Nyeste hold påbegyndte uddannelsen i Sønderborg 17. august 2009.
Officersaspirantuddannelsen skal gøre dig til fører og leder af soldater. Det betyder selvfølgelig vi stiller krav til dig og din uddannelse, men også at du får udfordringer og oplevelser som du ikke kan få andre steder.
Du vil blive personligt udviklet mentalt, fysisk og fagligt. Du vil få både praktiske og teoretiske færdigheder, der sætter dig i stand til at uddanne, føre og udvikle en deling soldater, både hjemme og i vores internationale missioner.
Som officersaspirant bliver du optaget i officerskorpset, og vil være en af de soldater, der har ansvaret for Forsvarets mange opgaver.
Uddannelsen
Officersaspirantuddannelsen begynder med 13 måneders uddannelse ved Hærens Sergentskole i Sønderborg. Tiden er fordelt på 4 moduler.
1. modul starter med 2 måneders militær grunduddannelse, hvor du lærer de almindelige færdigheder, der gør dig i stand til at kunne agere som soldat.
2. modul med 4 måneders sergentuddannelse, hvor du lærer at føre og undervise en gruppe soldater.
I 3. modul er du i praktik hos et af hærens 8 regimenter, hvor du er fører for en gruppe soldater, under deres værnepligt og dermed gør brug af alle de ting du lige har lært på sergentskolen.
4. modul er du tilbage på sergentskolen og skal nu lære at føre din gruppe i delingsrammen. Det betyder du kommer til at anvende al den viden og erfaring du har tilegnet dig i de forgangne 10 måneder, og skal lære at få dine handlinger til at hænge sammen på et højere niveau.
Ved afslutningen af 4. modul bliver du udnævnt til sergent og er således klar til at indtræde på den egentlige officersuddannelse på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot.
Uddannelsen stiller konstant krav til dig. Både fysisk og psykisk vil du blive udfordret og testet af dine foresatte. Under uddannelsen falder en del fra, både fordi de ikke selv kan klare kravene, men også fordi Forsvaret kun vil have aspiranter igennem uddannelsen der kan klare arbejdet som fører og leder af soldater.
Din hverdag er en blanding af teori og praksis, og du vil opleve at du fysisk og psykisk bliver stærkere under uddannelsen. Du vil opnå et kammeratskab med de andre aspiranter, som vil komme dig til gode på arbejdet og i fritiden.

Ansættelse i Forsvaret
Som ansat i Forsvaret skal du gennemgå en særlig procedure for at blive godkendt til adgang med fortrolige oplysninger, der også indebær en vurdering af dine personlige forhold, såsom pletfri straffeattest.
Adgangskravene:
Mindst 155 cm uden fodtøj.
Helbredsmæssigt sund og rask.
God fysisk form.
Bestået STX, HHX, HTX, HF eller tilsvarende med minimum karakteren 2 (6 på gammel skala) i fagene dansk, matematik og engelsk.
Sikkerhedsgodkendelse.
Erklæret EGNET til militærtjeneste på Forsvarets dag (session).
Bestået ansættelsesprøve.
Ansættelsesprøve:
Fysisk prøve:
Mænd: 2000 m på 12:00 min, 16 forsideøvelser, 16 rygsideøvelser
Kvinder: 2000 m på 13:45 min, 13 forsideøvelser, 13 rygsideøvelser.
Skriftlige prøver.
Interview med psykolog.
Interview med militært personel.
Helbredsundersøgelse.
Godkendes ved endelig kommission, som afslutning på et 2 dages prøveforløb ved Forsvarets Rekruttering i Jonstruplejren på Sjælland.

Ansættelsesvilkår
Dagene på uddannelsen vil være lange, med 9 timers tjenestetid i gennemsnit, derudover skal du forberede dig til de følgende dages undervisning og til enhver tid have styr på din udrustning.
Du vil være indkvarteret sammen med 6-8 af dine kammerater fra din deling på belægningsstuer, hvor der er fælles pligter i forbindelse med vagttjeneste og rengøring.
Du vil modtage løn under hele uddannelsesforløbet. Du har fast tjenestested i Sønderborg og er derfor ikke berettiget til at få billetter eller privat kørsel refunderet. I den tid hvor du er væk fra det faste tjenestested (praktik osv.) er du dog berettiget til refundering af transport.
Der er parkeringsmuligheder ved kasernen i et indhegnet område, hvor du kan parkere med såvel bil som med motorcykel.
Hærens Sergentskole tilbyder dig:
En spændende hverdag med fysiske og boglige udfordringer.
En hverdag der veksler mellem teori og praktik.
En moderne uddannelsesby med mange andre studerende.
En kaserne tæt ved by og strand, med moderne faciliteter og mange fritidstilbud.
Kort sagt: En lederuddannelse som ikke bare er teoretisk, men som løbende følges op af praktik.
Uddannelse til officer
Efter bestået eksamen på Hærens Sergentskole, skal du fortsætte på Hærens Officersskole, hvor uddannelsen igen er en blanding af teori og praksis, men med hovedvægt på det teoretiske.
Uddannelsen på officersskolen vil ligeledes stille store krav til dine evner og vilje og du vil også her opleve en stor personlig udvikling.
Denne udvikling er nødvendig for at du bliver i stand til at uddanne og føre soldater under de betingelser der i dag stilles til danske soldater, hjemme og i internationale missioner.
Praktiske oplysninger
Ansøgningsskema sendes til Forsvarets Rekruttering, Jonstrupvej 240, 2750 Ballerup, e-mail: fvr@fvr.dk
Du er velkommen til at rette evt. spørgsmål sergentskolen på e-mail: hsgs.uddafd@mil.dk
Du kan læse mere om alle Forsvarets uddannelser på: www.forsvaretsuddannelser.dk