I denne historiske afdeling af vores hjemmeside vil vi forsøge at give et indblik i de begivenheder der danner grundlaget for kasernens baggrund og udvikling. Vi vil ikke kaste os ud i en større historiske udredninger eller gå voldsomt i detaljer omkring begivenhederne. De der måtte forvente, at kampene på Dybbøl, Dannevirke, Bov eller andre steder, grundigt bliver beskrevet her, vil blive skuffet, da beskrivelserne hoved sagligt bliver omkring den østlige side af Alssund med enkelte afstikkere til den vestlige side.
Du har mulighed for at gå ind i specifikke årstal hvis der er en speciel periode, der interesserer dig.
Det enkelte årstal er start året for hovedbegivenheden, men vil også beskrive hele perioden frem til det næste årstal.
Skulle du undervejs støde på påstande, teser eller fakta som du mener er forkerte, fordrejede eller mangel fulde, så send os en e-mail. Tak for interessen og god fornøjelse.
Klik for at gå til det ønskede årstal!
1848 - 3 års krigen
Året 1848 startede med at Danmark mistede sin konge den 20. januar. Christian den 8. af gik ved døden efter kort tids sygdom og hans søn Frederik den 7. overtog tronen. Dønningerne fra den franske revolution den 24. februar nåede også den danske grænse og skabte rør og uro i Slesvig-Holsten. Den regulære kamp brød ud mellem ejderdansk og slesvig-holstensk Der blev efterfølgende dannet en provisorisk regering i Slesvig-Holsten. Sønderborg anerkendte ikke denne regering og ville se tiden an. Byens styre og borgerspidser var delt i spørgsmålet. Kongen udnævnte generalkrigskommissær H. C. Riegels til kommandant for Als.
| |
|
|
Noget af det første Riegels foretog sig var at få fjernet alle tysksindede embedsmænd. Senere udnævntes han også til civilguvernør på Als og chef for den alsiske borgervæbning, der var skabt i kølvandet på denne slesvig-holstenske opstand. I forbindelse med opstanden var korvetten "Najaden" kommet til Sønderborg den 28. marts, dette vakte naturligvis ikke jubel blandt de tysksindede borgere. Deres humør blev ikke bedre da 5 liniebataljon ankom til byen 2 dage senere. Samme aften sendte bataljonen et kompagni til Nybøl for at rekognoscere. Kompagniet fandt ingen "fjendtlig tilstedeværelse" og rykkede derefter tilbage til Sønderborg. Næste dag blev der stationeret et kompagni fast på Dybbøl. De efterfølgende dage ankom flere militære afdelinger til Sønderborg. Styrkerne måtte indkvarteres i selve byen indtil de kunne fortsætte deres videre fremmarch. Frederik den 7 ankom til Sønderborg den 6. april. Den 9. april bragede det løs i Bov. Den 23. april gik danske styrker efter slaget ved Slesvig-Holsten tilbage til Als. Styrkerne blev indkvarteret rundt om på øen, men der blev dog en styrke på 1800 mand tilbage i selve byen.
| |
|
|
Tyskerne rykkede frem til Alssund, men forholdt sig afventende og spændte, da danske krigsskibe var ikke til at spøge med og kystbatterierne på Als kunne godt blive en grim oplevelse. General C. F. Hansen var nu øverstbefalende på Als.
Den 6. maj satte danske styrker igen foden på Sundeved jord for at skabe et brohoved. Dette udviklede sig ikke til nogen større kamp. Dette kan dog skyldes at briggen "Mercurius" lå udfor slottet med bredsiden rettet mod Sundeved. Tyskerne lod de danske styrker arbejde i fred og den 27. maj var en skibsbro mellem Als og Sundeved en realitet. Dagen efter gik danskerne til angreb på de overraskede tyskere der blev fortrængt hen over Sundeved. De danske styrker måtte dog trække sig tilbage til Dybbøl og holdt stand der. Hen under aften indledte danskerne igen et angreb der fik tyskerne til at vige. Dette danske militære initiativ faldt ikke i god jord politisk set og styrkerne trak sig tilbage til brohovedet.
Den 26. august 1848 trådte en våbenstilstand i kraft og i november rømmedes brohovedet på Sundeved-siden, dette dog først efter at tyskerne højtideligt havde lovet at ingen af deres patruljer ville nærme sig brohovedet og kysten mod Sønderborg. Dette løfte blev dog brudt adskillige gange i den efterfølgende tid. Ifølge våbenstilstandsaftalen måtte der kun være 2000 mand på Als, men med baggrund i at våbenstilstanden var meget spinkel og de konstant svirrende rygte om et forestående tysk angreb var styrken på øen omkring 8000 mand.
Den 2. april 1849 brast våbenstilstanden og brohovedet på Sundeved blev igen besat af danske styrker og en snarlig fremrykning var foranstående. General C. F. Hansen var i mellemtiden blevet krigsminister og han ledte personligt fremrykningen, der startede den 3. april. Den danske styrke havde sammenstød med fjenden i Adsbøl og Ullerup. Begge steder gik det godt, men dette kunne desværre ikke vare ved . Den tyske hovedstyrke var nået frem og var for stor en mundfuld for krigsministeren. Han gav ordre til tilbage trækning til brohovedet ved Sundeved. Den danske hovedstyrke blev efterfølgende overført til Fyn og efterlod et flankekorps med oberst C. J. de Meza som chef tilbage på Als.
| |
|
|
De tyske styrker besatte Dybbøls efterladte skanser og kørte deres artilleri i stilling. C. J. de Meza var blevet udnævnt til general og var kommandant på Als, som i øvrigt var i belejrings tilstand. Der var mange artilleri træfninger i og omkring brohovederne i den efterfølgende tid og Sønderborg by blev da også ramt, dog uden der var tale om alvorlig skade.
Den10. juli 1849 blev der indgået en våbenstilstands konvention i Berlin. I aftalen indgik der norske-svenske styrker som skulle indsættes i nord Slesvig og skabe en neutral zone. Den 4. september blev belejringen af Als ophævet og en del af de indkommanderede soldater blev hjemsendt. General de Meza var i mellem tiden blevet syg og var rejst til København. Hans afløser som kommandant på Als blev General F.H. von Schleppegrell.
| |
|
|
Slesvig-holstenerne var ikke tilfreds med konventionen og uroen ulmede så meget, at en del af de ellers hjemsendte soldater måtte atter i trøjen i en delvis mobilisering, december 1949. Der blev sluttet "en simpel fred" med Berlin, men tilbage stod opgøret med Slesvig-holstenerne, der iværksatte en indrykning i Sønderjylland. Generel Schleppegrell skulle med sine 2 brigader rykke til Flensborg og møde resten af hæren der kom fra nord. Fremrykningen startede den 16. juli 1850 og førte til slaget ved Isted den 24.-25. juli som gav dansk sejr. 13. januar 1851 standsede alle fjendtligheder og hæren kunne mindske sin størrelse til fredstidsstyrke i sine garnisoner, deri blandt også Sønderborg. I den forbindelse skulle ca. 14.000 mand være fragtet over Alssund.
I den efterfølgende tid lykkes det ikke at få gennemført en permanent befæstning af Dybbøl højene. I marts 1861 påbegyndte ingeniørkorpset at udbygge de 10 skanser. Arbejdet stoppede imidlertid, da bevillingerne slap op 8 måneder senere, uden at arbejdet var gjort færdigt. Det skal dog bemærkes at arbejdet også omfattede brohovederne på begge sider af Alssund og batterierne omkring brohovedet på Als.
| |
|
|
Krigs udsigterne virkede igen truende og en bataljon blev sendt til Sønderborg den 16. april 1861. Bataljonen var på 534 mand og blev indkvarteret i Sønderborg by. I februar 1862 til gik også 80-90 mand i en artilleri styrke. Brohovederne og 3 batteri blev igen militære aktive. Krigs truslerne fortog sig dog en del og Sønderborg kunne se frem til et fredeligt år. I 1863 virkede krigen igen truende, men ledende regeringskredse fastholdt at der ikke ville ske noget før foråret 1864 og syntes derfor at have god tid med forberedelserne og færdiggørelsen af skanserne på Dybbøl. Dette skal også ses i lyset af den klippefaste tro på at Dannevirke stillingerne kunne holde tyskerne ude af Danmark. Først ved årsskiftet 1863-64 begyndte man at gøre noget ved Dybbøl stillingerne og dette kun i begrænset omfang.
Personer med tilknytning til 3 års krigen
Oberstløjtnant H.C. Riegels. Født 1793. Kommandant 30. marts 1848 - 29. april 1848. 1848 kommandant på Als. 1848 civilguvenør frem til 1850.
Generalløjtnant C.F. Hansen. Født d. 29. november 1788 i Helsingør. Kommandant 5. maj 1848 - 15. november 1848. 1802 - militær løbebane starter, fenrik, sekondløjtnant. 1811 - Premierløjtnant. 1817 - Stabskaptajn. 1828 - major. 1833 - Oberstløjtnant. 1841 - oberst. kommandant på Als, generalmajor.
O. Rye. Født 16. november 1791 i Norge. Kommandant 15. november 1848 - 21. november 1848. 1804 - kadet. 1808 - fenrik. 1809 - premierløjtnant. 1815 - forlader Norge, preussisk tjeneste. 1816 - dansk tjeneste. 1817 - stabskaptajn. 1840 - major. 1842 - oberstløjtnant. 1848 - oberst, kommandant på Als.
Generalmajor F.R.H. von Bülow. Født den 4. februar 1791 i Gram. Kommandant 21. november 1848 - 15. april 1849. 1808 - løjtnant. 1813 - premierløjtnant, kaptajn, major. 1842 - bataljonskommandør, oberstløjtnant. 1848 - oberst. 1848 - generalmajor, kommandør på Als.
Oberst Christian Julius de Meza. Født d. 14. januar 1792 i Helsingør. Kommandant 15. april 1849 - 15. oktober 1849. 1803 - kadet. 1808 - Sekondløjtnant. 1810 - løjtnant. 1811 - premierløjtnant. 1821 - kaptajn. 1842 - major. 1848 - oberstløjtnant. 1848 - oberst. 1849 - kommandant på Als.
General F.H. von Schleppegrell. Født 28. juni 1792 i Norge. Kommandant 15. oktober 1849 - 16. juli 1850. 1805 - militærakademi i Christiania, Norge. 1807 - sekondløjtnant. 1809 - premierløjtnant. 1814 - forlader Norge (bl.a. med O. Rye), indtræder i tysk tjeneste (bl.a. med O. Rye). 1819 - kaptajn, indtræder i den danske hær. 1839 - major, oberstløjtnant, oberst. 1848 - kommandant på Als, generalmajor.
1864 - Krigen og den tyske periode
Bataljonen der lå i Sønderborg indkaldte sine sydslesvigske soldater. Et feltbatteri, et fæstningskompagni og hærens brokompagni blev ligeledes mobiliseret i Sønderborg. Fæstningskompagniet fik etableret sit skyts i Dybbøl stillingen, forskellige depoter og et feltbageri blev etableret i Sønderborg. En skibsbro var allerede blevet etableret i februar, så nu var der to broer over Alssund. Skibsbroen var blevet anlagt ca. 120 meter nord for pontonbroen.
| |
|
|
Den 1. februar gik tyskerne og østrigerne over Ejderen og kampene ved Dannevirke begyndte. Allerede før realiteterne meldte sig havde rygterne gået sin gang i byen, at de danske styrker ville forlade Dannevirke. Den 7. februar var det ikke rygter længere, de danske styrker var på tilbagetog fra Dannevirke. De styrker der skulle til Sønderborg ankom byen korrekt i geledder og i trit, men var tydeligt mærket, nærmest segnefærdige, af den lange tur fra Dannevirke. Hvert hus i byen syntes at huse soldater, der var dødtrætte og udmattede soldater overalt i byen. Hærens overkommando ankom til byen samme aften og blev indlogeret på apoteket. Situationen var kaotisk, nærmest grotesk, en by med 4.000 indbyggere kunne ikke klare en belastning der lignede 30.000 soldater. Det var heller ikke planen at alle skulle være i Sønderborg, de skulle have været fordelt rundt omkring i Als landsbyer, men tilbagetoget havde været for hårdt og kun enkelte enheder nåede deres egentlige bestemmelses sted uden for Sønderborg. Nødplanen var at lade tropperne hvile ud til næste dag og så lade dem fortsætte til de planlagte indkvarteringer. Nu ville vejrguderne det anderledes og sendte en snestorm over området en til to dage, først herefter lykkes det at få spredt styrkerne. I disse dage blev der virkelig tæret på sønderborgernes fædrelandskærlighed og offervilje. Tilbage i byen skulle der blive 2.900 mand og 220 heste, resten blev fordelt på Als.
Den højeste myndighed på øen var nu generalløjtnant G.D. Gerlach, der havde afløst generalløjtnant C.J. de Meza.
| |
|
|
Kampene begyndte i forterrænet til Dybbøl stillingen. Fra udsigtshøjen ved Mølledammen kunne borgerne følge kamphandlingerne, for blot at konstatere at de danske forposter blev trængt tilbage. De første granater landede i byen den 15. marts, de var egentlig ikke tiltænkt byen, men venstre flankestilling på Dybbøl. Ingen kom til skade og der skete kun ringe materielskade, men der gav indbyggerne en forsmag på hvad der var i vente. Indbyggernes reaktion var forståelig og kom prompte; De der kunne, flyttede så hurtigt som muligt. Den 2. april blev den sydlige del af Sønderborg beskudt af den tyske batteri i Gammelmark ved Broager. Slottet blev først ramt, hvilket medførte 28 dræbte eller sårede. Det tyske artilleri syntes nu bevidst at rette nogle at deres kanoner mod slottet og rådhuset. Udover rådhuset og slottet blev en del af de nærliggende bygninger temmelig skadet, men lykkedes at afværge en brand på slottet. Herunder aftenen tiltog beskydningen i styrke og en del bygninger brød i brand. En granat slog ned i apoteket som rummede hovedkvarteret, dog uden at anrette større skade, men hovedkvarteret blev flyttet længere nordpå til Ulkebøl. I løbet af aftenen lykkedes det brandkorpset at få slukket brandene, men disse blussede op igen den 3. april om morgenen , da det fjendtlige artilleri igen intensiverede skydningen. At slukke brande med granatstykkerne flyvende om ørene og et tiltagende stormvejr var alligevel for meget for det militært organiserede brandkorps, også selv om de havde fået hjælp fra København brandkorps. Store dele af den sydlige og vestlige del af Sønderborg gik op flammer.
| |
|
|
Beskydningen ophørte den 18. april sammenfaldende med at tyskerne stormede Dybbøl stillingen. På dette tidspunkt var der kun 350 indbyggere tilbage af 4000, resten var flygtet ud af byen og der er vel også grænser for, hvor mange der kan holde til 16 dages artilleri beskydning. Fordi så mange havde forladt byen var de civile mennesketab forholdsvis lavt. Dybbøl stillingen var forladt og de resterende styrker trukket tilbage til Sønderborg og Alssund udgjorde nu frontlinien mellem danskerne og tyskerne.
Den 29. juni satte tyskerne over Alssund ved Sottrupskov til Arnkilsøre og der blev kæmpet hårdt om Kær by og sydøst for Kær by og Sønderborg blev beskudt fra resterne af Dybbøl Mølle. De danske styrker ved Mølby i Sønderborgs nord kant trak sig tilbage til Sønderskoven sydøst for Sønderborg. Sønderborg by lå nu blottet og kunne uden større kræftanstrengelse fra tyskernes side indtages. Med disse realiteter gled Sønderborg herefter over i sin tyske periode, som skulle vare i 56 år.
De danske styrker ved Sønderskoven blev evakueret til Fyn fra Als østkyst.
I slutningen af 1860'erne blev Sønderborg og Dybbøl udbygget som en fæstning for at styrke kystbevogtningen. Dette betød skansebygning i Dybbøl og omkring Sønderborg. Der blev bygget 5 skanser og krudtdepoter omkring Sønderborg. Borgere måtte i den forbindelse afgive jord til forehavende. Byen rummede en betydelig styrke af fodfolk (infanterister) og artillerister, så mange at slottet ikke kunne rumme dem alle. Slottet blev i øvrigt brugt som kaserne helt frem til 1920. Soldaterne måtte simpelthen indkvarteres i byen hos borgerne der også skulle beværte de nye "logerende".
I 1870 røg tyskerne og franskmændene i totterne på hinanden i den tysk-franske krig. Dette betød at Dybbøl- Sønderborg fæstningen blev yderligere forbedret med vejanlæg og fjernelse af højere vegetation inden for fæstningens område. Da tyskerne og franskmændene i 1871 igen kunne være i stue sammen mistede fæstningen sin betydning rent militært. I 1884 var der kun en bataljon infanterister tilbage i Sønderborg, og artilleristerne havde forladt fæstningen.
Omkring år 1900 anlagdes en marinestation i Sønderborg og den første del af den egentlige marinestation, nuværende sergentskole, blev bygget i 1907-12 sammen med beboelse til officerer der blev henlagt til nuværende Helgolandsgade og Jomfrusti.
| |
|
|
Det betød i 1910 at Sønderborg gik fra 500 til 2.000 soldater eller det samme som forøgelse af indbyggertallet på 25%. Udover at være marinestation skulle der også være skibsartilleriskole.
I år 1914 varslede det atter krig og dårlige tider. Marinestationen blev sat i alarmberedskab og de tilstedeværende skibe stak til søs. Der blev proklameret mobilisering og en del af danske sønderborgere og øvrige sønderjyder syd for Kongeåen, blev tvunget i tysk tjeneste, for at kæmpe for en sag der ikke var deres; I værste fald kunne det komme på tale at skulle kæmpe mod Danmark og andre danskere. Første verdenskrig var en realitet. Tyskerne tog deres forholdsregler og arresterede "mistænkelige politiske personer" og danske "tysk-militærnægtere". Disse blev anbragt enten i det nyoprettede amtsstatsfængsel på Kongevej eller på Sønderborghus som var blevet militært beslaglagt. Personer der direkte var mistænkt for spionage røg lige lugt i fangekælderen på Sønderborg Slot. Senere blev alle krigsrelaterede fanger overført til Sønderborg Slot, dog ikke fangekælderen.
Sønderborg Slot havde god plads eftersom infanteribataljonen var draget til fronten. En uges tid efter overflytningen til slottet begyndte tyskerne at løslade enkelte fanger der var ved landbruget, fordi de ikke kunne undværes på bedrifterne og en måneds tid senere blev de sidste fanger løsladt. Løsladelsen var dog ikke betingelsesløs og de løsladte måtte love ikke at udvise utysk sindelag. Sønderborgerne måtte konstatere at krigen også krævede sin pris i byen, da pontonbroen i august 1914 blev fjernet for at blive brugt andet steds. Den tyske bataljon havde jo forladt slottet og broen over Alssund havde mistet sin militære betydning i området. Herefter måtte overfarten klares med fiskerbåde, en enkelt motorbåd og en improviseret tovfærge.
I 1916-17 var der knaphed på alt, derfor var rationeringskort og planøkonomi er del af dagligdagen. En stigende utilfredshed blandt den tyske befolkning medførte i efteråret 1918 en revolution der gjorde det af med regimet i Tyskland. I Sønderborg tog marineskrædderen Bruno Topff sammen med et soldaterråd kommandoen i byen omkring den 17. november. De følgende dage lykkes det Bruno Topff at udråbe øen Als til republik, hejse et rødt flag over marinestationen og slottet for at vise at revolutionen herskede, få udleveret finanser fra byens rigsbank, sætte bystyret ud af spillet, samt at udlevere ekstra rationer til byen befolkning. Det sidste lagde ham meget på sinde, idet han ikke mente at befolkningen skulle mærke revolutionen som endnu hårdere tid, tværtimod skulle revolutionen mærkes som en frelse. Bruno Topff var kommet til Sønderborg marinestation som tuberkulosepatient og var derfor noget svækket, så efter 3 hektiske dage brød han sammen og spillede ikke længere mere nogen aktiv rolle i revolutionen. Bruno Topff døde den 9. november 1920 i Sønderborg.
| |
|
|
I samme måned havde danskeren H. P. Hansen rejst kravet om folkets ret til selvbestemmelse i Sønderjylland. Dette medførte en række møder for danskere og dansksindede, hvilket ikke var populært blandt den tyske befolkning. Danskerne fik igen mulighed for at stille op til kommunalvalg.
Den endelige dato for afstemningen, hvor danskerne havde mulighed for at stemme Sønderjylland hjem til Danmark igen blev sat til den 10. februar 1920. Forud for afstemningen ankom den 22. januar franske alpejægere, som skulle sikre at afstemningen skulle forløbe roligt og for at vise deres tilstedeværelse, blev det franske flag hejst på marinestationen. Valget forløb roligt og Sønderjylland blev stemt hjem til Danmark og grænsedragningen kom til at gå, hvor den er i dag.
1920 - Dansk Garnison
I 1919 havde Røde Kors og "Sønderjyske Fond" ville i et samarbejde skabe bedre forhold for krigsinvalider. I 1920 blev den nordlige del af marinestationen, nu Skolekasernen, hovedistandsat og indrettet til et nyt formål, en skole og behandlingssted for krigsinvalider. Bygningen blev indrettet med operationsstue, røgten, sygestuer, laboratorium og proteseværksted. På loftet, og senere i nogle barakker ved siden af bygningen, blev der indrettet optræningsværksteder. Her blev der uddannet snedkere, sadelmagere, skomagere og en række andre håndværk. For visse fag var der praktikperioder i selve byen for blandt andet gartner, glarmester og barbere. Efter endt uddannelse skulle der aflægges svendeprøve med bedømmelse. Krigsinvalide skolen havde tjent sit formål og lukkede i maj 1925.
| |
|
|
I forbindelse med at Sønderjylland igen havde mulighed for at komme under dansk flag, skulle der selvfølgelig også være danske soldater i området. Sønderjysk kommando blev sammensat til formålet og bestod af en sammensat styrke fra alle de 30 infanteribataljoner i resten af landet. Styrken blev samlet på Fyn og kun soldater med gode soldater papirer kunne komme i betragtning i kommandoet. Den bataljon der skulle til Sønderborg blev udskibet fra Assens den 5. maj 1920 i "Olfert Fischer". Tusinde af sønderborgere var mødt op på kajen for at modtage soldaterne. Marinestationen skulle nu være kaserne. De franske alpejægere havde taget opstilling i kasernegården for at modtage de danske soldater. Kasernen var i noget sørgelig forfatning der Sønderjyske Kommando overtog den sydlige bygning, der i den grad trængte til en "kærlig hånd". Efter at soldater var blevet indkvarteret, fik de fri til at gå ud og hilse på de forventningsfulde borgere.
| |
 
|
|
En af garnisonens første officielle pligter var at marchere til Dybbøl for at nedlægge kranse og ære de faldne fra april 1864. Senere gik turen til Kær halvø for at mindes de faldne fra 29. juni (tyskernes overgang af Alssund). Begge disse begivenheder gennemføres den dag i dag. På Dybbøldagen, den 18. april, er der kransenedlæggelse, taler, parade og march gennem Sønderborg by og den 29. juni nedlægges der kranse på et antal krigergrave på Kær halvø.
Sønderjyske Kommando var fordelt på 3 garnisoner, Sønderborg, Tønder og Haderslev.
I Sønderborg: Chefen for kommandoet, Oberst C. C. F. Moltke og dennes stab, første bataljon med stab, korporalskole og et kompagni.
I Tønder: Anden bataljon med stab, korporalskole, et kompagni og rytterstyrken.
I Haderslev: Tredje bataljon med stab, korporalskole og to kompagnier.
I 1923 opløste man Sønderjysk Kommando og indførte den endelige garnisonering. Første Jyske Division og den tidligere chef for Sønderjyske Kommando oberst Moltke, blev chef for divisionen, udnævnt general og fik hovedsæde i Sønderborg.
Indledningsvis var det en regimentsstab og en bataljon der fik til huse på Sønderborg kaserne. Der skulle uddannes danske soldater, men der lå en opgave mere som lød på uddannelse af "Sønderjyske landstorm". Dette var tysk uddannede sønderjyder der blev opstillet i 4 reservebataljoner, der skulle indkaldes i forbindelse med krig. Kun bataljoncheferne og deres adjudanter, en løjtnant og en sergent pr. kompagni var uddannet i dansk forsvar, resten var tysk uddannet, men sønderjyder.
Den nordlige del af kasernen stod tom, efter at Krigsinvalideskolen var lukket og det blev besluttet at pr. 1. oktober 1926 skulle Fodfolkets Sergentskole flytte til Sønderborg fra Arhus. Indledningsvis var ledelse og lærerstab på 8-9 officerer og officianter og eleverne omkring 60 korporaler, der skulle igennem 11 måneders uddannelse. I 1932 genindfører man oversergent graden og skolen skiftede navn til Fodfolkets Sergent- og Oversergentskole. Sergentskolens to største bygninger ændrede navne ved skolens ankomst til kasernen. Den sydligste bygning havde betegnelsen Søndre Kaserne, dette blev ændret til Regimentskasernen og den anden store bygning nord for ændrede navn fra Nordre Kaserne til Skolekasernen. Navne ændringen var bestemt af Krigsministeriet.
Frem til 1940 gennemgik Sønderborg Kaserne en del ombygninger så forholdene kom til at passe bedre til den uddannelse der foregik. Således blev der opført et eksercerhus, hvor man for første gang anvendte selvbærende betonbuer til understøttelse af taget i offentlig regi. I dag rummer dette eksercerhus sergentskolens værksteder og depoter.
1940 - Besættelsen
Den 9. april 1940 var der omkring 400 mand på kasernen. Da alarmen lød rykkede enhederne ud og besatte områderne Avnbjerg-Frydendal, nord for byen, og brohoved skanserne, på Dybbøl siden. Der blev afsendt en enhed til Ulkebøl efter der havde været forlydener om tysk landsætning ved Mommark. I kasernens flagtårn blev der opstillet luftværnsrekylgevær, som åbnede ild mod 3 tyske fly der fløj lavt henover kasernen. Men det var faktisk det tætteste man kom på ildkamp i Sønderborg. De egentlige træfninger foregik længere vest på. Den tyske okkupation var nu en realitet, men uddannelsen på skolen fortsatte.
Det var kun 20 år siden at tyskerne havde forladt Sønderborg i forbindelse med genforeningen, og nu var de her igen, så frygten var ikke så langt væk for en stor del af indbyggerne. Det var blandt andet derfor at garnisonen gennemførte en march gennem byen den 15 juni 1940, Genforeningsdage. Denne manifestation satte de danske stor pris på, og det gjorde de tyske også, om end med omvendt fortegn. Oberst H. E. Christensen som var garnisonskommandant i Sønderborg blev i den forbindelse forsat til en Sjællands garnison. Hans afrejse blev markeret med en stor afskedsfest på Sønderborghus. Året efter modtog garnisonen det genoprettede musikkorps. Korpset spillede på Rådhustorvet for 8-10.000 mennesker. Denne form for demonstration af dansk nationalfølelse har sikkert heller ikke faldet i tysk smag.
| |
|
|
1942 blev året, hvor Værnemagten krævede at alle danske soldater skulle flyttes til ørene øst for Jylland. 18 bataljon og musikkorpset blev flyttet til Fåborg og sergentskolen blev flyttet til Næstved. For sønderborgenserne var det som at genopleve den 9. april 1940. Byen sagde farvel til garnisonen med maner, ved et arrangement i gymnastiksalen og 2 dage senere med en parade igennem byen med musikkorpset i spidsen. Den 15. november 1942 overtog Værnemagten officielt kasernen.
Det blev igen marinen der rykkede ind på Sønderborg Kaserne, denne gang dog uden et større opbud af orlogsfartøjer. Den tyske marine brugte kasernen som sømineskole og til torpedoer.
1945 - Dansk Garnison
Budskabet om de tyske styrkers kapitulation nåde også Sønderborg, den 4. maj 1945. Lokale frihedskæmpere satte plakater op i byen i løbet af natten, der fortalte befolkningen hvordan de skulle forholde sig overfor den kapitulerede værnemagt. Der var stadig tyske patruljer fra kasernen i byen og der var adskillige tyske fartøjer i havnen.
Den 8. maj ankom allierede styrker til byen og dagen efter indledes forhandlingerne om tyskernes afmarch. 20 alsiske frihedskæmpere rykkede ind på kasernen og under rolige omstændigheder fik afvæbnet de tyske styrker der var på kasernen. Den 22. maj etablerede frihedskæmperne en 7 mands stor vagtstyrke på kasernen. Vagtstyrken blev der til 22. juli, hvor den blev afløst af reelle danske styrker og splitflaget kunne atter hejses over kasernen.
| |
|
|
I 1947 ankom der et stort antal kister til kasernen, med de jordiske rester af omkomne fra tyske koncentrationslejre. Fra Sønderborg førtes kisterne til de respektive kirkegårde landet over.
Året 1959 indledtes forhandlinger mellem Forsvaret og Sønderborg Kommune om kommunes overtagelse af de militære øvelsesområder, med blandt andet skydebane, der lå syd for byen. Der udover skulle der også tales om et nyt øvelsesområde til kasernen nord for byen og dette indebar en ekspropriation af en del gårde. Denne plan blev en realitet i 1963 og området er den dag i dag kasernens øvelsesplads. Medens dette stod på skiftede skolen navn i 1961 til "Infanteriets Befalingsmandsskole - Sønderborg". Bindestregen og bynavnet tilkendegav at der også foregik sergentuddannelse i Kronborg. Dette blev dog ændret i 1966 da man sammenlagde sergentuddannelserne i Sønderborg. Skolen foretog igen et mindre navneskifte, hvor bindestregen og bynavnet blev fjernet, så skolen slet og ret kom til at hedde "Infanteriets Befalingsmandsskole".
1997 - Nybygning
I tiden 1969-72 gennemførtes en række om- og nybygninger på kasernen for at tilpasse sig de mere moderne tider. Skolen ændrede nu navn til "Sergentskolen i Sønderborg". Undervisnings-faciliteterne blev moderniseret i 1974-75 for at følge med de stadig udviklende krav på det pædagogiske område. Skolen havde i 1976 en indkvarteringskapacitet der var for lille, så der måtte bygges en 3 etagers bygning i den nordlige del af kasernen, udelukkende til indkvartering af eleverne.
Som følge af forsvarsforliget i 1989 blev det besluttet at flytte sergentskolen til Odense og lukke Sønderborg kaserne. Men et er et stykke papir med et forlig på, et andet er virkeligheden. Sønderborg og omegn rejste sig i protest og i modsætning til tidligere "overgreb" på byen, var dette ikke en fremmed magt der var stor og farlig, men sønderborgenserens egen regering der bragte sindene i kog. Den første protest fik efterhånden mere karakter af et direkte parlamentarisk "modangreb". Lokal politikere på tværs af parti farve stod sammen, bakket op af lokalbefolkningen, hjulpet af interesseorganisationer både i Sønderborg og Odense. Kampen skulle vare i 6 år og i forbindelse med forsvarsforliget i 1995 fik Sønderborg lov til at beholde sin sergentskole.
I 1996 opsættes en plade på kasernens sydlige bygning med orderne "For ret at byde, lær først at lyde". Denne læresætning eller motto er hentet fra Kronborg hvor, som tidligere nævnt, en del af sergentuddannelsen foregik. I 1996 var det netop 30 år siden uddannelserne blev samlet i Sønderborg.
I 1997 ændrede skolen navn som følge af forsvarsforliget til "Hærens Sergentskole", og skolens hovedbygninger fik nye "gamle" navne. I 1998 fik skolen udvidet sin indkvarterings kapacitet med yderligere en bygning i forlængelse af den nordligste liggende bygning. I forlængelse af nybyggeriet renoveres indkvarteringsforholdene næsten over alt på skolen. Auditorierne renoveres ligeledes og bliver udstyret med ny undervisningsteknologi.
Hærens Sergentskole i dag
Dette afsnit opdateres snareste med de nyeste tiltag på Hærens Sergentskole!
