Herunder vil man kunne læse breve/hilsner som er tilgået HSGS fra udsendt personel:

MODTAGET FRA SSG S. BECH 21 FEB 2006

Bruger vi vores udrustning korrekt?
Min periode ved officers skolen her i Bagdad er ved at være forbi, i skrivende stund, er der 12 dage til vi rejser hjem (udgang af FEB, red.). Selv om jeg er i Irak og de fleste måske tror, at her altid er varmt, så er der faktisk "fiberpels-koldt" om natten og til langt op på formiddagen.

Jeg har i de sidste 6 mdr., set hvordan vi som danskere gør tingene, og især i forhold til vores kollegaer fra de andre nationer. Jeg tror vi på nogle områder er nød til at stramme op på flere ting, for at komme op på højde med især englænderne og amerikanerne. Efter at have set den nye danske cd, der er udgivet omkring det fremtidige forsvar, så er nøgleordene jo professionalisme og effektivitet, og det må betyde, ændringer på flere områder, blandt andet uddannelsen af vores soldater, der fremover skal være klar til at blive sendt ud til brændpunkter, i forskellige dele af verden.

DET FARLIGSTE JOB
Den lejr jeg befinder mig i, er enorm stor. I den sydlige del af lejren, ligger skolen jeg arbejder på. Her er der instruktører fra 8 forskellige nationer. På den anden side, af den mur, der deler lejren i 2, er der ca. 3500 amerikanere, og det er dem, der har de farlige jobs. Deres tabstal, i den tid jeg har været her, nærmer sig 30. De kører convoy kørsel dagligt, igennem Bagdad, de har daglige patruljer ude (dag og nat), både opsiddet og afsiddet (som man dagligt kan se på tv) og de har checkpoints forskellige steder i og omkring Bagdad.

ØVELSE UDEN FOR HEGNET
Det farligste vi laver her på vores side, er når vi tager på øvelse med vores kadet-elever. Det foregår uden for hegnet og starter som regel med en convoy igennem den sydlige del af Bagdad og ud til et af vores øvelsesområder. På øvelsen er vi instruktører ikke kun med som underviser, men også som protection force for eleverne. Eleverne er ladt op med løs ammunition, imens koalitionen er ladt op med skarp ammunition. Det betyder at vi skal være klar til at kæmpe, hvis der sker noget på selve køreturen, men også på jorden, 24 timer i døgnet, imens øvelserne kører.

KOALITIONS KOLLEGAERNE
Det, der falder mig i øjnene, er at vores koalitions kollegaer, ALDRIG (!) forlader lejren, uden fragmentationsbriller, fragmentationsvest, hjelm, basis, handsker, kamelpack (vanddunk på ryggen), og alt det ammunition de kan bære og med bære mener jeg - spændt fast på kroppen!! Også selvom man er opsiddet på et køretøj. Det gælder også som kører og vognkommandør (der er ikke tid til at samle ting sammen i en plastpose, hvis man er kørt på en vejsidebombe, og er heldig og har overlevet). Desuden skal man have begge hænder fri til at kunne betjene sit våben. Vores koalitionskollegaer, går aldrig på skydebanen, til almindelig vedligeholdende skydninger, uden de ovennævnte ting, efter princippet TRAIN AS YOU FIGHT!
HVORFOR GØR VI IKKE DET???? Er de andre lande mere professionelle end os - eller er det mere behageligt, bare at tale om hvordan vi i virkeligheden skulle gøre det?

BRUGEN AF UDSTYR
Hvorfor bruger vi ikke vores beskyttelses udstyr i dagligdagen? Hvorfor er der nogen, der mener, at fragmentationsbriller og -vest, kun skal bruges i forbindelse med forsvarskamp fra skyttehuller eller bygninger? Jeg har igen og igen hørt undskyldninger om, at brillerne dugger, vester er for tung og varm og handsker, kun skal bruges når det er koldt. Hvorfor træner vi ikke som vi ville kæmpe i en rigtig situation? Bør vi som undervisere og førere ikke gøre den daglige træning så realistisk som muligt og som undervisere og førere, ved det personlige eksempel, vise vejen og vise vigtigheden af vores beskyttelsesudstyr?  Det er kun et spørgsmål om træning og tilvænning og så en konsekvent holdning til, at de ovennævnte udrustningsgenstande, er en fast del af skyttepåklædningen og forlader man kasernen for at køre i felten, så er stumperne monteret - på kroppen! Ingen ville jo tage i felten iført gummisko! Hernede er der ingen, der skal mindes om, at beskyttelsesudstyr er indkøbt for at beskytte soldaten. Heller ikke befalingsmændene eller officererne, men det er de 2 sidstnævnte personelgruppe, der skal sørger for at træne soldaten så realistisk som muligt, og i sammenligning til Irak, så er temperaturerne i Danmark til at holde ud også med den rigtige udrustning monteret.

IMPROVISER OG TILPAS
Jo - vores fragmentationsbriller dugger måske - improviser, tilpas, få det til at virke! Jo, vores fragmentationsvest er stor og måske for kluntet til bevægelig kamp. Vores koalitions kollegaer har en vest, der er noget mindre og dermed mere egnet til bevægelig kamp, men på deres kan man så montere halskrave, skulderbeskyttere og skridtbeskytter og så er vesten ideel, hvis man fungerer som tårnskytte på køretøjer, eller man virker som stationær vagt. Vores vest, er det bedste vi har, så improviser, tilpas - få det til at virke!!

Bruger vi ikke den daglige træning, til at vænne soldaterne til at bruge den udrustning vi har udleveret, vil det højst sandsynlig heller ikke være noget soldaten bruger, når de skal udsendes. Heldigvis er støvler, der jo i virkeligheden beskytter fødderne, noget som vi stadig bruger dagligt, men det er jo fordi, det er en fast del af kampuniformen. Det bør de andre nævnte ting også være, glem alt om at være let til fods i en tynd kampuniform og basis, model hjemmeværn - det er ikke det soldaterne kommer ud for når de udsendes. Se de daglige reportager fra kampene i Irak, ingen dingler rundt uden briller, vest, hjelm, basis og handsker. INGEN!!!

KNÆBESKYTTERE
En ting, som i virkeligheden også burde være en fast del af kampuniformen eller skyttepåklædningen, er knæbeskyttere. Med ekstra vægt på kroppen, er det ekstra hårdt for knæene, når man bevæger sig taktisk rundt, måske er de på vej, jf. cd udgivet af HOK, så skal vi jo i fremtiden kan løse mange forskellige opgaver.

OMGANG MED VÅBEN
En ting vi burde gøre noget ved i den daglige træning, er soldaternes omgang med våben og ammunition. Hernede er alle bevæbnede hele tiden. Også den lille amerikanske pige, der står vagt imellem den sydlige og nordlige del af lejren. Hun er 150 cm. høj, 17 år gammel og udstyret med en M16 riffel. Uanset hvor man går hen er man bevæbnet. Man er iført våben, både i cafeteriet, i kirken, på toilet, på diskotek (alkohol frie øl). Der findes ikke noget, der hedder at line delingens våben op på et geled og så er der en, der bliver tilbage og holder vagt. Det giver et helt andet forhold til at omgås disse ting og dermed undgå uheld. Men hvorfor gør vi det ikke? Hvorfor bruger vi ikke tiden til at uddanne så realistisk som muligt? Måske burde flere fra de forskellige personelgrupper, prøve en udsendelse og se nutidens behov i forbindelse med planlægning af daglig træning og øvelses aktivitet…

Seniorsergent M. Ipsen er ankommet til Irak, hvor han overtager seniorsergent S. Bechs opgaver!