Klokken er omkring 2300. Tre kadetter er begyndt at se lidt stort på instruktørens formaning 12 timer og 25 kilometer tidligere: ”Husk nu at bevæge jer taktisk i terrænet, kurset er ikke slut endnu, og Hunter Force er ved at være ivrige efter at få fat i jer!” Træthed, tørst og kulde har i flere timer trukket kræfterne ud af benene på dem, og ruten, der fører dem over en blød pløjemark, videre op ad bakke, hjælper ikke på motivationen. Dog er afslutningen på de sidste to ugers kursus maksimalt fem kilometer væk. Det er denne tanke, der driver de tre kadetter fremad mod det endelige mødested, hvor der forhåbentligt, står en Herkules klar til at løfte Anker A tilbage til Flyvestation Aalborg og kursets afslutning.



11 dage tidligere, en regnfuld søndag middag, bliver 70 kadetter sat af ved et indhegnet område på selvsamme flyvestation med deres nøje pakkede udrustning. Den vanlige procedure med introduktionsforedrag, udlevering af materiel og opstart på lektioner forløber resten af dagen. En dag, der lever op til den forventede frygt om, at Jægerkorpsets instruktører har tænkt sig at drage nytte af, at kadetterne er arbejdstidsneutrale. Lektionerne omhandler basis for patruljetjeneste. Et begreb, som kadetterne i de kommende 12 dage i rigelig grad kommer til at arbejde med i praksis. Under kurset fungerer kadetterne som soldater i patruljer på 10-25 mand afhængigt af opgaven, der enten er opklaring eller kamppatrulje. I og med det er en føreruddannelse skal funktionerne som patruljefører, næstkommanderende og holdførere for sprængnings-, støtte-, og angrebshold løbende udfyldes af forskellige kadetter. I disse funktioner skal der også tages højde for samarbejde med militærpolitiet, ingeniører eller andre enheder, som besidder et essentielt speciale for den givne opgaves udførelse.

Kurset er fordelt på to uger. Den første uge er læringsmodulet, hvor man om mandagen introduceres for den første lange dag af mange, heraf udtrykket jægerdøgn. Vækning kl. 0530, undervisning i patruljetjeneste, det indlærte trænes, trænes igen og overraskende nok, trænes tingene en tredje gang, da dette er den eneste rigtige måde at få tingene ind på rygraden. Den vanskeligste opgave for instruktørerne er generel tilretning af kadetternes ellers så infanteriprægede tankegang til patruljetjenestens snige-snige-tankegang. Den første uge giver kadetterne de forudsætninger, der skal til, for at selve øvelsen i uge 2 kan udføres med det bedst mulige udfald.



Anden uge er opbygget således, at hver af de tre patruljedelinger tildeles en opgave dagligt, funktionerne fordeles, og planlægning iværksættes med henblik på udførsel af aftenens opgave, som primært omhandler informationsindhentning eller forstyrrelse af modstanderens infrastruktur. Alt det, som en ivrig læser af specialstyrkelitteratur kun kan se frem til at opleve på tæt hold. At kurset er støttet af enheder udefra til at agere Hunter Force med den opgave at erkende og afvise patruljerne (læs: gøre infiltrationsvejen længere) lægger en betydelig stressfaktor på patruljernes skuldre, da det aldrig rigtigt vides, om de er i området.

I hele perioden skal kadetterne forvente at blive bedømt på deres mindste handling. Hver patrulje har to erfarne instruktører fra Jægerkorpset tilknyttet, som bestemt ikke ser nogen grund til at kortrecce mere end én gang for en rute på fem kilometer igennem tæt nordjysk skov. ”Hver gang du ser på kortet, bruger du lys, og hvad er bedre til at afsløre dig selv med?”



Med den sidste opgave udført efter 48 timer og kun godt en times søvn sidder kadetterne fredag formiddag i auditoret med henblik på feedback på kurset og ser frem til de seks timers bustur hjem til København, hvor en tør og varm seng står og venter. Selv om trætheden vejer tungt i hele kroppen, er det svært at få armene ned. Kurset er overstået, og de står på den anden side. Der ses store smil, røverhistorier fortælles flittigt, og netop som kursusbeviserne udleveres, trænger solens stråler igennem de grå skyer og ned på kadetterne. Man fristes til at blive lidt rørt.