og tanker vedrørende de valg, jeg havde truffet. Dialogen bar præg af et meget afslappet og behageligt miljø, der blev stillet kritiske spørgsmål og min plan blev udfordret på en måde, hvor der kunne argumenteres og modargumenteres frit. Til sidst gik eksaminator og censor sammen og voterede, og kort efter kunne jeg sætte mig ind i en bil med mine kollegaer og køre tilbage til Hærens Officersskole en oplevelse rigere. Jeg var blevet et 7-tal rigere!

Taktikeksamensoplevelsen gav mig flere ting. For det første understregede den noget af det specielle ved den uddannelse jeg er i gang med, nemlig at det er et praktisk håndværk jeg skal udføre, når jeg er færdiguddannet som delingsfører. Jeg skal samtidig forstå, hvorfor jeg gør og beslutter, som jeg gør. Desuden følte jeg, at eksamen var blevet gennemført på en måde, der selvfølgeligt afprøvede mine evner, men også bekræftede mit selvbillede og det faglige niveau jeg havde, og at jeg fortrøstningsfuldt kunne fortsætte den videre grundofficersuddannelse på slottet.