01-08-2007 - kl. 19:34
Efter opgaven i Finderup og den svære march til Oksbøl i løbet af nattet, startede SPJESK ud torsdag morgen med at opklare imod forskellige mål på Kallesmærskhede for at finde og tilbageholde den berygtede Taleban leder Amir Mangal. Operationen var egentlig planlagt til at foregå i mørke, men med forsinkelsen fra Finderup på grund af mineulykken og køretøjsnedbrud, så startede operationen først i dagslys.

Eskadronen måtte bruge lang tid på at komme frem til målet uset, da det flade terræn gjorde det let for fjende at overvåge hele området. Men tålmodighed og en masse kravlen og kryben betalte sig i den sidste ende, for ingen opdagede eskadronen, før den åbnede ild på fjenden og angreb frem til bunkere, hvor Taleban lederen opholdt sig.

Da først ildstøtten var på plads, var det en lynaktion, hvor 3.deling hurtigt susede frem til målet, fandt Amir Mangal (hvid kjortel) og fik ham fjernet fra området. En opgave hvor samarbejdet imellem enhederne i eskadronen og især militærpolitiet er meget vigtigt.
