Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Værnsfælles Forsvarskommando - Hærstaben
Forsvaret
17. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Ny kæmpemesse i Irak 
Camp Danevang har indviet et stort nyt velfærdsområde – fælles for alle. Det er på én gang en bar, en biograf og et bibliotek
13-12-2005 - kl. 14:21

Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK

Alle i Camp Danevang har fået et mødested, hvor man kan hygge sig eller more sig alt efter humør. Den nye messe blev indviet ved en kæmpefest lørdag aften den 10. december. Festen blev skudt i gang med balloner, metervis af kage og et udvalg af sodavand og alkoholfrie øl.

- Her er virkelig hyggeligt. Det er rart, at bataljonen har fået et hyggehjørne og et socialt samlingssted, mener overkonstabel af første grad, Anders Detlefsen.

- Ja, nu kan folk strømme til fra alle de små terrasser, værksteder og kontorer og møde andre end de sædvanlige fra enheden, tilføjer militærpolitibetjent Andrew.

Ser det hyggeligt ud, eller hvad?

Ser det hyggeligt ud, eller hvad?

Storskærm og juletræ
Faglærte håndværkere fra stabs- og logistikkompagniets lejrsektion har bygget det nye velfærdsområde efter tegninger fra oversergent Frank, der også er uddannet bygningsingeniør Frivillige fra hele bataljonen har hjulpet med julepynt og påtaget sig tjanser som messebestyrer og bartender.

Området er proppet med hygge og underholdning. En fem meter bred storskærm kan forvandle området til en biograf eller danne ramme om håndboldpigernes triumfer i Sankt Petersborg. Billard, bordfodbold og brætspil er nogle af de aktiviteter, der foregår under de danske, litauiske og britiske flag, som udsmykker væggen.

Henne i et hjørne lyser et juletræ op. Det er af plastic, men der kommer snart et rigtigt grantræ fra Danmark. Langs med væggene og de bløde sofaer løber hylder med bøger. Biblioteket er også flyttet ud i messens inferno, hvilket ikke helt fremmer muligheden for fordybelse. Derfor er der planer om at sætte skillevægge op.

Åbningen af messen var en stor dag; ikke mindst fordi konstruktører og initiativtagere har måttet gå grueligt meget igennem for at realisere deres drøm. At tømrerne var plaget af skæve bjælker, var den mindste forhindring på vejen. Konvojen med de mange IKEA-møbler fra Kuwait blev beskudt under transporten gennem Irak, men de virkelige problemer opstod, da det blev besluttet at plante palmetræer foran messen.

Lidt skuffende lykkedes det ikke at finde et egnet navn til messen, selv om der var udskrevet en konkurrence om en tur til Kuwait. Men nu da messen er afprøvet, bliver det nok nemmere at sætte fantasien i gang.

Lidt skuffende lykkedes det ikke at finde et egnet navn til messen, selv om der var udskrevet en konkurrence om en tur til Kuwait. Men nu da messen er afprøvet, bliver det nok nemmere at sætte fantasien i gang.

Erstatning for palmer
Der blev truffet aftale om at købe tre store palmer i en lokal plantage. Men transporten til Camp Danevang blev et mareridt, der tog en hel nat. De tonstunge træer voldte lastbil og kran en del problemer. Lastbilen skred ud, så de oprejse stammer nær havde afskåret elforsyningen til den nærliggende landsby. I forsøget på at få vognen på ret køl igen, måtte to palmer lade livet, hvilket affødte et erstatningskrav på 70 dollars. Men hjem kom de; og nu står de omviklet med kæder af julelys og spreder en eksotisk form for julehygge i lejren.

De britiske soldater, som er tilknyttet den danske bataljon, var meget imponerede over den nye messe. En soldat, menig A. Warren fra Royal Scots Dragoon Guards, fik lange klapsalver, da han pludselig hev sækkepiben frem og gav et par numre.

- Allerede nu kan jeg fornemme, at messen vil blive samlingssted for hele bataljonen: danskere, litauere og briter uanset alder, køn eller rang. Det er præcis som jeg havde forestillet mig, lyder det stolt fra projektets initiativtager, kontakt- og velfærdsofficer Jacob Nielsen.

Skik følge eller land fly. Smøgerne er skiftet ud med vandpibe.

Skik følge eller land fly. Smøgerne er skiftet ud med vandpibe.