Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Jydske Dragonregiment
Forsvarets logo
08. august 2020

Globalnavigation

clear
Bjærgningssektionen

Indholdsområde

 
Bjærgning - Forsvarets svar på vejhjælp 
Tro flytter bjerge - bjærgning klarer resten
14-11-2019 - kl. 13:19

På Viborg Kaserne, dengang der var noget, der hed Prinsens Livregiment, var der en bjærgningssektion i de bygninger, der i dag huser The Animation Workshop. Dengang var der på døren til sektionens kontor ophængt et skilt med teksten Tro flytter bjerge - bjærgning klarer resten. Det er alligevel noget af en mundfuld, men der er heller ingen tvivl om, at bjærgningsfolket kan lidt mere end andre soldater. Alene deres køretøjer minder mest af alt om selvkørende schweizerknive i millionklassen udstyret med kæder, kraner og wire i alle afskygninger og til hver deres formål. Her taler vi også køretøjer, der er i stand til at trække kampvogne på mere end 60 tons fri, hvis kampvognskøreren har været så ubetænksom at køre vognen fast. En sådan bjærgning er nu alligevel lidt mere end hvad fejebladet eller unimogen fra Dansk Autohjælp eller Falck kan præstere. 

Ved Jydske Dragonregiment har både Panserbataljonen og Panserinfanteribataljonen deres egne bjærgningssektioner. Sektionerne råder over såvel hjul- som panserbjærgere. Hjulbjærgeren, Milleren, er et nyindkøbt køretøj. Køretøjet er en tysk-amerikansk sammensætning, idet undervognen er tysk og kommer fra firmaet MAN. På undervognen er det amerikanske bjærgningssystem fra firmaet Miller monteret. Det er et køretøj med en kampvægt på 38 tons og med en motor på 324 hestekræfter. Hovedspillet er på 25 tons; dertil en kran med to spil på hver ti tons. 

Panserbjærgeren, der er af køretøjstypen Wisent, er en leopard 1-undervogn med kran. Køretøjet har en kampvægt på knap 54 tons. Kranen, der kan løfte 30 tons, anvendes ex. til at løfte motoren fra Leopard 2-kampvognen op og erstatte den med en ny - en manøvre, der for et hold rutinerede bjærgere og mekanikere kan gøres i omegnen af 15 min. Det er lidt længere end et pitstop i formel 1, men til gengæld er det heller ikke køretøjer af papmaché, der er tale om, så det tager bare lidt længere tid. 

"Som profil går vi efter en soldat som er interesseret i maskiner, og som har en teknisk knowhow/interesse i forhold til anvendelse af værktøj og store maskiner. Men jobbet som bjærgningsmand kræver også evnen til at tænke kreativt, kunne fungere under pres samt turde tage ansvar for bjærgningen af materiel for – ofte – mange millioner kroner.

Populært sagt er bjærgningsmanden ham der skal fungere, når alle andre har givet op", fortæller seniorsergent M.S. Jensen, der er sagsbehandler på bjærgningsområdet ved Panserbataljonen. 

Netop i uge 46 har seniorsergenten certificeret en bjærgningskommandør fra Panserinfanteribataljonens stabskompagni. Kommandøren har nu fået 'kørekort' til Wisent og må på egen hånd forestå bjærgningsopgaver med resten af sin besætning. Rejsen til færdiguddannet bjærgningskommandør har været lang med kurser ved bl.a. Trænregimentet i Aalborg og civile kurser i Esbjerg. Uddannelse på hjulbjærger tager i grove træk 35 arbejdsdage; for panserbjærgerens vedkommende tager den 40 arbejdsdage, hvoraf tre er til certificering af kommandøren. 

Kunne du se dig selv som bjærgningsmand ved Jydske Dragonregiment? Er du den ukuelige optimist, der med snilde og behændighed kan bjærge det som andre har givet op på? Hvis ja, så følg med i regimentets stillingsopslag på karriere.forsvaret.dk, hvor der fra tid til anden bliver slået ledige bjærgningsstillinger op. Vi ses i mudderet, når de andre har givet op!

Bjærgningssektionen

Bjærgningssektionen

Bjærgningssektionen

Bjærgning - Forsvarets svar på vejhjælp