Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Værnsfælles Forsvarskommando - Hærstaben
Forsvaret
18. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Mens vi venter 
Tid til øvelse igen. Denne gang med panserinfanterikompagniet fra Livgarden i Høvelte.
07-12-2005 - kl. 14:12

IRAK Hold 7
ALU1 Sjælland

Af Hans Christian Skaanning, Presse-  og Informations Officer

Fra ugens begyndelse har himlen over Sydsjælland været blå og uforstyrret. Men i dag onsdag - hvor kompagniet øver kamp fra stilling - trækker skyerne sammen. "Overfaldet" ovenfra kommer da også, men i den afprellende form af hagl, hvilket bringer smilene frem under hjelmkanterne.

Overfaldet på panserinfanterikompagniets stillinger har stået på i en halv times tid, men er netop slået tilbage. Fjenden, i form af KFOR Hold 14, har trukket sig for at reorganisere. Tilbage på det vindende hold sidder konstabelelev Jakob Iversholt i sit skyttehul sammen med sin ven og følgesvend "Carl Gustav".

Jakob er dysekanonskytte i 3. delings 2. gruppe. I kampens hede er han løbet tør for ammunition, og hans makker er løbet tilbage efter mere krudt.

 - Krigen er gået udmærket for os, synes jeg, men det er lidt langtrukket ind i mellem. Der er meget fokus på træning af lederne, kan jeg se, og det er selvfølgelig okay, fortæller han, mens vi venter på næste fases begyndelse.
På spørgsmålet om han føler sig klar til at tage til Irak, svarer han prompte:
 - Det kan ikke gå hurtigt nok!

 I den anden ende af kampstillingen, modsat Jakob Iversholt, sidder hans kollega konstabelelev Kristian Kjær fra København. Han er ligeså afklaret om sin udsendelse og mener, at denne øvelse og de følgende vil gøre gavn.

- Jeg har det fint med at skulle af sted, men vi er ikke klar endnu. Vi mangler lige det sidste, synes jeg. Og mere når Kristian Kjær ikke at sige, før ordren "frigør" bliver råbt, og alle hanker op i gearet og forsvinder bag kreten, hvor de pansrede mandskabsvogne og næste moment venter.

KSE R.S. Holtz har lagt LYFA'en og sygehjælper-gerningen bag sig et øjeblik.

Panserinfanterikompagniet reorganiserer imellem momenterne i Antvorskov.
Foto: R.S. Rerup

Ingeniører på vagt
Jeg har fulgtes med Stedfortrædende Stabschef (DCOS), major Lars Sørensen, i løbet af ugen. Den erfarne og langbenede infanterist er kampobservatør under øvelserne, men ikke af den hvidmarkerede slags. Vi kryber langs hegnene og tømmer lystigt magasiner, når ilden gives fri.

En sand fornøjelse for mig især, som ikke har løsnet ét skud siden 1993, hvor jeg hoppede af min Leopard for sidste gang.
Lettere opstemte af det nyligt vundne slag, slår vi et smut omkring det fremskudte forsyningsområde for at hilse på nogle af folkene bag frontlinjen.

I porten står ingeniørerne Lasse Pedersen og Jonas Nielsen. De har begge vagten lige nu, de er begge tjenestegørende i Skive og begge del af 3. HRU. Men her hører ligheden også op.

- Jeg har været meget ude, starter Lasse. Jeg har lagt pigtråd, udlagt og ryddet panserminer. Og jeg har kørt meget rundt med ammunition. Så jeg har fået set mig omkring, fortæller en munter Lasse Pedersen fra Horsens.

- Jeg har ikke set en skid, konstaterer Jonas Nielsen straks og tørt. Jeg har haft vagt her i forsyningsområdet alle dagene, og har ikke været i terrænet overhovedet.

Hverken skadefryden eller misundelsen er dog større blandt venner, end at de begge kan grine ad det - mens de står og holder vagt.

Østerby bykamp
Torsdagen har budt på både hagl og regn. Men her tidligt på aftenen - hvor Østerby skal befries fra en fjendtlig luftlandsætning - har stjernerne og den halvfulde måne hele himlen for sig selv.
Vores panserinfanterister har allerede befriet Østerby to gange i dagslys, men i mørke og uden brug af aktivt lys er den samme opgave en anden snak.

Indtagelsen af byen og kastningen af fjenden er gået som den skulle.
 - Faktisk bedre end begge gange i dagslys, siger kampobservatør oversergent Henrik Geertsen, som selv har været med til at uddanne folkene.

Kompagniet reorganiserer. 3. deling holder det sydvestlige hjørne af byen, hvor der er overblik, men ingen ro.
 - De lyfa'er (lysforstærkningsudstyr) skal bare arbejde, brøler 3-5 entusiastisk til sine folk, mens en dysekanonskytte kaldes frem og får udpeget sine højre-venstre begrænsninger.

Konstabelelev R.S. Holtz har allerede knælet ned og kilet kroppen ind i et indvendigt hushjørne for at opnå stabilitet. Han sidder med sin lyfa for øjnene og observerer ud i det åbne mod nordvest, hvor fjenden forventes at komme fra, hvis han kommer.

Samarit med blod på tanden
Ronni Holtz er delingens sygehjælper. En funktion, man ofte har en forudsætning for at få, men det har Holtz ikke. Han har til gengæld "fået blod på tanden".

- Jeg havde aldrig prøvet det før, men jeg kan rigtig godt lide det job. Det er en god fornemmelse at kunne hjælpe folk, og det har givet mig lyst til mere. Jeg tænker på at gå videre - som redder, måske læge, når vi kommer hjem igen, fortæller 21-årige R.S. Holtz dedikeret, mens han pligtskyldigt sætter lyfa'en for øjnene igen.

Fremtiden får vente lidt endnu. Lige nu er han i bykamp, og det er cremen af de seneste ugers øvelser.
- Jeg har det fint med, at det er tredje uge i træk, vi er ude. Det er stadig skægt. Men bykamp er det mest intense, fordi der er fart på fra start til slut.

ALU1 i Jylland og Sjælland er ovre. Bataljonschef Henrik Berg kan se tilbage på sit holds indsats.

- Som jeg var det med spejderne for en uge siden i Jylland, har jeg været glad for at se infanteristerne arbejde med de grundlæggende kampdiscipliner og opbygning af rutine. Det er forudsætningen for alt andet, vi skal, at vi er gode til det helt basale.

- Jeg har set stor intensitet og højt humør - og det er uhyre vigtigt. For i kamp er det den, der først slapper af og slækker på disciplinen, som taber!

KSE R.S. Holtz har lagt LYFA'en og sygehjælper-gerningen bag sig et øjeblik.

KSE R.S. Holtz har lagt LYFA'en og sygehjælper-gerningen bag sig et øjeblik.
Foto: R.S. Rerup