Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Værnsfælles Forsvarskommando - Hærstaben
Forsvaret
17. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Så blev det endelig jul i Asgaard … og alle andre steder! 
KOSOVO: Denne uge var kendetegnet ved kulturelle indslag på mange niveauer.
11-12-2006 - kl. 11:52

Af S. W. Sørensen, sergent, panserinfanterikompagniet

Mandag morgen startede med sang. Morgenappellen blev nemlig garneret med "Julen har bragt velsignet bud", og selvom julen således var kommet til Camp Olaf Rye, så udeblev de smukke julestemmer denne mandag morgen, i hvert fald hos danskerne. For vores franske kollegaer viste deres sande talent for netop sang, for man skulle ikke kunne tale fransk for at synes, at deres sangstemmer var bedre trænede end vores. Dette gjorde da også, at obersten opfordrede stærkt til øvelse i de forskellige enheder før næste morgenappel.

Netop næste morgenappel var onsdag morgen, hvor vi havde fået besøg af Klosterkirkens Kor fra Nykøbing Falster. Koret gav en forsmag på deres helt utrolige sangstemmer, og de hjalp os andre med at råde bod på den lidt haltende præstation fra mandagsparaden.

Klosterkirkens Kor fra Nykøbing Falster underholder ved morgenparaden.

Klosterkirkens Kor fra Nykøbing Falster underholder ved morgenparaden.

Koret underholdt senere hos både stabskompagni og panserinfanterikompagniet, og om aftenen gav de en koncert i gymnastiksalen, hvor alle havde mulighed at nyde deres imponerende vokalarbejde.

Netop Asgaard havde weekenden over gennemgået en forvandling fra et rustikt infanterimiljø til et mere julestemningspræget himmerige for nordens guder med julemelodier i højttalerne, flot pyntet juletræ og en stor rød-hvid roset i loftet, som viste, at selvom vi har travlt med patruljer og diverse andre opgaver, jamen … så finder vi stadigvæk tid og kreativitet til at få julen bragt ind i vor kære Asgaard. Og da der så også var udlovet en præmie for "bedste julepynt", som ville blive uddelt efter koncerten onsdag aften med koret, jamen det gjorde bare, at kreativitetsniveauet hos nogle steg gevaldigt.

Koncerten med Klosterkirkens Kor var en kæmpe succes for både danskerne og franskmændene, da den timelange koncert bød på mange klassiske danske julesange, men også en enkelt engelsk og en fransk sang til stor glæde for de mange franskmænd, som var mødt op.

Efter denne koncert var det så blevet tid til den store præmieoverrækkelse for bedste julepynt. Obersten udtrykte stor fortvivlelse over at skulle vælge en vinder blandt så mange smukke juledekorerede lokaliteter, men konkluderede dog, at der var panserinfanterikompagniet - og så var der alle de andre.

Vores kære chef, Major Skotby, fik selvfølgelig æren for udsmykningen, men det er også helt i orden, for vi ved godt selv, hvem der sørgede for at denne sejr kom i hus … nemlig kommandodelingen, men så siger JEG heller ikke mere!

Tournesol underholdt den danske bataljon ved 2 medrivende koncerter.

Tournesol underholdt den danske bataljon ved 2 medrivende koncerter.

Men det var ikke kun koret, som underholdt denne aften, for bandet "Tournesol" var også på besøg i Kosovo, og der blev givet to medrivende koncerter tirsdag og onsdag aften. Det er altid kærkomment med disse afbræk i disse råkolde og til tider meget tågede decemberdage.

Men vi havde stadigvæk endnu et besøg i vente, og dette var fra chefen for Hærens Operative Kommando, som efter en tur til de danske styrker i Afghanistan og Irak slog et smut forbi os hernede på Balkan.

Han kom både for ved selvsyn at se hvilke fremskridt, der var sket hernede, men også for at orientere os om status i hærens udvikling. Her kunne vi få et indblik i, hvor langt forsvaret, men mest hæren, var kommet i omstrukturering. Det var især interessant at erfare, at der nu kunne sættes dato på, hvornår hæren vil modtage alt det nye materiel, vi har hørt så meget om. Så konklusionen på det hele må være, at vi kan se frem til en topmoderne og veludrustet hær, og hvilken soldat ved sine fulde fem kan ikke glæde sig over lige netop det?

Resten af ugen er så gået med diverse hverdagsting, patruljer, vedligeholdelse og ikke mindst træning, træning og atter træning til kompagniets idrætsdag på mandag 11. december. Dette er en dag, som vi alle ser frem til med megen forventning, ikke mindst fordi det giver os en god lejlighed til at markere overfor de andre delinger, hvem der er de bedste! 

Træningen tjener imidlertid to formål, idet 15 soldater fra kompagniet har meldt sig til Enkeltkæmperkursus på Bornholm i februar, og derfor skal der trænes hårdt og målrettet for at have en god grundform inden man møder op. Vi krydser alle fingre for disse hårdtarbejdende gutter.

Lørdag blev der holdt Camp Olaf Rye-mesterskaber i indefodbold 2006, og her markerede panserinfanterikompagniet sig flot, idet 2. deling vandt.

Lad mig som afslutning på både egne og mine kollegers vegne ønske alle derhjemme - eller hvor I nu måtte befinde jer - en rigtig glædelig jul.


Militærpolitiet finpudser skydefærdighederne
Af Hansen, militærpolitisergent

Så er vi gået ind december, hvilket man også kan se rundt omkring i lejren. Der har været en julepyntningskonkurrence, hvor man kunne blive præmieret for bedste oppyntning. Militærpolitiet gik til opgaven med stor seriøsitet og brugte flere timer på at skabe julestemning i vort opholdsrum Station 2. For en gangs skyld måtte vi desværre se os slået af de andre enheder i konkurrencen. Nederlaget blev taget med oprejst pande, og sorgerne blev hurtigt glemt til julehyggen med æbleskiver og tilbehør på Station 2.

Julehygge hos MP'erne.

Julehygge hos MP'erne.

Vi har været så heldige, at vi har haft besøg af Militærpolitiets øverste chef, nemlig chefen for Trænregimentet oberst C. M. Schmidt. Oberst Schmidt blev inviteret til grillarrangement og hygge på Station 2, som han glædeligt tog imod. Under middagen og aftenhyggen fortalte obersten om de nye tiltag, der sker på Aalborg kaserner, militærpolitiet nuværende status og hvad der sker i fremtiden.

Der var også masser af tid til at tale frit fra leveren og få svar på spørgsmål. Der blev drøftet nye tiltag til udvikling af Militærpolitiet, som der blev taget godt imod. Det var en hyggelig aften, og det var godt at få at vide, hvad der rørte sig derhjemme.    

Militærpolitiets øverste chef oberst C. M. Schmidt på besøg.  

Militærpolitiets øverste chef oberst C. M. Schmidt på besøg.

Selvom det er ved at være jul, så skal vi stadig vedligeholde vores færdigheder, så vi er forberedte, hvis det utænkelige skulle ske. I sidste omgang var det sanitetsuddannelsen, der blev genopfrisket, så nu var turen kommet til skydeuddannelsen. Vi gennemførte forskellige former for skydninger, men der blev i denne omgang brugt mest energi på nærkampsskydning.

Nærkampskydningen er den mest relevante skydning, så derfor blev den trænet igen og igen i ædle militære dyder, eksempelvis afhjælpning af funktioneringsfejl, magasinskifte, arbejde i makkerpar og våbenskift … og blev trænet indtil det hele sad på rygraden.

En koncentreret sergent er ved at gøre klar til en skydning.

En koncentreret sergent er ved at gøre klar til en skydning.
 
I løbet af de forgangne 2 uger blev militærpolitiet varslet om et Very Important Person (VIP) - besøg. Den Danske Bataljon ville nemlig få besøg af 4 ambassadører fra Danmark: Den amerikanske, den franske, den estiske og den svenske. Derfor gik det danske militærpoliti medstøtte fra det svenske militærpoliti i gang med at forberede og klargøre beskyttelse til besøget.

Det hele var - som Egon Olsen ville have sagt - timet og tilrettelagt, og alle glædede sig til udfordringen, men desværre blev besøget aflyst grundet dårligt vejr.

I stedet for lavede vi et socialt arrangement med de svenske MP'er, og fejrede at samarbejdet omkring planlægningen var gået godt."

Svenske og danske MP'er klargør materiel.

Svenske og danske MP'er klargør materiel.