Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Jydske Dragonregiment
Forsvarets logo
19. september 2020

Globalnavigation

clear
ban

Indholdsområde

 
Niels Kjeldsens dag ved Jydske Dragonregiment 
28. februar er Niels Kjeldsens dag, og hvert år bliver han hædret ved hans grav på kirkegården i Give.
28-02-2020 - kl. 12:58

Niels Kjeldsen er for Dragoner symbol på mod, på handling, og på en kærlighed til fædrelandet, der overskygger kærligheden til livet selv. Han var menig soldat, der til hest den 28. februar 1864, i Blåkær Skov, gjorde front mod sine forfølgere og tog kampen op, trods det, at det forventeligt betød den visse død. De preussiske husarer var mange mod en, og kampen endte, da Niels Kjeldsen blev skudt bagfra. Så hvert år på denne dag, ærer Niels Kjeldsen eskadronen denne soldat, denne helt af 1864 ved hans gravsted på kirkegården i Give.

Eskadronschef, Kaptajn M. B. Pedersen sagde I sin tale til de fremmødte: ”Vi er samlet her i dag, for at mindes og hædre Dragon Niels Kjeldsen, og herigennem bekræfte venskabet mellem Give by og Niels Kjeldsens eskadronen. Vi, som er uløseligt bundet sammen i vores fælles historie om helten Niels Kjeldsen, der for 156 år siden gav sit liv ved Højen for at beskytte sine kammerater, ved at kaste sig ind i en ulige kamp mod preussiske husarer. ”

Eskadronschefen fortsatte til at hædre manden bag Give kommunes skjold, og eskadronens kvartermærke. Folke Pedersen, født 28. januar 1929, var indkaldt til 6. bataljon i Viborg i 1950. Udstationeret til Itzehoe, og i øvrigt uddannet maler med sølvmedalje.

Vi vil gøre hvad vi kan for at leve op til fortællingen og værdien bag det logo som Niels Kjeldsen har bibragt os. Og i den forbindelse glæder vi os rigtig meget til at tage de nye kampvogne i brug i det kommende år, og føre historien og traditionerne videre.”

Eskadronschefen sluttede af med at lede kommandoet der nedlagde krans ved Niels Kjeldsens grav, hvilket blev udført af en af eskadronens soldater, iklædt oberst Gundelachs gamle blå uniform. En trompeter fra Prinsens Musikkorps spillede herefter Kongernes Konge.

Også Dan Arnløv Jørgensen, viceborgmester i Vejle Kommune, var kommet for ligeledes at nedlægge blomster på graven, og endvidere udtrykke den store glæde det er for byen og for kommunen, at have et godt samarbejde med eskadronen, og takke for at de også hvert år kommer til Give og mindes: ”Vi håber at I betragter jer som bysbørn, selvom I ikke bor her”.

Slutteligt nedlagde Forsvarsbrødrene blomster på graven, og deres trompeter spillede ”Det haver så nyligen regnet.

Således sluttede ceremonien ved graven, og eskadronen fortsatte dagen på Give Egnsmuseum til gule ærter og måske en enkelt Dragonbryg inden turen går tilbage til Dragonkasernen.

Læs mere om Niels Kjeldsens historie her: http://www.jdrhistorie.dk/64398097

OG se billeder fra dagen på regimentets facebookside!

pic
Kransenedlæggelse ved Dragon Ullerup  - Niels Kjeldsens grav.