Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
02. september 2010

Indholdsområde

 
Fra Livgarden til hjemmeværnet 
Fra Livgarden til hjemmeværnet
En succesrig hvervekampagne har fået tidligere værnepligtige
i Den Kongelige Livgarde til at søge ind i virksomhedshjemmeværnet.
06-07-2009 kl. 08:00
Der er mindst tre gode grunde til, at værnepligtige i Den Kongelige Livgarde forlænger
deres militære løbebane ind i virksomhedshjemmeværnet: De kan fortsat uddanne sig som soldater, og hjemmeværnet – og samfundets samlede beredskab – har brug for det, de har lært i Livgarden. Og der er mulighed for at mødes med og holde kontakten med soldaterkammeraterne ved lige, når de
deltager i kurser og øvelser i regi af hjemmeværnet. Det er de overbevisende argumenter, kaptajn Peter Spange og hans kollega Martin Grøn bruger, når de hverver nye, unge frivillige til virksomhedshjemmeværnet blandt de værnepligtige i Den Kongelige Livgarde.

Nyt blod
Og argumenterne ser ud til at holde vand. I hvert fald har over 20 søgt om optagelse i hjemmeværnet, og flere har allerede skrevet kontrakt. ”Vi vil gerne have nyt blod i virksomhedshjemmeværnet unge mennesker, som kan være med i vores patruljeindsatsdelinger ved
både jernbane- og telehjemmeværnet, og som kan nå at lære af de erfarne folk, vi har, inden
de forlader os,” forklarer kaptajn Peter Spange, som også er idémanden bag hvervekampagnen.
”Vi konstaterede, at en del af de unge i Livgarden gerne ville bevare kontakten til militæret,
men det indebar, at de skulle udsendes til internationale missioner, og det havde ikke
alle lyst til. Vi ved også, at de gerne vil bevare kontakten med dem, de var værnepligtige
sammen med, og netop fordi virksomhedshjemmeværnet er landsdækkende, kan vi tilbyde dem at deltage i kurser og øvelser med kammerater fra resten af landet – en fælles aktivitet med holdning,” siger Peter Spange, som selv har været ansat ved Livgarden i seks år, har været udsendt til Kosovo i KFOR13 som befalingsofficer og siden december 1994 har været ansat i virksomhedshjemmeværnet.
Han vurderer, at især to forhold ved hjemmeværnet tiltrækker de unge livgardere: ”Jeg tror dels, at det med holdningen er vigtigt. De vil gerne vise flaget – at de er med til at beskytte Danmark. Og dels ønsker de måske ikke at være soldater på fuld tid, men synes det er fedt ”at gå til soldat” i weekenden. Til gengæld tilbyder vi dem så en militær uddannelse, der til dels er den samme, som
hvis de havde skrevet kontrakt med hæren,” siger Peter Spange.

En god idé
Fra Chefen i Den Kongelige Livgarde er der fuld opbakning til hvervestrategien: ”Vi synes, det er en rigtig god ide! Vi støtter os jo meget op ad hjemmeværnet i øvrigt, så for os er det super, at en del af de værnepligtige, som ikke har lyst til at blive sendt ud med de professionelle styrker til Afghanistan,
får mulighed for at gå over i hjemmeværnet, bruge deres uddannelse her og netop bibeholde kammeratskabet – i stedet for bare ’at gå hjem’,” siger oberst Lasse Harkjær. Og han er slet ikke i tvivl om, at hans hjemsendte værnepligtige har noget at bidrage med: ”Vores folk er jo verdensmestre i vagtopgaver – bevogtning og patruljer. Omvendt tror jeg, at hjemmeværnet kan
give dem noget af det samme, som de har lært hos os: Struktur på tilværelsen, almindelig høflighed, et godt kammeratskab og tolerance. Og så oplever jeg jo, at de unge gerne vil gøre noget for Danmark. Det kan lyde lidt højtideligt, men de er stolte af at tjene det land, de er vokset op i”.
Det er også Lasse Harkjærs oplevelse, at de værnepligtige har haft en positiv oplevelse, da virksomhedshjemmeværnet kom på besøg på kasernen: ”De mødte unge mennesker som dem
selv, der brænder for sagen og træner seriøst, og det var en positiv overraskelse for de fleste, tror jeg”. Hvervningen i militæret af nye frivillige til virksomhedshjemmeværnet fortsætter andre steder i forsvaret i løbet af året.

Fra hjemmeværnsmagasinet nr. 02 Juni 2009