
Velkommen til Hærens Sergentskole!
Dette er ikke en skole for alle og enhver. Hvis du har selvtillid, er proaktiv og har selvdisciplin, så har du en god chance for at gennemføre en hård og målrettet lederuddannelse, hvor vi stiller store krav til dig både fysisk og psykisk.
Hærens Sergentskole uddanner sergenter, oversergenter og seniorsergenter til alle våbenarter i hæren. Yderligere gennemføres Officersaspirantuddannelsen og den Grundlæggende befalingsmandsuddannelse for kommende reserveofficerer og sprogofficerer. Desuden er skolen administrativt ansvarlig for korporalsuddannelsen.
For sergenteleverne gennemfører vi en grundlæggende uddannelse i føring af en seksmandsgruppe i kamp. Du får også praktisk ledelse og instruktørvirke på et niveau, der giver dig et diplom i den civilt anerkendte ”Voksenpædagogiske uddannelse”.
På korporalsuddannelsen gennemfører vi også dele af en voksenpædagogisk uddannelse.
For kommende over- og seniorsergenter gennemfører vi en videregående uddannelse i taktisk føring, praktisk ledelse samt uddannelsesplanlægning. De kommende seniorsergenter undervises også i organisation, sagsbehandling, forvaltningsjura og logistik som med en supplerende opgave tilsammen når akademiniveauet.
Her på skolen lægger jeg vægt på professionalisme, initiativ og respekt. Jeg stræber efter en udvikling inden for undervisningspædagogik og undervisningsteknologi, så vi kan opnå et højt fagligt og holdningsmæssigt niveau. Et niveau der gør det muligt for befalingsmænd at løse alle de typer af opgaver, der kommer på fremtidens kampplads.
Der har været sergentskole i Sønderborg siden1926, og skolen er bevidst om historiens betydning for den sønderjyske landsdel. Vi holder fast i historisk betingede traditioner samtidig med, at vi insisterer på at udvikle os og være klar til at løse fremtidens opgaver.
Oberstløjtnant Mads Rahbek
Skolechef

FAKTA OM HÆRENS SERGENTSKOLE
Skolen uddanner ca. 5-600 forskellige elever om året og det betyder, at der på årsbasis gennemføres mere end 30.000 undervisningslektioner og erhverves ca. 250 kørekort. Der er omkring 27.000 overnatninger på kasernen, og skoleværkstedet vedligeholder og servicerer 118 biler og 1300 våben årligt. Der skal også gøres rent og ryddes op på de næsten 14.000 kvadratmeter under tag.