Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Jydske Dragonregiment
Forsvarets logo
31. marts 2020

Globalnavigation

clear
hovedvagt

Indholdsområde

 
Oversergent Hans Brodersen var Dragon. Kæk, viljestærk og elskede sin hest. 
De værnepligtiges tid ved regimentet lakker mod enden – for de fleste. Men hvad betyder det at være Dragon? Hvad er det der forventes af virket som Dragon, og hvem har formet regimentet før dem?
18-11-2019 - kl. 12:19
Ikke ofte finder man personligheder ved tjenestestedet, hvor regimentssjælen og menneskesjælen er så viklet ind i hinanden, at det ikke er helt entydigt, hvem der former hvem. Et sådant menneske, var oversergent Hans Brodersen. Han startede ved Jydske Dragonregiment i 1940 og brændte for livet som soldat til hest. Han var en dygtig og erfaren rytter og vandt mange medaljer til regimentet, civilt og militært. Sammen med andre dragoner gik Brodersen under 2. Verdenskrig ind i modstandskampen og gennemførte flere succesfulde aktioner mod besættelsesmagten. Dette kom til at koste ham et ophold i koncentrationslejren Neuengamme. Inden han kom dertil, sad han i Frøslevlejren samtidig med regimentschefen, oberst Gundelach. Gundelach og Brodersen gik tur sammen hver morgen i Frøslevlejren. Så der blev de ”dus”. Den eneste, der sagde ”du” til Gundelach, var Hans Brodersen.  
 

hest

 Hans Brodersen til hest

ISTEDRIDTET
Obersten har været klar over, at oversergenten var en mand med jernvilje og korpsånd ud over det almindelige. Så da obersten i 1950 blev bedt om at finde syv Dragoner til at gennemføre ”Istedridtet” – en tur til hest på 250 kilometer - fra Istedløvens daværende placering i København, til Istedløvens tidligere placering ved krigergravene i Flensborg, svarede obersten (efter sigende): "Jeg har ikke syv mand, jeg har een". Denne ene var oversergent Hans Brodersen.  Ridtet skulle gennemføres for at mindes 100 året for slaget ved Isted Hede, hvor Dragonerne havde spillet en betydelig rolle for slagets udfald. Brodersen var sønderjyde og ikke umiddelbart begejstret for en tur over grænsen, men da han hørte, hvad opgaven gik ud på, var han klar. 

Tidsskriftet SKALK skriver om Slaget ved Isted, at: 

”[…] det var det blodige højdepunkt i Treårskrigen 1848-50, der også kaldes den 1. Slesvigske krig. Krigen skyldtes nationale og politiske spændinger i det danske monarki, der omfattede kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Det var en flerkulturel og flersproglig stat, men i datiden var der opstået et nyt ideal for statsdannelse – nationalstaten, hvor alle indbyggere havde fælles sprog. […] Kulminationen på krigen blev Slaget ved Isted. Den slesvig-holstenske hær med 26.800 mand stod overfor den danske med 37.500. De to hære tørnede sammen 25. juli 1850, og slaget blev det største og et af de blodigste i dansk historie og endte med, at slesvig-holstenerne måtte trække sig tilbage. Tabene på dansk side var 2.900 faldne og sårede, på slesvig-holstensk side 1.734 faldne og sårede. Hovedparten af de faldne blev begravet i store massegrave på kirkegården i Flensborg”. 

Og det var netop disse krigergrave, oversergent Brodersen til hest skulle ned og besøge, inden turen gik med bil til Isted. 

Istedløven (skabt af den danske billedhugger H.W. Bissen i 1860) der oprindeligt stod ved krigergravene i Flensborg, har stået flere steder i Tyskland, siden den i 1864 blev udsat for hærværk og flyttet til Berlin. Løven, der stod i København ved Tøjhusmuseet fra 1945 til 2011, returnerede den 10. september 2011 til Sct. Maria Kirkegård i Flensborg, hvor den var fjernet fra 147 år tidligere.

isted

 

Oversergent Hans Brodersen ved Krigergravene i Flensborg

Meget er skrevet om Istedridtet. Det var en fantastisk bedrift, at ride 250 kilometer over tre dage, på ni heste, i en uniform fra 1850, og det er ikke underligt, at Hans Brodersen herefter blev kendt som Istedrytteren. Men han var også andet end Isted. 

KRIGEN
Han blev soldat i 1940, men i efteråret 1942 flyttede Dragonerne med hestene fra Randers til Hvidkilde Gods på Sydfyn, hvor de var i beredskab. Det er også derfor, at der på hvert eneste værnepligthold er en "Belvedere" som er et område i nærheden af Hvidkilde Gods. Den 29. august 1943 blev våbnene i en bulletin fra den danske regering befalet nedlagt, til stor frustration for Dragonerne, og endvidere forsøgte de at skjule 40-50 heste på omkringliggende gårde. Missionen blev opdaget, og hestene måtte hentes tilbage igen, men det blev nu ikke dem alle.
Hans Brodersen fik i efteråret 1943 arbejde som SOE (Special Operation Executive) agent på skibsværftet i Svendborg, hvor han gennemførte flere sabotageaktioner i både 1943 og 1944. Hilda Brodersen, Hans Brodersens kone, siger i et interview med et smil: ”Ja, de var jo med til at bygge skibe på Svendborg skibsværft, men så sprængte de dem i luften bagefter”. Den 28. juli 1944 blev han taget af Gestapo. I Gestapos hænder blev han først holdt på Husmandsskolen i Odense, siden i Frøslevlejren, og i januar 1945 blev han sendt til Neuengamme i udkanten af Hamburg. Han overlever en ondartet gang dysenteri, og april 1945 kører han til Sverige med Røde Kors transporterne. Hans Brodersen tilskriver det, at han ikke fik mén af opholdet i Neuengamme, at han som befalingsmand var i god form og havde lært, hvordan man skulle overleve. 

HANS MØDER HILDA
Hans og Hilda mødte hinanden til bal på restaurant Jylland.  Så kom soldaterne og bød os op. Vi sad på sådan en lang række”. Hilda var 17 år, da hun lærte Hans at kende. ”Det var meget ungt, det var det. Jeg faldt nok for uniformen”, siger Hilda og griner hjerteligt. ”Han var ti år ældre end mig, og min far var selv Dragon. Som de to de knevrede… Altså hvad Hans ikke måtte stå model til at høre, de samme soldaterhistorier… ”. Parret blev gift i Sct. Peters Kirke i Randers. Brudekjolen var lejet, for man kunne ikke købe brudekjoler dengang. Også Hildas konfirmationskjole havde hun købt af en klassekammerat, der blev konfirmeret søndagen før. "Det var jo under krigen, så vi kunne ikke købe noget”. Hilda var 19 år, da de blev gift i 1949. Og det år er Steen Brodersen også  født, sjovt nok. Maj til oktober er ni måneder :)
  bryllup
Hans og Hilda Brodersen på deres bryllupsdag

HOLSTEBRO
Hans var fremme i skoene… Frygteligt aktiv. Det var min far, og min mor er det stadig”, fortæller Steen Brodersen. Hilda Brodersen er i dag 89 år og er besøgsven for de gamle. Hun går til kor, og bor i samme hus, familien købte i 1982, hun klarer sig selv og får ikke hjælpe af andre end Steen, f.eks. når der skal tørres støv af ovenpå reolerne. Reoler, der er fyldt med minder. Billeder af heste og mennesker, der har haft betydning for familien.  

Da regimentet i 1953 overgik fra ”De Randers Dragoner” til ”De Holstebro Dragoner”, og hestene solgtes på auktion, var der flere af de beredne, der hverken kunne eller ville undvære deres heste. Brodersen var en af dem. I førstningen var hesten opstaldet på Holstebro Rideskole, og familien Brodersen boede på Dyrby Vestergård, hvor Tung Transport i dag holder til. ”De 12 bedste konkurrenceheste, der kom med, blev opstaldet på Fladmose. Så luftede min far dem i øvelsesterrænet.
Familien fulgte efter Hans til Holstebro i 1954 og kørte i Ritmester Callisens bil med kaleche.  De flyttede fra en moderne lejlighed i Randers med bad og varme, til Dyrby Vestergaard i øvelsesterrænet. Hilda fortæller: ”Jamen jeg siger dig... Den blev jo eksproprieret. Så vi boede sammen med familien, der havde gården i to-tre år. Vi boede ovenpå i seks værelser. Ingen varme og intet køkken. Så vi fik en bordplade lagt på, og ingen afløb. Kun i badeværelset. Jeg var kommet på landet det kan jeg godt sige. Kakkelovn og BESovn i køkkenet til petroleum, som Hans tændte om morgenen”.
Og Steen fortsætter: ”En vinter var det rigtig koldt. Vi havde et stort værelse over garagen. Min mor vaskede gulvet, og det var helt så det krystalliserede. Man kunne stå på skøjter derinde”. Steen fik varme mursten med i seng for at kunne holde varmen. Omkring juletid fik Hilda lungebetændelse, så de kom ikke til Randers  den jul.  Hans måtte ind på kasernen på kostforplejningen og hente mad. "Jeg havde jo ikke købt ind, så Hans måtte ind til Ove, der ledede kostforplejningen, så fik vi en kurv derinde fra”.  Det er tydeligt, at familien har mange minder derfra. Dyrby Vestergaard var langt ude på landet dengang, ingen træer. ”Det var far, der plantede dem”, fortæller Steen. Efter to-tre år flyttede de nedenunder: ”Jamen, det var jo en drøm at komme nedeunder med to store stuer, og nyt køkken”, siger Hilda – men Steen indskyder med et grin ”det var noget gammelt lort”. Ydervæggene var iskolde, og så kom de fra Bygningstjenesten og limede 10 mm flamingoplader op på væggene og tapet udenpå.  Det var ikke, fordi det holdt alt for godt, så det løsnede sig igen. ”Men vi havde det dejligt”, siger Hilda og mindes tydeligt alle de gode stunder.  Det var dødkedeligt ”, griner Steen. ”Jeg elsker stedet, men jeg kedede mig”. 

messe

Befalingsmænd ved regimentet og øvrige sergentmessegæster, vil kende Han
Brodersen fra billedet på væggen med messeformænd, hvilket han var fra oktober 1953 - maj 1961.

Familien havde også en tjenestehund, der skulle gå vagt. Chang. Den havde et hundehus med solterrasse - bedre isoleret end familiens hus. ”Den kunne ligge i sit hundehus med døren åben og ørene, de kørte som små antenner. Hvis nogen kom ind i den anden ende af kasernegården, så var den afsted - for de trænede den jo”. Steen fortæller en historie om hunden Jang: ”Chang elskede at køre bil, og far havde tøjdepotet derude også – og engang i mellem skulle de der gutter jo ud og tælle op og hvad ved jeg, og en gang havde mor ikke fået lukket hunden ind, og den havde så hoppet ind i bilen i førerhuset mens de var inde. Og da de så kom ud til bilen sad den og knurrede af dem inde i bilen. De var nødt til at ringe efter far, for at få hunden ud igen". Siden fik de Bellis. En patruljehund. Der var stier mellem hver eneste af de der fire-fem bygninger på NATO depotet. Den patruljerede af sig selv. ”Men når nogen kom – så ringede de til mig, at jeg skulle lukke hunden ind", fortæller Hilda. ”Dejlige hunde vi havde.” 
Hans Brodersen trådte ud af rang da regimentet flyttede til Holstebro, og blev civilansat som kaserneforvalter, og var på depot 1 – tøj. Steen Brodersen, der som voksen også blev oversergent ved regimentet, er virkelig flasket op i systemet, og han nåede da at være soldat samtidig med sin far. Måske også derfor at Steen med et smil kan sige, at hans uniform i hvert fald sad ordentligt, så lidt blev han da favoriseret. Men ellers blev der ikke gjort forskel på ham og de andre på grund af hans far. ”Jo måske inden jeg skulle på sergentskole, der blev jeg kaldt op til obersten, og han mindede mig om, at jeg havde et forbillede, og skulle gerne stå øverst på trappen” (altså være en af de bedste i klassen). Steen må dog erkende, at det var meningen at han skulle have været Husar, så han kunne være til hest, og det hele var arrangeret. Men så skulle han være far, og blev Dragon i stedet, og kunne derfor blive i Holstebro. 
Steen Brodersen var rekrut i fire måneder 1969, og tog så på sergentskole i Sønderborg. Steen gjorde tjeneste ved Ørnekompagniet i 1970. ”Det var et specielt kompagni. Vi havde Ole Olsen, ”Sorte Ole”, som kompagnichef, og som næstkommanderende Jensen. Det var to gode soldater og ledere. De sagde: Soldater går med hænderne i lommerne, men når de så tager dem op, så bestiller de noget”. Siden kom Steen på kampvognsskole i Oksbøl, og var ved kampvognene indtil han gik på civilundervisning i 1972. 

steen
Steen Brodersen anno 1970

Familien Brodersen flyttede fra Dyrby Vestergaard i 1964 da Steen var blevet konfirmeret, og skulle til at gå i realskole i Holstebro by. De flyttede til Døesvej, hvor de boede i 10 år. Det var noget af et skifte. Mor Hilda havde før gået hjemme, men nu var hun også klar til at skulle ud og arbejde. 
"Altså jeg var fem år gammel, da vi flyttede til Dyrby Vestergaard. Og dengang var det da jordens kedeligste sted. Langt til legekammerater, så jeg er vokset op på kasernen og i øvelsesterrænet. Dengang huserede der på egnen en fårehyrde, der havde 400 får, så ham fulgtes jeg en del med”.   

SØNDERTOFT
Efter et par år på Kongehøjen, købte familien i 1972 det, der i dag er Søndertoft Ridecenter. ”Hver dag hentede min mor eleverne i Holstebro og kørte dem ud til rideskolen, hvor min far underviste dem”. Steen har naturligvis også redet en del: ”[…]min far var hestemand af den gamle skole – og jeg kan stadig høre ham råbe ”husk de halve parader”". 
Det var Hilda, der ordnede alle hestene, for Hans var først hjemme efter klokken 1600. Hun mugede ud og striglede og vandede – med en spand som hun gik rundt med. ”De trillebøre møg jeg har kørt ud, det er ikke så lidt”, siger Hilda og mindes dagene på Søndertoft.
Sommeren gik med at vaske stald ned, kalke og ordne sadeltøj. Men familien havde også et sommerhus i Søndbjerg, og der havde de hver deres hest med og red sammen ture om morgenen. Men så solgte de sommerhuset og byggede ridehus på Søndertoft - lige så stort som det i Holstebro. ”Vi havde nok 10-12 heste på Søndertoft”. Hilda tæller højt, og hun ser boksene for sig. ”Og plads til et par privatheste til opstaldning”.   

ridehus 
Hans Brodersen til hest i ridehuset på Søndertoft.

Familien solgte rideskolen i 1982, mens de kunne. Der er meget arbejde ved at have heste, så det var tid at komme ind til byen. Ejendommen, hvor familien flyttede ud i 1972, er den dag i dag et ridecenter, og det drives af den samme familie, der købte det i 1982. I en periode hjalp Hans Brodersen til på ejendommen: ”Han var aldrig hård ved hestene, men han forlangte noget af dem. Altså pædagogisk så løb tiden nok fra ham. Der var een måde at ride på og det var den rigtige. Men han forlangte mere af rytteren end han gjorde af hesten. Folk skulle gå fra en ridetime og virkelig føle at de havde lært noget.” Ejendommen tæller i dag cirka 30 heste, og 20 hektarer land. 

 

Hans Brodersen fortsatte med at have hest på rideskolen i Hornshøj og havde en skemalagt dag. Tog afsted til hesten. Hjem til frokost og så ud og gå med hunden. Ved siden af havde han bestyrelsesarbejde og foreningsliv. 

Han havde det bedst, når han kom op om morgenen, at han kunne arbejde, indtil han skulle i seng igen. Men han var ikke stresset eller forjaget. Bare gesjæftig”. siger Steen 

De ser glade ud på billederne sammen. Hilda og Hans. De nåede lige at have Guldbryllup, så døde Hans året efter. Typisk Brodersen. Skulle lige vinde guld – han var nok lidt af et konkurrencemenneske. 

Men det var 20 år siden. 5. august. Hilda fortæller: ”Han døde af… noget med lungen. Han blev opereret og fik fjernet et stykke af lungen. Måske var det bivirkninger af at siddet i koncentrationslejr. Han fik astma og alt det der, og leukæmi til sidst. Var syg en del år og fik også en blodprop i hjernen”. Og Steen fortsætter: "Den tog han stående ude på badeværelset. Mor kunne ikke forstå, hvorfor det tog så lang tid på badeværelset, men hun var på vej ud for at lufte hunden. Da hun kom hjem stod han bare ude på badeværelset og holdt fast. Bare stod. Så havde han fået en blodprop. Lidt en stædig type… ".

Det var en far jeg så op til, med alt det han stod for, og alle dage retfærdig med et stille og roligt gemyt. Kærlig far. Men også militærmand. Kort før han døde var han ved at invitere til soldatergenforening. Han var ved at lave invitationer. Han var jo blevet 79. Skrevet ned, hvem der skulle med. Men det nåede han ikke". 

Hans Brodersen gik op i jagt og ridning. Han var medstifter af Holstebro Judo klub og nummer to i Danmark der havde det sorte bælte i judo. Han var foreningsmand og tambourmajor. Det var et arbejdsomt liv. Han satte dyder som flid, at være aktiv og dygtig højt.  Man skulle altid gøre sit bedste. Han var en solid og rar person man kunne stole på. 

Hans Brodersen døde i 2000, og havde med heste at gøre hele livet. 

Så hvorfor denne historie nu? Den 12. september ville Hans Brodersen være blevet 99 år. Men det er nu ikke derfor. Vi lever i en tid, hvor omskifteligheden og udskifteligheden er høj, evnen til forankring af viden, og stoltheden ved at have ydet og ofret,  for mange et alt for relativt begreb. Alt for ofte bliver tjenestesteder udskiftet efter forgodtbefindende. Enten af politikere eller af soldaten selv. Bevares, én gang Dragon, altid Dragon. Men, for der er et men: når vores viden om samtiden og fortiden består i en verden af 1’er og 0’er, hvordan skal og kan en livshistorie finde sin vej til fremtiden. Hvordan skal du beskrives om 100 år, når dit liv er reduceret til hvad der blev efterladt på din facebook og instagram? Spørgsmålet må være til de tjenestegørende ved regimentet: Hvad skal din legende være, ved Jydske Dragonregiment? 

  portræt
Portræt fra da Hans Brodersen fyldte 60 år.


EFTERSKRIFT

Familien Brodersen er en familie med en solid militær tradition. 

Chresten Brodersen var med under 1. verdenskrig og da han blev taget til fange af englænderne i Frankrig blev han ført til Feltham fangelejr i England. 

Hans Christian Brodersen, bror til Chresten var også med under 1. Verdenskrig og udgav i 1933 sine erindringer i en krigsdagbog fra 31.juli 1914 til 31. juli 1919: ”I Ildlinien” på Funkis Forlag. 

Steen Brodersens tipoldefar, Hans Chr. Brodersen 1821-1902, var ved 3. Dragonregiment og har dermed, med stor sandsynlighed deltaget ved slaget i Isted, og Hans Brodersen før det (1790-1864) var med i Napoleonskrigene i slesvigske infanteriregiment.

Også hestetraditionen er fortsat i familien, Steens datter rider, og også hun er præget af Hans Brodersen, og er kommet meget på rideskolen i Savstrup. Hendes søn har også været Dragon, og det har Steens søn også.

Hans Brodersen havde en fætter der var generalmajor i Flyvevåbnet, Jørgen Brodersen 1920-1983.

Og længere ude var Gustav Friederich Brodersen (1913-1940) med til at forsøge at evakuere Værløse Flyveplads, da tyskerne kom. Han blev dog skudt ned efter kort tids flyvning.