Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Værnsfælles Forsvarskommando - Hærstaben
Forsvaret
17. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Humwees til den irakiske hær 
En lille sommerfugl blafrer vildt med vingerne, og en fjer kilder i øregangen, når motoren bliver tændt. Skal vi virkelig af med dem…
30-11-2006 - kl. 10:31

Af kaptajn Mai Eriksen, presseofficer.

Tidligt om morgenen står de på fine rækker i solens gryende skær. Det har de gjort hver morgen i otte dage. De er blevet en del af Camp Danevang, og man bliver let forfalden til at føle sig en smule knyttet til dem.

Når solen er ved at nå toppen på himlen, stimler irakiske, britiske og danske soldater sammen om dem. Så sætter de sig ind bag de tykke ruder og starter motorerne. Wrroouumm… spinde, spinde…

"Åh, V8 turbo charge dieselmotor 190 heste. Hør den lyd. Det er bare blær at køre sådan en. Sådan en Humwee kan få drengen frem i enhver," udbryder major Klaus Damgaard, da en af dem kører tæt forbi.

Humwee i terrænet på Shaiba Log Base

Humwee i terrænet på Shaiba Log Base

Forbindelser
I Irak er major Klaus Damgaard forbindelsesofficer. Det er hans arbejde at koordinere og planlægge uddannelsen af de irakiske soldater fra 10. Irakiske Division.

Amerikanerne har doneret 128 Humwees til den irakiske hær i den sydlige del af Irak. Kronen på et af Major Klaus Damgaards mange gøremål bliver sat på fredag, hvor de første 32 af de mange Humwees skal overdrages til den irakiske hær. Så er et længere uddannelsesforløb nået til sin ende, og majoren kan kaste sig over endnu et nyt projekt.

"Det, vi har gjort, er, at først så har amerikanerne uddannet en række danske og britiske soldater, så de kan fungere som instruktører for de irakiske soldater, der skal køre i Humwee'erne fremover."

- Det lyder lidt bøvlet, Klaus. Kan amerikanerne ikke bare uddanne irakerne?

"Den 10. Irakiske Division opererer i den sydlige del af Irak, og det er uden for det amerikanske ansvarsområde. Derfor har de bedt os og briterne om at assistere med uddannelse og overdragelse af de mange biler. Måden, vi fik det til at gå op, var så, at amerikanerne uddannede folk fra den danske bataljon, hvor vi både er danskere og briter," forklarer majoren. 

De amerikanske, britiske og danske instruktører. 

De amerikanske, britiske og danske instruktører.

Begivenhed
På fredag den1. december vil Camp Danevang stå på den anden ende. Det er der i hvert fald udsigt til. På den første dag i julemåneden vil den danske bataljon lege julemand, og de 32 Humwees vil blive irakernes. To generaler og irakisk tv har meldt deres ankomst til den store overdragelsesceremoni:

"Det er jo lidt ærgerligt at skulle af med Humwe'erne igen. Men det bliver uanset hvad dejligt at kunne overrække dem til den irakiske hær. Det er endnu et skridt på deres vej til at kunne stå på egne ben. Det bliver godt for dem at få noget helt moderne materiel. Det vil højne respekten for dem i befolkningen," siger major Klaus Damgaard.

Klargøring inden afgang.

Klargøring inden afgang.

Humwee - fakta:
  • Den hedder egentligt HMMWV, som er en forkortelse for: High Mobility Multipurpose Wheeled Vehicle
  • Motoren er en 8 cylinders V-motor med 190 Hk.
  • 4 wheel drive.
  • Automatgear.
  • Differentialespærre på alle aksler.
  • Servostyring.
  • Air condition.
  • Opgraderet pansring.
  • Tårnet er drejeligt, og der kan monteres både let maskingevær (LMG) og tungt maskingevær(TMG).
  • Hydraulisk bagmonteret spil til flotbringning.
  • Plads til en besætning på 5 mand.
  • Punktérfrie dæk.
  • Rækkevidde: Radius ca. 400 km.