Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Jydske Dragonregiment
Forsvarets logo
23. oktober 2019

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Krigsdagbog uge 12, 2019 
En beskrivelse af verden som værnepligtig - med de værnepligtiges egne ord.
12-04-2019 - kl. 13:43

Mandag var bestemt ikke en dag med meget action. Der blev hvervet på fuld skrue i auditorium syd da vi på meget brutal vis blev slæbt igennem 4 timers stillesidning, lytten, og kæmpen med tunge øjenlåg. Det er klart at forsvarets plan med os VPL’ere er at beholde en håndfuld af os efter endt tjeneste, så vi kan få sendt nogle professionelle soldater ud over landets grænser, og det fremgik da også meget tydeligt mandag eftermiddag. Der blev gået meget i detalje om ansøgninger til HRU og dagligdagen i kampvognseskadronen. Personligt er jeg meget interesseret i jura, men det blev ret tungt for os alle, inklusiv undertegnede, at koncentrere sig om krigens love, morale og etik, i en time og et kvarter i forlængelse af en allerede lang dag i AUD S. Dagen kom dog til en ende på et rekord-tidligt tidspunkt for 1. DEL, 2. ESK, da vi blev aftrådt kl 1630 til stor glæde for samtlige rekrutter.

 

Efter en hulens masse afslapning og en tidlig sengetid, kom tirsdag som stod i felt 1’s tegn. For mange blev der forventet det værste og håbet det bedste, efter nogle skrækhistorier om tidligere hold, fortalt af sergenterne. Vi havde fredagen før fået en briefing om turens omfang inklusiv 5-punktsbefalingen, så vi vidste godt at vi egentlig ikke skulle gå så langt. Grundet en mystisk fejl i kasernens vagtsystem, var flere af delingen blevet indkaldt til vagttjeneste i løbet af ugen, med meget kort varsel, hvorfor 1/4 af delingen måtte forskyde selvstændigt ud til beredskabsområdet (BSO) i Nørre Harrestrup fra skydebanen, efter endt K7-skydning. Derfra blev der gravet skyttehuller til den helt store guldmedalje. Under hele øvelsen stod det meget klart at der herskede en konstant årvågenhed og paranoia iblandt os, ift. om den berygtede alarm kunne blive udløst og i så fald, hvornår? Der blev derfor stillet store spørgsmålstegn, da vi fik lov at hoppe i posen omkring kl 2100. De fleste fik en god og lang nattesøvn uden de store forstyrrelser, udover selvfølgelig dem som havde de bøvlede nattevagter i BSO adgangskontrolpost (AKP) fra kl. 0100-0300.

 

Onsdag morgen kom og vi stod op i ro og mag. Ingen alarmer i løbet af natten og en rolig dagsorden blev sat i værks. Det meste af dagen gik med at slappe af og spise på eget initiativ. Dog var der blevet udført en sløset selvkontrol af os rekrutter med trepunktsstøtten og eksponeringen af skytten i skyttehullets ventestilling set ude fra BSO’et. Vi var derfor nødsaget til at udbedre hullerne i et par timer, hvor vi egentlig ellers havde tid til at varme os i posen. På den måde blev vi endnu engang mindet om det universelle: “Gør det ordentligt første gang”. Imidlertid med afslapning og hulgravning, blev der udført patruljer à både 10 minutter og en times varighed, og BSO’et blev forsikret af AKP drevet af 1. GRP, post Bravo drevet af 2. GRP og post Charlie drevet af 3. GRP. Dagen gav stor indsigt i hvordan livet i BSO’et egentlig foregår. I og med felt 1 i modsætning til felt 0, er en taktisk øvelse, kunne vi se hvordan man rent faktisk genopbygger kampkraft, når man ikke konstant skal modtage undervisning i kampeksercits. Afslappetheden kom bag på mange af os, og efter aftensmaden, var den langsommeste rekrut i posen kl 1900, udover selvfølgelig de vagthavende.

 

I løbet af onsdag nat, blev der buldret og braget i horisonten. Det blev observeret af flere af nattens 2-mandspatruljer, som i øvrigt var udstyret med natkikkerter (NVG’er). Det kulminerede da 1. deling, 20 minutter før vækketid, kl 0540  torsdag morgen, blev ramt af en alarm opbrud, da en tyk hvid røg kunne ses fra bag den nærliggende gård. En patrulje havde været uden for BSO’et og kom stormende tilbage og smed sig i skyttehullerne i samme øjeblik som de nyligt vågne, stressramte soldaterkammerater. Der blev åbnet ild mod BSO’et og det blev besvaret af de af os, som havde indsigt på fjenden. Efter 20 minutters beredskab regnede artilleriet ned over os, simuleret af kanonslag midt i vores BSO. Derfor måtte vi handle hurtigt og pakke alt vores grej og komme afsted, idet vores position var blevet erkendt, og det derfor kun ville være et spørgsmål om tid, før et nyt angreb ville blive sat i værk. Efter et kort ophold 300 meter fra BSO’et, måtte vi tilbage og redde overlevende eller evt. bjerge faldne kammerater. Herfra ophørte øvelsen med at være taktisk. Skyttehullerne vi havde været en halv dag om at grave måtte fyldes op og sløres, efter blot 20 minutters brug.

 

Da BSO’et atter faldt fuldstændig i ét med omgivelserne, forskød vi til det førnævnte samlingssted, hvorfra for første gang blev introduceret til stillingsskifte. Efter noget asen og masen, måtte vi have mad, men frokosten blev brat afbrudt af en pludselig befaling fra DF. Det tog et par minutter for den gennemsnitlige rekrut at indse at øvelsen var blevet forlænget en halv dag og vi nu stod til at skulle forskyde først 6 km den ene vej, for at overnatte, forskyde ca. 7 km, gennemføre vandpassage og dertilhørende angreb på Bomgardi-bevægelsen, for derefter at ende øvelsen og drage 7-8 km hjem til kasernen igen, kl 1000 fredag morgen. Flere var modløse, mange glædede sig. Der var blandede følelser. Ikke desto mindre fortsatte dagen med øvelse af forskellige former for kampeksercits, som f. eks. gruppens sikrede passage, stillingsindtagelse, ildoverfald og stillingsskift. Klokken var omkring 1600 da vi satte kursen mod den nye lejr, som lå i retning af kasernen. Marchen foregik i højt tempo og det var ikke lige nemt at følge med for alle. Bølgerne gik højt, da nogle folk var pressede med trætte fødder og andre var irriterede over at resten af gruppen blev påvirket negativt af dette. Vi gjorde holdt lige før bakken ned til sydporten og fik i lyset af delingens mange skader allerede, lov til at springe fra hvis man følte at man ville have svært ved at følge med på den meget krævende mission. Det benyttede et par håndfulde sig af. Da de skadede værnepligtige var hoppet fra og vendt hjem, fortsatte missionen dog ikke meget længere end 10 minutter. Det viste sig nemlig at være en såkaldt “prank” fra befalingsmændenes side. En måde at gennemskue deres rekrutters vilje på. Hvem der giver op og hvem der fortsætter. Vi kom tilbage til kasernen og blev efter de vante opgaver og vedligeholdelse af riffel, aftrådt omkring kl 1900.

 

Fredag mindede meget om de fleste andre fredage. Eskadronsløb, talsmands-, DF-time og kasernerengøring. Hvad der ellers havde startet som en sløset vedligeholdelse af feltremedier sad mere eller mindre lige i skabet, og efter en eskadronsappel blev vi derfor aftrådt til tiden til en velfortjent weekend, som for nogen desværre stod på vagttjeneste.

 

 

Menig Korup

2. eskadron, 1. deling

Hold februar 2019