Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Hærens Operative Kommando
Forsvaret
24. maj 2013

Indholdsområde

 
International tv-kanal følger danske soldater 
Helmand, AFGHANISTAN: Danske soldater og politifolk er hovedpersoner i en række indslag produceret af den internationale internet-tv-station, NATO TV. Optagelserne kommer helt tæt på soldaterne, og skildrer samarbejdet med de afghanske sikkerhedsstyrker
13-07-2012 - kl. 13:34 Se videoklip
Af Kasper Vedsmand, presseofficer, DANCON ISAF 13
nato-tv

En journalist fra NATO TV har i den seneste tid fulgt en række danske soldater fra DANCON ISAF 13. Indslagene kan i den kommende tid ses på Natochannel.tv

 

Det er ikke kun i hjemlige medier, at de danske soldaters indsats i Helmand er en god historie. I den kommende tid er soldaternes hverdag også genstand for en række indslag på den internationale internet-tv-station, NATO TV.

Det er især den danske ændring fra kamp til øget fokus på træning og uddannelse af de afghanske sikkerhedsstyrker, som har vakt interessen på den engelsksprogede kanal. Således følger NATO TV i støvlesporene på soldater og politifolkene fra DANCON ISAF 13, og skildrer det daglige samarbejde med afghansk militær og politi.

I løbet af de i alt seks indslag tager NATO TV blandt andet seerne med til centrum af handelsbyen Gereshk, hvor danske soldater fra Police Operational Mentor and Liasion Team (POMLT) kommer på hårdt arbejde. Som navnet antyder, samarbejder den danske POMLT-enhed med det afghanske politi, og i indslaget er det op til danskerne at sikre et gerningssted.

Samtidig får seerne også en unik mulighed for at komme helt tæt på det tilbageværende danske kampkompagni. Det sker, når en deling fra Bravo-kompagniet går ud på en tidlig morgenpatrulje i landsbyen Saidan nær den dansk-afghanske patruljebase Hazrat.

nato-tv

En af de portrætterede danske soldater i NATO TV-serien om DANCON ISAF 13 er sprogofficeren Morten. Her ses han sammen med to af sine kollegaer fra afghansk politi.



Alle optagelser i serien om soldaterne fra DANCON ISAF 13 er optaget i løbet af juni måned og indeholder foruden reportager også interview med flere af de danske soldater og politifolk.

Oprindeligt var det Danmark som sammen med NATO's hovedkvarter stod i spidsen for udviklingen af NATO's internet-tv-station, Natochannel.tv. Kanalen havde premiere i 2008, hvor den også blev overleveret til NATO af Danmark.

Dengang var formålet at styrke NATO's evne til at kommunikere, og siden opstarten har NATO TV leveret indhold og indslag til hundredevis af tv-stationer og nyhedsbureauer over det meste af verden. Indholdet på kanalen er primært NATO's operationer - særligt i Afghanistan.

Det første indslag om soldaterne fra DANCON ISAF 13 er offentliggjort i dag og kan ses gratis på natochannel.tv. I løbet af de kommende par uger vil de resterende indslag med dansk islæt blive bragt samme sted.

Klik her for at se det første NATO TV-indslag i rækken.


nato-tv

nato-tv

I indslagene fra NATO TV kommer seeren med helt ind i klasseværelset på det militære træningscenter i Helmand, hvor danske soldater underviser og vejleder soldater fra den afghanske hær.