Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Den kongelige Livgarde
Forsvarets logo
25. maj 2012

Indholdsområde

 
EXERCISE NOBLE LIGHT 
I efteråret 2007 drog 2. kompagni afsted mod Tyskland, på vej mod 2 ugers arbejde som momentstyrke for NRF-styrkerne. for hvem øvelsen var tilrettelagt.
04-01-2008 - kl. 11:09

De følgende 2 uger bød på meget alternativt arbejde som fjendtlige styrker, civile, sårede og demonstrerende.

Da vi var kommet ned til Tyskland og havde fået læsset alt vores udstyr af busser og lastbiler, var der heldigvis tid til at se sig lidt omkring på den tyske base hvor vi var havnet. Bergen-Hohne viste sig at være en stor kaserne, og endda meget større end noget andet vi før havde set. Den første aften var det derfor begrænset hvor meget vi fik kigget rundt, da vi helst ikke ville fare vild.

Dagen efter havde vores befalingsmænd dog været så smarte at tilrettelægge dagens løberute så den samtidig fungerede som rundvisning. Kasernen havde egen politistation med 8-10 udrykningskøretøjer, frisør/barber, stort supermarked og meget mere, endda en bilforhandler som forhandlede 5-6 forskellige mærker. Kasernen havde også et separat område hvor gifte soldater kunne bo med deres familier som i et normalt villakvarter. Kasernen er beboet af både tyske og engelske soldater. I forbindelse med Noble Light II var der dog flyttet en del styrker ind fra andre lande, deriblandt os. Både mandag og tirsdag var dele af kompagniet ude på en skydebane vi havde lånt, så vi også fik vedligeholdt vores færdigheder en smule. Tirsdag havde vi også 5 mand ude som sygemoment for GHR, hvor der bl.a. blev opført et momentspil for en norsk general som skulle imponeres af de danske sygehjælpere i aktion.

Onsdag d. 19. kom vi så ud i Langemannshof, som var den mindre landsby som 2. kompagni gennem resten af øvelsen skulle besætte med civile og MALA styrker. MALA styrken var den militsgruppe som senere i øvelsen skulle komme i kamp med NRF. Men før noget af dette kunne ske lå der en masse arbejde foran os med at lave barrikader, bål i tønder, forsvar ved hovedporten og en masse andre stilistiske ting som skulle få den fredelige by til at ligne en landsby, beboet af to stridende parter.

Fra onsdag og en uge frem var Langemannshof mere eller mindre 2. kompagnis hovedopgave. Opgaven bestod som sagt mest i at agere civile og militsfolk, hvilket umiddelbart lyder nemt. Vi fandt dog hurtigt ud af at det er svært at spille frastødte af sine kammerater når NRF og NGO’er (Non Governmental Organisation) står og betragter en, men de virkede som om de forstod situationens alvor. Udover Langemannshof fik vi også en masse andre mindre og større opgaver andre steder som civile, militsfolk, demonstranter, sårede/mishandlede og meget andet.

 2 Kompagni som demonstranter
2 Kompagni indsat som demonstranter under øvelsen.

Øvelsen var alt i alt en spændende oplevelse som gav et godt billede udefra af hvad en international styrke laver i et kriseområde, både diplomatisk og i direkte kamp.