25-08-2011 - kl. 19:45
Det netop hjemkomne danske bidrag fra FN-styrken i Libanon, UNIFIL
hold 4, bestod af ca. 150 mand, herunder blandt andet et bidrag fra
Beredskabskorpset til styrkens brandkorps.

Det
samlede hold står klar ved volden ud for Bülows Kaserne, hvor holdets
presseofficer, Janni Møller Thomsen, er i aktion som fotograf.
Fredag den 19. august klokken 10 modtog chefen for
Telegrafregimentet, oberst Susanne B. Bager, de hjemkomne soldater på plænen ved
Fredericia Vold foran Bülows Kaserne. Herefter marcherede styrken med faner fra
Telegrafregimentet og soldaterforeningerne, akkompagneret af Slesvigske
Musikkorps, gennem byen ad Danmarksgade, Gothersgade og Jyllandsgade til
Rådhuspladsen.

Telegrafregimentets
fane og soldaterforeningsfaner er på plads før march gennem byen.
Borgmester Thomas Banke tog hér imod og bød soldaterne velkommen
hjem med takketale og en forfriskning på Rådhuset.
Fredericias
borgmester, Thomas Banke, byder holdet velkommen hjem foran Rådhuset.
Efter byens modtagelse var der frokost i gymnastiksalen på Ryes Kaserne. Her blev soldaterne
og de mange pårørende underholdt af musik fra Slesvigske Musikkorps.
Slesvigske
Musikkorps underholder under frokosten, som blev indtaget i gymnastiksalen.
Klokken 14 var det tid til den afsluttende parade, hvor Chefen for
Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, og folketingsmedlem Ib
Poulsen (DF) hyldede styrkens indsats og bød dem velkommen hjem.

Chefen for
Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, inspicerer i dejligt
solskin holdet, fulgt af chefen for logistikkompagniet, major Mads T.
Steffensen, og styrkechefen, oberstløjtnant Ove K. Hansen.
Generalmajoren skridtede styrken af og sagde blandt andet i sin
tale:
”I har været et meget iøjnefaldende bidrag til missionen, der kun
har fået positiv omtale”.
”Jeg er endnu engang blevet bekræftet i kvaliteterne ved danske
soldater; Denne gang var det en telegrafenhed, vi udsendte til at løse en
omfattende logistikopgave, hvilket er løst meget tilfredsstillende. Det vidner
om, at I som enhed har udvist stor fleksibilitet og ansvarsbevidsthed”.
”Jeg håber, at I alle har haft en positiv oplevelse… en oplevelse,
som I kan tænke tilbage på og være stolte af, uanset hvor I fortsætter - i
forsvaret eller som civile”.
Chefen for
Hærens Operative Kommando taler til holdet under en kraftig regnbyge.
Folketingsmedlem Ib Poulsen (DF) fik herefter ordet, og takkede,
som repræsentant for Folketingets forsvarsudvalg, soldaterne for deres store
indsats i Libanon.
Læs
folketingsmedlem (DF) Ib Poulsens tale her.
Afslutningsvis takkede generalmajor Rokos igen styrken for indsatsen
i Libanon i det forløbne halve år, og til de pårørende sagde han:
”Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke de pårørende
for støtten til soldaterne under udsendelsen. Den opbakning har både soldaterne
og hæren værdsat”.
Holdet er
klar til at sige farvel til deres chef
Endelig overrakte Chefen for Hærens Operative Kommando medaljen
for international tjeneste til styrkechefen oberstløjtnant, Ove K. Hansen,
inden han overlod holdet til sin egen afslutning og afsked.
Chefen for
UNIFIL 4, oberstløjtnant O.K. Hansen, takker farvel til holdet.
Oberstløjtnant Ove K. Hansen forestod efterfølgende overrækkelse
af medalje til sine soldater, inden han, efter militær skik, forlod paraden og
med sin afsluttende hilsen udtrykte et ”Farvel og tak for indsatsen” til
soldaterne.