
I den anledning blev der holdt en lille ceremoni i går foran monumentet, hvor både de pårørende og deres kompagni, Bravo-Coy, var til stede.
"Ved hjemtagningen i Roskilde den 13. august sagde jeg, at Jimmi og Erik for altid vil have en plads i Livgardens historie. Deres navne står nu mejslet ind i vores mindemonument til evig tid, og vi husker dem, hver eneste gang vi går forbi dette monument", sagde oberst Lasse Harkjær og mindedes samtidig sine tanker ved afsløringen af monumentet for mindre et år siden.
"Da Dronningen den 17. november kunne afsløre dette monument, stod jeg her, med en blanding af sorg og glæde. Glæde over, at vi nu havde monumentet, men sorg over årsagen til det var nødvendigt. Dengang håbede jeg på, at de navne, der stod på monumentet, skulle blive de sidste", sagde oberst Lasse Harkjær i går i sin tale.
Overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen og overkonstabel af 1. grad Erik Berre Rolandsen mistede livet, da deres infanterikampkøretøj blev ramt af en sprængning og tippede rundt. De skulle have været hjemsendt kort tid efter.
"Jeg kan huske, at jeg til pårørendearrangementet en uge tidligere havde sagt igen og igen – at alle skulle huske, at de ikke var hjemme, før de stod i stuen. Det blev så desværre dødelig alvor for Jimmi og Erik", sagde oberst Lasse Harkjær og tilføjede: "Vi fik alle et chok - som vel sidder i kroppen endnu - og for jer pårørende blev hverdagen med ét ændret fuldstændig fra planlægning af hjemkomst til praktik om hjemtagning, bisættelse og begravelse."
Inden der blev lagt kranse ved mindemonumentet udtrykte obersten sin overbevisning om, at "alle i Bravo-Coy også vil huske Jimmi og Erik, hver gang de tænker tilbage på missionen i Afghanistan."
Derefter lagde de pårørende blomster og obersten afsluttede sin tale med ordene: "En krans er vores ydmyge tak til Jimmi og Erik for deres indsats for Danmark, for Forsvaret, for Hæren og for Livgarden. Vi skylder dem al den tak, der er i verden."
Herefter blev der holdt et minuts stilhed for de to faldne, hvorefter en trompeter fra Livgardens Musikkorps rundede ceremonien af med at spille "Last Post".