Mandag d. 5. september stod jeg selv og 81 andre unge og forventningsfulde soldater samlet i slotsgården på Frederiksberg slot.  Vores blikke spejdede flyvsk omkring efter kendte ansigter, mens vi med spænding ventede på, at dagen for alvor skulle begynde, og vores kommende holdfører skulle vise sig. Set med udefrakommende øjne må jeg og de 81 øvrige have haft mange umiddelbare ligheder. Vi bar det samme tøj, brugte den samme jargon og så alle lige spændte ud, men herudover havde vi dog én klar ting til fælles: Vi havde alle valgt at begynde et helt nyt kapitel i vores liv og blive kadetter på Hærens Officersskole.

Dagene og månederne op til mødedagen var præget af mange tanker om, hvad det egentlig ville sige at være kadet på Frederiksberg Slot. Jeg kendte formålet med opholdet på skolen; at om 3 år at kunne udnævnes til premierløjtnant og virke som delingsfører i Hæren. Jeg vidste også, at midlerne til at nå hertil ville være uddannelse indenfor en lang række af militært-anvendelige områder, men derudover havde jeg kun ringe viden om, hvordan selve studielivet på slottet ville være. Tiden som kadet kan nemlig med rette siges at være meget sagnomspunden. Alle har nok hørt deres tidligere delingsførere fortælle medrivende historier om det sociale liv på skolen og i særdeleshed i Kælderen, og jeg så i høj grad frem til at opleve alt dette på egen krop. Jeg havde således en klar forventning om, at jeg indenfor ganske kort tid ville blive udfordret fagligt såvel som fysisk og socialt; og dét så jeg frem til.

Som jeg stod der i slotsgården blandt ligesindede, kunne jeg ikke undgå at føle mig beæret. Jeg var blandt de 82 dygtigste, der var nået igennem nåleøjet, og som skulle have sin faste gang på dette prægtige slot de næste 3 år. Dagen gik med at gennemføre de obligatoriske fysiske test, som på trods af deres relativt beskedne niveau, voldte problemer for nogle få, der derfor måtte forlade skolen for denne gang. Slutteligt gav vi alle chefen for Hærens Officersskole, oberst Eigil Schjønning, hånden og vores ord på, at vi ville yde vores bedste indsats og tage ansvar for vores egen uddannelse på Hærens Officersskole. Dagen blev fulgt op af to dages gruppedannelsesproces med det formål at dele klasserne op i studiegrupper og læsehold. Disse danner i dag udgangspunkt for alt gruppearbejde, som gennemføres indenfor klasserne.

Dagene tog så småt hinanden, og de første to måneder på skolebænken er nu gået. Det første semester er præget af mange teoretiske fag, og jeg ved, at især dette kan få hårene til at rejse sig på ryggen af mange befalingsmænd ude i geledderne. Jeg vil dog understrege, at niveauet langt fra er uoverkommeligt. I samtlige fag startede vi på et niveau, hvor alle i klassen kunne følge med, og har man, gud forbyde det, glemt hvordan det nu lige er man sætter kryds, bolle og trekant under sætningsanalyse i dansk og engelsk, så kan man roligt regne med at få det genopfrisket. Derudover har jeg været glad for at mærke, at alle de ting vi bliver undervist i faktisk er ekstremt relevante for vores videre virke som officerer. Man har altid en følelse af, at det ”giver mening”, og den motivationsfaktor kan tydeligt mærkes i mig selv og mine klassekammerater, når man nu i dansk diskuterer hvorvidt der skal stå ligger eller lægger i den pågældende sætning.

Herudover er vi også ved at være godt i gang med faget Taktik, som sammen med Ledelse udgør en stor del af den samlede arbejdsbyrde på skolen. Faget må om noget siges at være mange kadetters hjertebarn. Det er her, at den helt store tyngde lægges, og det er her, at man ønsker at gøre sig bemærket. De fleste sidder nemlig med en drøm om at komme tilbage til deres respektive kampregiment, og for at dette kan blive en realitet, så skal man altså være dygtig i dette fag. Til sidst udgør idræt en ikke ubetydelig del af hverdagen på skolen, og intervaltræning er i særdeleshed med til at gøre os klar til den første semestertest, som står for døren i uge 47.

Udover vores studiegrupper, hvori vi kan sparre når diverse opgaver skal løses og afleveres, så har vi også rig mulighed for at trække på de ældre årganges erfaringer. Der hersker nemlig et sundt studiemiljø på skolen, hvor man har venner og/eller bekendtskaber på tværs af årgangene, som styrkes igennem arrangementer i regi af skolens sociale institution – Kadetkælderen. Om knap en måned skal vi ligeledes deltage som æresgæster i vores første militære bal, og onsdagene op til har været afsat til danselektioner sammen med vores mere eller mindre faste partnere. Det hører nemlig også med til officersprofilen at være en gentlemen, der kan begå sig i finere selskaber og beherske dansestile som Les Lanciers og Slowfox vals. Undertegnede har i den forbindelse modtaget en udmærkelse som ”Ugens Kadet” indenfor klassen, med den tilhørende forklaring at jeg, grundet min personligt svingende kunnen her indenfor, skulle have bibragt de øvrige i klassen håb om selv at kunne nå at blive klar til ballet.

Har min første tid på skolen så kunne stå mål med mine forventninger? Ja! I den grad. Jeg føler at jeg hver eneste dag lærer noget brugbart i forbindelse med mit fremtidige virke som officer, og jeg bliver udfordret både fagligt, fysisk og socialt.

Vi er allerede ved at opbygge et fællesskab indenfor klassen, som jeg ved vil komme os til gode, når vi fra foråret af skal på kurser rundt i landet; heraf er besøget hos Jægerkorpset formentlig det mest frygtede. Den ugentlige arbejdsbyrde løber hurtigt op i 45-50 timer (inkl. lektier), og det skal man gøre sig klart inden man starter. Er man dog villig til at yde den indsats, så åbner der sig en utrolig spændende og fagligt varieret hverdag, som jeg er glad for at have valgt mig. Vi er en del af en historisk række af kadetter, som alle har haft sin gang på Frederiksberg Slot, og jeg føler en vis ærbødighed over at være med til at føre denne tradition videre.

Jeg er stolt af at kunne kalde mig kadet på Hærens Officersskole.